Firelænget gård i flammer: To personer kom på hospitalet

En firelænget gård stod lørdag i brand i Frederikssund, og beredskabet var massivt til stede.

En firelænget gård på Sigerslevvestervej 50 i Frederikssund stod lørdag eftermiddag og aften i brand, og beredskab fra både Frederikssund, Jægerspris, Stenløse Station, Hillerød Station og Farum kæmpede med at slukke flammerne.

Beredskabsstyrelsen Sjælland assisterede også med 2 brandfolk og en redningskran.

Den vagthavende fra Frederiksborg Brand & Redning på Station Hillerød, Johnny Ochwat, oplyste til TV 2 Lorry lørdag eftermiddag, at branden havde spredt sig til tre længer.

 
 
Foto: Ken Graversen

Meldingen fra Frederiksborg Brand & Redning er lørdag aften klokken 20, at branden nu er under kontrol, og at de er i gang med efterslukningsarbejdet. Det er dog ikke lykkedes at redde halvanden af gårdens længer, der er brændt ned til grunden.

Nordsjællands Politi skriver på Twitter, at branden er opstået, mens gården er ved at blive renoveret, og at to personer er blevet bragt til skadestuen til tjek for røgforgiftning.

 
 
Foto: Presse-foto.dk

Region Hovedstadens Akutberedskab kan lørdag aften ikke sige noget om, hvorvidt de to personer er blevet udskrevet fra hospitalet.

Men Nordsjællands Politi oplyser, at ingen personer eller dyr er i fare.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik