Dommer forlænger endnu engang fængsling af sognepræst

Efter et lukket retsmøde er retten kommet frem til, at en præst forsat skal sidde fængslet i drabssag.

Varetægtsfængslingen af sognepræst Thomas Gotthard, der er sigtet for at have slået sin hustru, 43-årige Maria From Jakobsen, ihjel, er blevet forlænget i fire uger til 8. marts.

Det oplyser Retten i Hillerød.

Beslutningen er truffet mandag på et retsmøde, som blev afholdt for lukkede døre.

De lukkede døre betyder, at pressen og tilhørere ikke får indblik i, hvad der er kommet frem under retsmødet. Det er dog kommet frem, at han nægter sig skyldig.

Ifølge B.T. var præsten til stede ved mandagens retsmøde. Men han ville ikke udtale sig, sagde præstens forsvarer, advokat Jens Storm Thygesen, med henvisning til den sigtedes tavshedspligt som præst.

Den 44-årige præst er sigtet for at have slået sin kone, Maria From Jacobsen, ihjel og har siddet varetægtsfængslet siden 16. november 2020.

OVERBLIK:

* Politiet udsender 27. oktober en efterlysning af 43-årige Maria From Jacobsen. Hun har forladt sit hjem i Frederikssund i nedtrykt sindstilstand, lyder det.

* Det er Maria From Jacobsens mand, præst Thomas Gotthard, som melder hende savnet. Ifølge ham forlod Maria From Jacobsen hjemmet dagen før - den 26. oktober.

* Senere får politiet mistanke om, at der er sket en forbrydelse. Og omkring tre uger efter - den 15. november - bliver Thomas Gotthard sigtet for drab.

* Han bliver varetægtsfængslet 16. november. Politiet mener, at der er grund til at tro, at han på fri fod vil lægge hindringer i vejen for efterforskningen.

Der bliver nedlagt navneforbud, der gør det forbudt at bringe oplysninger om, hvem den sigtede nærmere bestemt er.

* 18. november kommer det frem i offentligheden, at præsten i tiden efter det formodede drab har foretaget specielle søgninger på internettet.

Han søger blandt andet information om havdybde, olietønder, selvmord, forsvinden og rensemidler.

* I familiens hus i Frederikssund finder politiet en mængde af de ætsende væsker saltsyre og kaustisk soda. Det er B.T. og TV2, der skriver om det på baggrund af dokumenter fra Retten i Hillerød.

Samtidig beder politiet borgere om hjælp med oplysninger om to biler og en trailer.

* Varetægtsfængslingen af præsten forlænges igen 30. november og 14. december i Retten i Hillerød.

Hver gang sker det for lukkede døre, hvilket vil sige, at offentligheden ikke kan få indblik i, hvad der er blevet fremlagt af beviser i sagen, eller hvad den sigtede selv forklarer.

* Fredag den 18. december ophæves navneforbuddet for manden, og politiet sætter navn på den sigtede og udsender billede af ham.

Politiet beder samtidig borgere om hjælp med information om Thomas Gotthards færden.

* Mens efterforskningen er i gang, fortsætter politiets søgning efter Maria From Jacobsens lig.

Foruden familiens hjem i Frederikssund har politiets teknikere finkæmmet deres sommerhus i Nykøbing Sjælland for spor. Dertil kommer eftersøgninger i flere naturområder på Sjælland.

* 31. december meddeler politiet, at det er ved at samle beviser til at føre en sag mod manden, selv om der endnu ikke er fundet et lig.

Ifølge politiet lyder sigtelsen på, at han slog hende ihjel på en ukendt måde, på et ukendt tidspunkt og på et ukendt sted. Politiet udtaler dog, at det har en idé om, hvordan og hvor drabet er foregået.

Politiet siger også, at det har en "god idé om", hvad ægtemandens motiv til drabet skulle have været. Det vil ikke sige hvad.

Ingen andre er mistænkt for at have slået hende ihjel.

* 7. januar beder politiet endnu en gang om hjælp fra mulige vidner.

Efterforskningen har vist, at Thomas Gotthard den 6. november - 11 dage efter at Maria From Jacobsen forsvandt - skilte sig af med en blå fodertønde og en grå sækkevogn på Frederikssunds Genbrugsplads.

* 11. januar og 8. februar forlænges varetægtsfængslingen igen for lukkede døre. Han er fængslet frem til 8. marts.

/ritzau/

Savnet siden oktober

Psykologen Maria From Jacobsen blev meldt savner af sin søster 27. oktober 2020. Her blev det oplyst, at hun dagen forinden havde forladt hjemmet i Frederikssund i nedtrykt tilstand.

Men politiet mener altså, at der er grund til at tro, at den sigtede Thomas Gotthard har slået hende ihjel. I den forbindelse har de undersøgt både hjemmet i Frederikssund og familiens sommerhus, ligesom de har benyttet lighunde i efterforskningen.

Indtil videre har eftersøgningen af den savnede og formodet dræbte Maria From Jacobsen - så vidt vides - været uden held.

Søgte efter olietønder og havdybde

Gennem indsigt i retsdokumenter har TV 2 tidligere beskrevet, at det indgår i politiets beviser, at Thomas Gotthard efter 26. oktober 2020, hvor Maria From Jakobsen forsvandt, har foretaget en række mistænkelige søgninger på internettet.

Søgningerne har relation til havdybde, olietønder, selvmord, forsvinden og rensemidler – ligesom politiet har fundet ætsende kemikalier i ikke ubetydelige mængder hos sognepræsten.

Søgninger, der kunne bunde i en interesse for, hvordan man skaffer sig af med en afdød.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik