17-årig død efter knallertulykke - kørte uden hjelm

Politiet undersøger, om overlevende dreng efter dødsulykke var fører af knallert. Han havde indtaget cannabis.

Uden hjelm og på samme knallert kom to drenge natten til søndag kørende ad Smedetoften i Frederikssund. De forulykkede og den ene dreng døde på stedet, oplyser vagtchef David Eckert fra Nordsjællands Politi.

Politiet har med et narkometer målt, at den anden dreng har indtaget cannabis. En blodprøve skal nu afsløre, om han har været påvirket i en sådan grad, at færdselslovens grænser er overskredet.

Derudover skal politiet have klarlagt, hvem af de to der førte knallerten. Hvis det var den overlevende, og viser det sig, at han var tilstrækkeligt påvirket, risikerer han en sigtelse for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.

- Det her understreger dels vigtigheden af at køre med hjelm, dels vigtigheden af ikke at køre to på en knallert og dels vigtigheden af ikke at køre påvirket, lyder det fra David Eckert.

Knallert ramte kantsten

Retskemiske undersøgelser skal fastslå, hvorvidt den afdøde har været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 01.31. Ulykken skete ved, at drengenes knallert ramte en kantsten. Den ene dreng blev slynget af og ramte en lygtepæl.

Den anden dreng fik tilkaldt hjælp fra en forbipasserende, som ydede førstehjælp til drengen, som havde ramt lygtepælen. Lidt efter ankom en politipatrulje, som også bidrog med førstehjælp.

Men det var forgæves. En ambulancelæge fastslog på stedet, at den 17-årige dreng var død.

I forbindelse med efterforskningen af ulykken efterlyser Nordsjællands Politi vidner, som har set drengene, og som kan bidrage til at belyse, hvad der er foregået.

/ritzau/

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik