Begejstret minister: Frederikssundmotorvejen er et rigtig, rigtig godt projekt.

Forhandlingerne om 100 mia. kr. til infrastruktur i Danmark går efter planen i gang om kort tid. Frederikssundmotorvejen ligger helt i top, når man ser på den økonomiske gevinst for samfundet, fastslår transportminister Benny Engelbrecht. Professor i transportøkonomi er enig.

De har sukket efter den år efter år efter år.

Pendlere, lokale politikere og erhvervsdrivende.

Færdiggørelsen af Frederikssundmotorvejen, som i dag stopper brat ved Smørum. 25 kilometer fra den by, som har lagt navn til den.

- Mange års frustration begynder at nærme sig vrede. Vi er så pressede heroppe på vores logistik, at det er lige meget, hvilken måling vi går ind og kigger på, så er det infrastrukturen. som går ind og bon´er ud som det værste erhvervsmæssige parameter vi har heroppe, lyder det eksempelvis fra direktør for Frederikssund Erhverv, Peter Bo Andersen.


Økonomien langt bedre end forventet

Selvom Folketinget helt tilbage i 2009 vedtog en anlægslov for projektet, har partierne på Christiansborg aldrig fundet pengene til at føre planerne ud i livet.

quote Jeg er ret begejstret for den nye analyse, som viser, at der er tale om et rigtigt, rigtigt godt projekt

Benny Engelbrecht, Transportminister, Soc.dem.

Men nye undersøgelser viser, at der er overraskende mange penge at hente for samfundet, hvis man vælger at gøre projektet færdig. 

De mange tusind timer, som pendlere og erhvervsdrivende hver dag bruger på at holde i kø, er nemlig særdeles kostbare for samfundet i form af tabt arbejdstid, og sammen med en række andre parametre gør det projektet til et af de mest værdifulde infrastrukturprojekter for samfundet at investere i.

Den økonomiske gevinst ved at bygge motorvejen færdig er simpelthen langt bedre end hidtil antaget.

- Jeg er ret begejstret for den nye analyse af Frederikssundmotorvejen, som viser, at der er tale om et rigtigt, rigtigt godt projekt, siger transportminister Benny Engelbrecht, som om kort tid indkalder partierne til forhandlinger om de kommende års store trafikinvesteringer.

Deler vandene på Christiansborg

Men på trods af ministerens begejstring er det fortsat uvist, om denne gang er lykkens gang for de tusindvis af utålmodige pendlere.

quote - Det er sjældent, at man ser projekter, der giver så stor samfundsøkonomisk værdi i forhold til, hvad det koster at bygge.

Mogens Fosgerau, professor i transportøkonomi, Københavns Universitet.

Både Enhedslisten og Alternativet er direkte imod, mens de radikale prioriterer en bedre kollektiv trafik højere.

- Hvis man bygger motorvejen færdig hiver man endnu flere folk ud af S-togene og putter dem over i bilerne, siger de radikales transportordfører, Rasmus Helveg Petersen.

Hos Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er en færdiggørelse af Frederikssundmotorvejen også en absolut topprioritet ved de kommende forhandlinger, mens det ikke har været muligt at få svar fra SF, De Konservative og Liberal Alliance.

Professor: Sjælden stor værdi

Professor i transportøkonomi ved Københavns Universitet, Mogens Fosgerau, har nærstuderet økonomien og den opdaterede VVM-redegørelse og han er ikke det mindste i tvivl.

- Det er sjældent, at man ser projekter, der giver så stor samfundsøkonomisk værdi i forhold til, hvad det koster at bygge, siger Mogens Fosgerau.

Spildtid i bilkøer gør blandt andet, at Frederikssund-virksomheder har svært ved at tiltrække især ung arbejdskraft.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik