Danmarks første idræts-bosted skal hjælpe beboere til bedre liv

Med et benhårdt fokus på idræt bliver Klintegården i Frederikssund tirsdag idrætscertificeret som det første bosted i Danmark.

En times daglig motion året rundt, et motionsrum med et alsidigt udvalg af udstyr og kvalificerede og uddannede medarbejdere.

Det er blot nogle af de krav, der stilles til Klintegården i Frederikssund, som tirsdag officielt bliver udnævnt til Danmarks første idrætscertificerede bosted i psykiatrien.

Idræt og bevægelse er allerede blevet en fast del af hverdagen på Klintegården, hvor beboerne, der blandt andet kæmper med psykiske vanskeligheder, som for eksempel depression, angst eller skizofreni ofte kan have store udfordringer med deres sundhed i form af inaktivitet og usund levevis.

Stor betydning for beboere

I det hele taget er den usunde livsstil udpræget i psykiatrien. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at målgruppen dør 15‐20 år tidligere end gennemsnitsbefolkningen, og at målgruppen rammes hyppigere af diabetes 2 og hjertekarsygdomme. Derfor agter man gennem idrætten at højne levestandarden.

Det er et af Danmarks største specialforbund, Dansk Arbejder Idrætsforbund (DAI), der står bag certificeringsordningen, og det vækker glæde hos Frederikssund Kommune.

- Jeg er stolt over, at Klintegården i Frederikssund Kommune nu bliver landets første idrætscertificerede bosted. Det får stor betydning for beboerne, at der fremadrettet lægges vægt på idræt og bevægelse i den pædagogiske indsats.

- Vi har i Frederikssund Kommune et stort fokus på sundhed, bevægelse og idræt for vores borgere – og det er vigtigt, at alle har adgang til tilbud, som de kan bruge i hverdagen. Jeg håber på masser af fysisk aktivitet på Klintegården, og med tiden vil beboerne forhåbentlig også bruge kommunens kommende idrætsby, eller nogle af de mange andre gode, lokale idrætstilbud, siger John Schmidt Andersen, borgmester i Frederikssund Kommune.

Giver mening i min hverdag

Charlotte Fischer Jensen er 33 år og beboer på Klintegården. Hun er også begejstret med den særlige fokus på idrætten og hun fortæller, at hun både har tabt sig, fået mere selvtillid og fundet mere mening med hverdagen.

- Idrætten betyder rigtig meget for mig. Det er blevet min personlige medicin, og udover at det er godt og sundt, så hjælper idrætten mod stress og dårligt humør, og jeg sover bedre om natten. Idrætten giver mig noget meningsfyldt at lave i hverdagen, så jeg ikke tænker så meget på det psykiske, men kan fokusere på det fysiske, siger hun.

DAI har siden 1996 beskæftiget sig intensivt med idræt for mennesker med psykiske vanskeligheder, og har erkendt, at det i første omgang fungerer bedre at lade idrætten komme til beboerne, i stedet for at forvente, at beboerne kommer til idrætten.

Flere idræts-bosteder på vej

- Det er ikke en målgruppe, som kommer vandrende ned i den lokale idrætsforening af sig selv. Vi vil gerne gøre vejen mellem bosted og idrætsforening kortere, og give alle mulighed for at dyrke idræt. Klintegården er virkelig gået forrest, for at få idrætten på dagsordenen, så jeg synes også, at det er fortjent, at de nu kan kalde sig Danmarks første idrætscertificerede bosted, siger Mogens Damgaard, som er medlem af Forbundsledelsen i DAI med ansvar for Idræt for Sindet.

Alle medarbejdere er efteruddannet i idræt, og målet er, at der i løbet af 2017 er syv bosteder, som er blevet idrætscertificerede. Det næste bosted bliver allerede officielt certificeret senere i maj. Hver tredje år bliver det vurderet, om det enkelte bosted fortsat kan kalde sig idrætscertificeret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik