Denne særlige bygning blandt marker kan løse museums-problem, der får "hjerter til at græde"

Imens Nationalmuseet rykker ind i spritnyt og moderne magasin, kæmper mange andre museer i sendeområdet med magasinforhold, der risikerer at ødelægge kulturarven.

Ved en stor grå betonbygning på en mark i Vinge, et stykke udenfor Frederikssund, står en kvinde og smiler. 

Hun hedder Rikke Melin, hun er konservator og programleder ved Nationalmuseet, og bygningen, hun står ved, er muligvis lavet af kedelig grå beton, men spørger man Rikke Melin, er indholdet på ingen måde kedeligt. 

Det er nemlig Nationalmuseets og Det Kongelige Biblioteks nye, topmoderne museumsmagasin.

- Det er det her vi som nationalmuseum har arbejdet frem mod de sidste 25 år. Og nu står det her – det er næsten ikke til at forstå, forklarer hun glad.

Her skal omkring to tredjedele af Nationalmuseets mange genstande opbevares. Alle dem, der ikke er udstillet lige nu – og dem, der aldrig bliver det, men alligevel skal gemmes for eftertiden.

quote Jamen, jeg føler mig meget privilegeret

Rikke Melin Programleder, Nationalmuseet

Avanceret teknologi

Der er avanceret klimastyring for at give museumsgenstandene optimale bevaringsforhold og samtidig er energiforbruget meget lavt. Et normalt magasin bruger typisk 30 kilowatttimer per kubikmeter – her bruger man omkring én kilowatttime. 

Der bliver også plads til konservatorer, der kan reparere og vedligeholde genstandene og studie-faciliteter til forskere. Når hun skal blære sig lidt, kan Rikke Melin blandt andet pege på de såkaldte anoxia-rum. De ligger her bag de nedrullede porte. Herinde fjernes ilten fra genstandene i tre uger – igen for at dræbe skadedyr. Lige nu tester man systemet.

- At få lov at være en del af den her tid på museet, hvor vi får det her magasin. Jamen, jeg føler mig meget privilegeret, siger Rikke Melin.

Andre museer ønsker sig også nye magasiner

Så privilegerede er der ikke mange museer i TV 2 Lorrys sendeområde, der er. På Rudersdal Museerne kunne man ellers godt drømme om at få opgraderet sine magasiner gevaldigt. Ikke mindst det magasin, som TV 2 Lorry besøger i en kælder under en af kommunens skoler.

quote Det ville være meget mærkeligt, hvis ikke de påtalte magasinforholdene

Anja Olsen, Museumschef, Rudersdal Museer

- Det er simpelthen nærmest med grædende hjerte, at vi er nødt til at opbevare vores genstande på den her måde, siger museumschef, Anja Olsen.

Her har museet fået to lavloftede rum, som de er glade for at få stillet til rådighed, men som desværre ikke sikrer museumsgenstandene på sigt. 

Betongulvet afgiver støv, der kan ødelægge nogle af genstandene. 

Vandrør risikerer at blive utætte og ødelægge genstandene. 

Der har også været problemer med fugt, der har givet grobund for skimmel på en del genstande. 

Og selv om museets folk har gjort, hvad de kunne for at afhjælpe problemerne med affugter, regelmæssig rengøring og et log-system, der overvåger temperatur og luftfugtighed, så er det ikke nok.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Her, under en folkeskole i Rudersdal Kommune, ligger et af Ruderdal Museers gamle magasiner.
Her, under en folkeskole i Rudersdal Kommune, ligger et af Ruderdal Museers gamle magasiner.
Foto: Casper Dalgård, TV2 Lorry

Et udbredt problem

Det er Slots- og Kulturstyrelsen, der holder øje med, om de danske museer passer godt nok på kulturarven. Sidste år fik Rudersdal Museer en løftet pegefinger for magasinforholdene, og det undrer ikke Anja Olsen.

- Det ville være meget mærkeligt, hvis ikke de påtalte magasinforholdene, for der er jo meget bedre måder at opbevare genstandene på, siger hun.

Men Rudersdal Museer er bestemt heller ikke alene om at have dårlige magasinforhold for deres museumsgenstande.

Inden for de seneste fem år har 10 museer i hovedstadsområdet fået påtaler for utilstrækkelige magasinforhold.

I rapporterne om de forskellige museer fra Slots- og Kulturstyrelsen står der for eksempel ting som: 

"Det er ikke tilfredsstillende, at bevaringsforholdene fortsat er uegnede til opbevaring af museumsgenstande…" og "….eksterne magasiner inficeret af skimmelsvamp og skadedyr". Ved et tredje museum står der "...25 % af samlingerne vurderes at være i behandlingskrævende eller svært skadet tilstand".

En gennemgang viser, at de fleste museer i hovedstadsområdet faktisk får en løftet pegefinger, når styrelsens folk kommer på besøg, og det billede genkender man også hos museernes organisation, ODM.

- Problemet er udbredt, vi har brug for bedre magasiner - mere teknisk opdaterede magasiner, siger Anne Berit Larsen, der er næstformand i ODM.

Ingen penge til magasiner

Problemet er bare, at museerne har svært ved at skaffe penge til magasinerne.

- Magasiner er jo på mange måder museumsdrift, jeg tror de fleste af os vil sige, at det skal da bare fungere, men det er meget store anlægsudgifter, forklarer Berit Anne Larsen.

Med penge fra finansloven i 2019 er der sat gang i et projekt, der skal afdække museernes erfaringer og udfordringer med at forbedre magasinforholdene. Og når kortlægningen er færdigt, skal der tales finansiering.

Men det ligger alt sammen ude i fremtiden. Lige nu må museerne klare sig med det de har - og spejde misundeligt mod Nationalmuseets nye flotte magasin i Vinge.

Når man ser, hvor fint de har det i Vinge lige nu - bliver man så lidt misundelig?

- Ja, det er da klart - men også glad! Man skal ikke være ked af det, man skal bare lære af det, og ønske sig, at man kunne overføre noget af det til os, lyder det fortrøstningsfuldt fra Anja Olsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik