12-årige Tobias fandt kranie i badesø

Mandag fandt en 12-årig dreng fra Slangerup det, der viste sig at være et kranie. Nu undersøges kraniet nærmere af politiet.

12-årige Tobias Christiansen er netop blevet udnævnt til fritidsdykker af medier over hele Danmark.

Det er politiet, der i første omgang har givet ham titlen – men hvorfor interesserer politiet sig overhovedet for en 12-årig fritidsdykker?

Jo, fordi den 12-årige fritidsdykker i går fandt et kranie på bunden af Buresø i Nordsjælland.

- Jeg er ude at bade og hygge mig med min familie, og så dykker jeg. Jeg vil gerne gøre en god gerning, så når jeg dykker, leder jeg efter skrald og rydder op, fortæller Tobias Christiansen til TV 2 Lorry.

Tobias har fået dykkersæt af hans forældre bestående af maske, snorkel og dykkerfødder, og Tobias bruger det flittigt.

Dykkerturen mandag havde allerede budt på både ølkapsler og forskellige jerndele, før Tobias fik fat i noget lidt større. 

"Jeg troede, det var en skål"

- Da jeg ser det, tror jeg, det er jern. Det var lidt svært at få med op, men da jeg fik det op, tænkte jeg, at det var en skål af en art, siger Tobias Christiansen til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Så tømmer jeg det for sand og kigger inde i det. Der kan vi godt se, at der er nogle aftegninger af noget. Min bror siger for sjovt, at det er et kranie, og så går min mor i baglås.

quote Jeg tænkte ”hvad er chancen for at finde et kranie i Buresø?!”

Tobias Christiansen

Aftegningerne viste sig at være fra blodårer. Og det, som Tobias troede var en skål, var ganske rigtigt størstedelen af et kranie.

- Jeg tænkte ”hvad er chancen for at finde et kranie i Buresø?!”. Men jeg blev også lidt forskrækket og bange, når man lige har været der et par dage før, hvor der ingenting var.

- Politiet sagde til mig, at det godt kunne være nyt, fordi der stadigvæk var de her blodåreaftegninger. Hvis det havde været rigtig gammelt, ville det være helt rent, siger Tobias Christiansen.

Siden blev området ved Buresø afspærret af politiet, som nu undersøger, om der kan ligge andre menneskeknogler tæt på. 

Tobias’ dag var dog langt fra slut efter fundet af kraniet og en snak med politiet ved søen. Senere fik Tobias’ far, Bo Christiansen, et opkald fra Nordsjællands Politi, som gerne ville afhøre Tobias yderligere.

Derfor blev det en lang aften for 12-årige Tobias, der først var færdig med at blive afhørt, da klokken var halv et om natten.

"Jeg føler, jeg har gjort en god gerning"

quote Jeg føler, at jeg har gjort en god gerning og er med til at opklare en eller anden sag.

Tobias Christiansen

Hele oplevelsen har været en stor omgang for Tobias – både lidt skræmmende, men også rigtig spændende.

- Jeg føler, at jeg har gjort en god gerning og er med til at opklare en eller anden sag. Og når man har hørt det i alle nyheder, så føler man sig også lidt kendis-agtig.

- Men det er lidt uhyggeligt. Man tænker jo, om der ligger flere mennesker derude – og om man finder resten af personen, som kraniet tilhører, siger 12-årige Tobias Christiansen. 

Til trods for den uvirkelige oplevelse, vil Tobias fortsat dykke. Han håber ikke på at finde noget lignende – men alligevel vil han være ekstra påpasselig i fremtiden.

- Jeg vil nok kigge lidt mere efter, om det kan være noget. Og så vil jeg blive ved med at finde skrald og samle op også, siger Tobias Christiansen til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra Nordsjællands Politi. Ved udgivelsestidspunktet havde politiet ikke svaret på henvendelserne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik