120 borgere får mulighed for at brevstemme igen efter fejl på rådhus og bibliotek

Enhedslisten kalder det et “demokratisk problem,” at ukorrekt kandidatliste i fire timer fik lov til at hænge fremme to steder i Frederikssund Kommune.

Borgere, der mandag formiddag ville brevstemme på Frederikssund Rådhus og Frederikssund Bibliotek, blev i fire timer præsenteret for forkerte lister over folketingskandidater i Nordsjællands Storkreds. 

Kandidater fra Enhedslisten, Frie Grønne og navnene på to løsgængere fremgik således ikke af oversigten over, hvem borgere kunne brevstemme på.

Det viser fotos af kandidatlisterne, som TV 2 Lorry er i besiddelse af. Desuden bekræfter både Frederikssund Kommune og Indenrigs- og Boligministeriet, at der mandag formiddag hang forkerte lister over kandidater de to steder i den nordsjællandske kommune.

quote Den er smuttet, og det er en fejl, som vi tager på os

Morten Holm, afdelingsleder i Borgercenteret i Frederikssund Kommune

- Den er smuttet, og det er en fejl, som vi tager på os, siger Morten Holm, der er afdelingsleder i Borgercenteret i Frederikssund Kommune, til TV 2 Lorry.

Mellem cirka klokken 9 og 13 nåede 120 borgere at brevstemme på Frederikssund Rådhus og Frederikssund Bibliotek, mens de forkerte lister var synlige. 

De 120 borgere får tirsdag et brev fra Frederikssund Kommune, hvori der gøres opmærksom på fejlen, og hvor der samtidig står, at de har mulighed for at brevstemme igen, lyder det fra kommunen.

- Det er så uheldigt og spild af folks tid. Men vi skal sikre demokratiet, siger Morten Holm.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Billede fra Frederikssund Kommune, der viser den ufuldstændige liste.
Billede fra Frederikssund Kommune, der viser den ufuldstændige liste.
Foto: Privatfoto

"Stort demokratisk problem"

I Enhedslisten er demokratiordfører, Rosa Lund, oprevet.

- Det er en kæmpe fejl og et stort demokratisk problem. Jeg er dog glad for, at skaden er rettet op, og det virker ikke til, at nogen har gjort det med vilje. Det undrer mig dog, at det overhovedet kan ske, siger Rosa Lund til TV 2 Lorry.

Det har været muligt at brevstemme siden 11. oktober, men mandag modtog landets kommuner lister over, hvilke partier, kandidater og løsgængere der kan stemmes på i de enkelte storkredse.

De skal hænges op de steder, hvor der kan brevstemmes, og i Frederikssund Kommune oplyser Morten Holm, at man omkring klokken 9 hængte de første to lister op - selvom man tidligere på måneden havde fået at vide, at der ville komme i alt tre lister.

Først efter klokken 12 bliver den sidste liste - med altså blandt andet Enhedslistens og Frie Grønnes kandidater - hængt op.

- Vi tog for gode varer, at det var de rigtige lister, men vi skulle have ventet på den tredje liste, siger Morten Holm.

Han mener desuden, at lignende fejl er sket andre steder i landet i forbindelse med tidligere valg. 

Indenrigs- og Boligministeriet oplyser til TV 2 Lorry, at man "er i dialog med kommunen om håndteringen af situationen."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik