Efter fiskedød i vandløb: Nu reagerer kommunen

Det er endnu ikke klarlagt, hvad der er årsag til fiskenes død i Græse Å.

Lørdag indtraf en lokal katastrofe for en gruppe frivillige ildsjæle i Frederikssund.

Her fandt lokale naturentusiaster nemlig fisk med bugen i vejret på en længere strækning i Græse Å – en å som frivillige igennem de seneste år har brugt timer og atter timer på at skabe gunstige forhold i.

- Den er sgu hård. Det er den, siger Kaj Larsen dagen derpå, hvor TV 2 Lorry fanger ham ved Græse Å.

Kaj Larsen er frivillig i Den Sjællandske Grusbande, hvis formål er at skabe optimale forhold for dyre- og insektlivet i danske vandløb og åer. Han har i løbet af de sidste år lagt mange timer i at sikre gydepladser for havørrederne i åen.

quote Vi kan se nu, at alle fisk ser ud til at være døde på en strækning over 2,5 kilometer

Kaj Larsen, frivillig, Den Sjællandske Grusbande

Dagen efter, han med egne øjne så de døde fisk i åen, er han tilbage for at hjælpe kommunen med at finde frem til årsagen bag den mystiske fiskedød.

Men mandagen er ikke meget mere opløftende, end lørdagen var det.

- Vi kan se nu, at alle fisk ser ud til at være døde på en strækning over 2,5 kilometer, siger Kaj Larsen og forklarer, at både Grusbanden og kommunen antager, at der er tale om en lokal forurening af en art:

- Det må have været en kraftig forurening. For der er også områder, hvor der slet ikke er insektliv tilbage heller. Jeg tror, at det må have været en punktforurening, som er skyld i det hele.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Nederst på billedet ses Græse Å sno sig i retning mod Roskilde Fjord.
Nederst på billedet ses Græse Å sno sig i retning mod Roskilde Fjord.
Foto: Skraafoto.dk / Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Kommune undersøger sagen

I Frederikssund Kommune ikke langt fra Græse Å sidder centerchef Thomas Klint Martinsen. Han er ansvarlig for området By og Landskab i kommunen, og beretningen om de sørgelige fund i åen fik sat ham i arbejde fra morgenstunden.

Allerede nu er Dansk Miljøkontrol i gang med at indsamle vandprøver for på den måde at indkredse, hvor forureningen, som man antager er synderen, kommer fra.

- Vi er ved at få lavet en punkt-opsporing for at finde kilden. Vi ser nærmere på de forskellige udløb, der er til åen, for at finde kilden, siger han til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Sådan som vi lige vurderer det, er det en pludselig forurening, som har slået fiskene ihjel. Men vi bliver nødt til at se på målingerne, før vi gisner om, hvor det kan komme fra.

quote Sådan som vi lige vurderer det, er det en pludselig forurening, som har slået fiskene ihjel.

Thomas Klint Martinsen, centerchef for By og Landskab, Frederikssund Kommune

Thomas Klint Martinsen kalder fiskedøden i åen ”enormt ærgerlig” og anerkender, at de frivillige har ydet en enorm arbejdsindsats de seneste år for at forbedre forholdene i åen.

De seneste år kunne det for alvor ses, at arbejdet bar frugt. Der blev registreret flere og flere småørreder, og dermed var man godt på vej til at få en god ørredbestand i åen.

- Det er så ærgerligt, at man nu bliver slået flere år tilbage ved sådan et uheld her, siger Thomas Klint Martinsen.

Kan det få nogen konsekvenser, hvis der er tale om et udslip af giftigt materiale til vandløbet – uagtet om det er uforsætligt?

- Det ved jeg ikke endnu. Det må blive et juridisk spørgsmål. Der handler det selvfølgelig om, hvorvidt dem, der kan stå bag udledningen, kan blive holdt til ansvar for det, de har gjort, siger centerchefen.

Vandet i Græse Å vurderes i øvrigt ikke farligt for mennesker på trods af fiskedøden.

Se flere billeder af fundet i Græse Å søndag i galleriet herunder:



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik