Borgmester skælder ud på firma: Corona-rengøring sejler

KN Rengøring har leveret en mangelfuld rengøring i forbindelse med genåbningen af Frederikssund Kommunes dagtilbud og skoler. Børn og personale kan trygt møde op i børnehaver og skoler, siger rengøringsdirektør.

Der skulle ikke være en finger at sætte på renlighed og hygiejne, da Frederikssund Kommune onsdag åbnede for deres 47 skoler og børnehuse.

Men kommunens rengøringsfirma, KN Rengøring, havde flere steder ikke levet op til deres forpligtelser. 

Nogle steder var den grundlæggende rengøring slet ikke sket, og andre steder var rengøringen mangelfuld, oplyser Frederikssund Kommune i en pressemeddelelse.  

Alle steder blev der sat ind med ekstra rengøring onsdag morgen og formiddag, understreger, borgmester John Schmidt Andersen (V) i pressemeddelelsen. 

- Det er beklageligt og utilfredsstillende, at vi ikke har fået leveret den nødvendige rengøring på trods af, at alle aftaler herom var på plads. Det har vi gjort fuldstændig klart for vores rengøringsfirma i dag. Netop i denne tid er rengøring ekstra vigtigt, og derfor er det helt afgørende, at KN Rengøring leverer de ydelser, vi har aftalt, siger John Schmidt Andersen. 

quote Det er beklageligt og utilfredsstillende, at vi ikke har fået leveret den nødvendige rengøring

Frederiksunds borgmester, John Schmidt Andersen

Den mangelfulde rengøring onsdag bliver nu fulgt op, at et såkaldt “udvidet tilsyn med rengøringen i samtlige skoler og dagtilbud,” inden skoler og dagtilbud åbner torsdag. 

Direktør: Menneskelige fejl

I KN Rengøring siger direktør Henrik Nielsen, at det “altid er trælst at få kritik,” men at man har et godt samarbejde med kommunen, og at man i bund og grund gør et godt stykke arbejde. 

- Men det er klart, det er mennesker, der går rundt derude og selvfølgelig sker der fejl, siger Henrik Nielsen til TV 2 Lorry.  

- Men det er ikke sådan, at man skal være bange for at gå i skole eller børnehave i Frederikssund. Overhovedet ikke. Der er et rigtig godt niveau på rengøringen, forsikrer Henrik Nielsen. 

Han oplyser, at firmaets assistenter har gjort rent på skoler og i dagtilbud, mens børn og personale har været hjemsendt. Her har de gjort rent og lavet ekstra rengøringsarbejde. 

Men hvordan kunne de her fejl ske?

- Jeg kender kun til ét eksempel på en skole, hvor der var kaffepletter, og nogle forskellige ting. Om kaffepletterne er kommet, efter vi har lavet grundig rengøring i rummet, det tør jeg ikke at sige. Men det bedste var selvfølgelig, at der ikke var en kaffeplet. Det er vi enige om. 

Men ifølge kommunen lader det ikke til, at det kun er en kaffeplet, der udløser den her kritik. Det er i en ret alvorlig situation, at I bliver sat til at lave et stykke arbejde. Har der været problemer med at tage det seriøst nok?

- Nej der har det bestemt ikke. Vi tager opgaven seriøst. Både de assistenter, der går derude, og arbejdsledere, siger Henrik Nielsen. 

Har I glemt at gøre rent nogle steder?

- Nej, det har jeg ikke hørt. Jeg har hørt, at der har været mangler i nogle områder. Og det har vi så været ude at genoprette med det samme, siger direktøren.

Her kan du høre mere til, hvordan Furesø Kommune gjorde klar til indryk onsdag morgen:

Artiklen fortsætter under video-klippet...

 

Direktør: Personale kan selv have snavset

Henrik Nielsen fremfører også, at der kan blive snavset efter rengøring, når lærere og andet personale har mødt ind på skoler for at gøre klar til åbningen onsdag. 

- Der kan jo også ske ting. Det skal ikke være en dårlig undskyldning, men det kan der jo, siger Henrik Nielsen. 

Har I fået renset luften med kommunen?

- Jamen, der har ikke været nogle problemer. Vi tager selvfølgelig til efterretning, at der har været nogle problemer her og der. Og så retter vi ind. Det tager vi selvfølgelig alvorligt. 

Frederikssund Kommune har aftalt med KN Rengøring, at rengøringen skal øges i skoler og dagtilbud, så der vil blive gjort ekstra rent både formiddag og eftermiddag udover den almindelige rengøring efter lukketid.

Det har onsdag aften ikke været muligt for TV 2 Lorry, at få en uddybende kommentar fra Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik