16-årig afviser drabsforsøg i Frederikssund: 'Det må være et uheld'

16-årig fængslet for forsøg på at knivdræbe 50-årig mand på Frederikssund Station fredag aften. Offeret overlevede kun takket være akut lægehjælp.

Med mundbind, handsker og ekstra fokus på at forhindre mulig smitte med covid-19 blev et grundlovsforhør afholdt lørdag.

Retten i Helsingør skulle tage stilling til, hvorvidt en 16-årig dreng skulle varetægtsfængsles sigtet for at have forsøgt at dræbe en 50-årig mand fredag aften.

De ekstra foranstaltninger med værnemidler for både den sigtede teenager og andre personer ved retsmødet skyldtes, at den 50-årige viste sig at være smittet med coronavirus. Det positive testsvar kom, da han blev behandlet for sine skader.

Det skriver Ekstra Bladet, der var til stede i retten.

Den 16-årige nægter sig skyldig i at have stukket den 50-årige mand, som kun overlevede episoden takket være akut lægehjælp.

Knivstikkeriet fandt sted kort før klokken 20.00 på Frederikssund Station. Den 50-årige blev efterfølgende kørt til Rigshospitalets traumecenter i kritisk tilstand, da et dybt stik i maven havde ramt leveren.

Anholdt sammen med 14-årig

Han blev meldt uden for livsfare lørdag morgen, oplyste vagtchef hos Nordsjællands Politi Daniel Cunneely til Ritzau.

Den 16-årige blev sammen med en 14-årig anholdt. Den yngste blev overdraget til de sociale myndigheder, mens den 16-årige altså blev stillet for en dommer.

Udfaldet af grundlovsforhøret blev, at teenageren er varetægtsfængslet frem til 23. april. Den sigtede har ikke kæret fængslingen, skriver Ekstra Bladet.

Drengen er blevet varetægtsfængslet i surrogat, da han er under 18 år og dermed ikke egnet til et almindeligt fængsel

I retten forklarede han, at knivstikket måtte være et uheld, og at den 50-årige havde stukket sig selv, da han og teenagerne tumlede rundt på en trappe på stationen.

Gerningsvåbnet er ikke fundet, og det er ikke slået fast, hvem der ifølge politiet skal have ført kniven, skriver avisen.

Togtrafikken ved Frederikssund Station var indstillet i nogle timer fredag aften efter tumulten.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik