Borgere undrer sig: Derfor er brugerbetalingen på omstridt bro ikke fjernet endnu

Fra 2022 skal det være gratis at krydse Kronprinsesse Marys Bro. Men hvorfor er betalingsanlægget ikke allerede nu lukket?

14 kroner den ene vej. Og 14 kroner den anden vej.

Det er lige nu prisen, hvis du - i personbil vel og mærke - skal passere den 1,4 kilometer lange Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund.

Men fra 2022 skal det tal justeres til 0 kroner. Det kom frem, da regeringen i juni fremlagde deres infrastrukturaftale. 

Sluk betalingsanlægget nu!

Selvom udsigterne efterhånden er korte, så undrer det alligevel en række borgere, at betalingsbroen ikke allerede nu er blevet afgiftsfri.

På Facebooksiden 'Fjordforbindelsen Frederikssund', lyder et af de mange undrende opråb sådan her: 

"Se nu for pokker at få slukket strømmen på det betalingsanlæg, så broen kan blive brugt som den var tiltænkt."

Mens et anden lyder sådan her:

quote Det vi gør bygger på lovgivning - det er jo ikke en bananrepublik, vi lever.

Leif Tullberg, bestyrelsesformand for Fjordforbindelsen Frederikssund

"Jeg har til dato forsvaret beslutningen om at vi ikke fik en bro uden den skide afgift. Så langt så godt. Men at man ikke kan klippe ledningen til den tæller når det nu er besluttet at den skal væk, uden at det skal tage 6-8 måneder det er satme at sjofle brugerne. Ikke mere støtte til jer herfra."

Og et tredje sådan her:

"Er det ikke bare at slukke strømmen til nr. pladescannerne. Kræver da ikke højere eksamen."

Kan ikke bare slukkes

Men spørger man Leif Tullberg, der er bestyrelsesformand for Fjordforbindelsen Frederikssund, der som selvstændig offentlig virksomhed drifter betalingsanlægget til Kronprinsesse Marys Bro, er det at lukke for betalingen mere kompliceret end bare et tryk på slukknappen.

- Jeg forstår godt, folk synes, det er mærkeligt, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Folketinget har truffet en beslutning som gør, at den eksisterende lovgivning skal korrigeres før brugerbetalingen kan fjernes.

Leif Thullberg.
Leif Thullberg.
Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Derfor skal der altså først tages politisk stilling til, hvordan brugerbetalingen fjernes. Det betyder også, at datoen for, hvornår det er gratis at passere broen, heller ikke er fastlagt endnu.

-  Foreløbigt er det besluttet, at fjernelsen af betalingen sker tidligst pr. 1.1. 2022. Men jeg tror personligt selv, at det bliver i første kvartal af det nye år, siger Leif Tullberg og fortsætter:

- Der er en masse på Facebook, der synes, vi er idioter. Men alt det, vi gør, bygger på eksisterende lovgivning - det er jo ikke en bananrepublik, vi lever i. Er folk utilfredse med det, så må de ind og tale med ministeren (red. transportminister Benny Engelbrecht), siger han til TV 2 Lorry.

Kronprinsesse Marys Bro i tal

  • Aftalen om Kronprinsesse Marys Bro blev vedtaget i 2012. Budgettet lød på 1678 mio. kr. Af dem ville staten betale 636 mio. kr., mens de resterende 1042 mio. kr. skulle findes via brugerbetaling.
  • Der er pt. stadig gæld på cirka 1 mia. kr. i broen.
  • Prisen for en almindelig personbil er 14 kr. for at krydse broen. Dette gælder dog kun, hvis man er oprettet i deres betalingssystem Fjordpay. Hvis ikke koster det 20 kroner ekstra i administrationsgebyr pr. udstedt faktura.
  • For køretøjer over 3500 kg er prisen 41 kr. Motorcyklister kører gratis.
  • På nuværende tidspunkt passerer cirka 3.000 køretøjer dagligt broen. Den ældre, gratis Kronprins Frederiks Bro benyttes til sammenligning af cirka 20.000 køretøjer i døgnet.

Betal, når du kører over

Alligevel understreger Leif Tullberg, at det er vigtigt, at folk ikke bare 'pisser' på reglerne, men at de husker at lade sig registrere og betale, hvis de benytter broen.

- Det er ærgerligt, at vores folk skal sidde og ordne faktura og bogholderi, når folk ikke betaler, siger han og fortsætter:

- Så kan det godt være, at folks store våde drøm er at få brugerbetalingen ophævet NU. Men at det så ikke lige sker den onsdag, de ønsker, det ændrer ikke på, at de skal betale, hvis de bruger broen.

Slaget om brugerbetalingen er dog langt fra ny.

Til trods for store protester - blandt andet med fakkeloptog - blev brugerbetaling en realitet, da Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund åbnede i efteråret 2019.

For trods protesterne holdt man fast i den oprindelige aftale fra 2012, hvor det var et krav, at størstedelen af finansieringen på 1678 millioner kroner skulle findes via brugerbetaling. 

Bilisterne tog dog aldrig den nye forbindelse til sig i det omfang, prognoserne forudså. Det kan du læse mere om her.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik