ZOO opfordrer gæster til god opførsel: ”Vi vil ikke være park-politi”

København Zoo genåbner den 1. maj, men ikke alt vil være som det plejer, siger administrerende direktør.

Når Zoologisk Have på Frederiksberg den 1. maj åbner portene for første gang siden 18. marts, så vil der være en række nye corona-tiltag, som gæsterne må forholde sig til, når de skal ind og se på løver, bjørne og sjove aber.

Den første store ændring møder man allerede ved hovedindgangen på toppen af Valby Bakke, hvor der vil blive indført forskellige køsystemer, som man for eksempel kender det fra lufthavnen. Her vil der være en billet-kø og en kø til årskortholdere.

quote Vi har besluttet, at vi ikke vil være Zoologisk Have parkpoliti, for vi kan ikke påtage os det ansvar hele tiden at rette folk til

Jørgen Nielsen, administrerende direktør Zoologisk Have København

Her vil vagter sikre, at der bliver holdt behørig afstand mellem de Zoo-gæster, der står i kø.

- Vi har hyret vagter fra et eksternt sikkerhedsbureau, som skal sørge for, at kø-kulturen bliver fulgt til punkt og prikke. Og normalt har vi jo ind- og udgang samme sted, men det har vi nu delt op, så der er udgang et andet sted, oplyser Jørgen Nielsen, administrerende direktør Zoologisk Have København, til TV 2 Lorry.

Kan ikke gå og rette på folk

Vagterne vil dog ikke gå rundt inde i selve haven og holde øje med gæsterne – det mener Jørgen Nielsen, at folk godt selv kan finde ud af.

- Vi har besluttet, at vi ikke vil være Zoologisk Have parkpoliti, for vi kan ikke påtage os det ansvar hele tiden at rette folk til – det gør man heller ikke andre steder. Vores formidlere vil hjælpe folk de steder, hvor der for eksempel er ensrettet, og hvor der er begrænsninger på antal gæster. Men vi opfordrer derfor før, under og efter besøget i Zoologisk Have, at man opfører sig lige så ansvarsfuldt, som man har gjort den seneste måned, siger Jørgen Nielsen.

For at sikre, at der ikke kommer for mange folk ind på samme tid, har Zoo valgt at indføre et tællesystem, der holder styr på, hvor mange gæster, der kommer ind i haven, og hvor mange der forlader den.

quote I weekenden kan vi have op til 12-15 tusinde fordelt mellem kl. 9 og 20. Og det kan jeg med det samme godt sige, at vi ikke kommer i nærheden af

Jørgen Nielsen, administrerende direktør Zoologisk Have København

- På den måde kan vi holde os opdateret på, hvor mange, der er til stede. Kommer der for mange, så bliver vores køvagter på Roskildevej brieftet, så de kan give folk i køen besked om, at der kan være lidt ventetid. Men det er i høj grad gæsternes opførsel i Haven, der afgør, om der er for mange. Alle skal hjælpe med at overholde de forholdsregler og retningslinjer, vi har fulgt i samfundet den seneste måned. Det er vores alles ansvar, siger Jørgen Nielsen.

Desuden vil de populære fodringer af dyrene ikke foregå på samme måde som normalt for at undgå, at folk stimler sammen.

København Zoo har ansat en række unge mennesker til udelukkende at gå og spritte af rundt om i haven – ligesom der også vil være afstribning ved toiletter, og så vil det heller ikke være muligt at sidde og nyde mad fra et af Zoos spisesteder.

Kommer ikke op på en normal weekend

- Vi fjerner al udeservering fra vores caféer og restauranter. Det bliver ikke muligt at sidde og spise sin mad, og i stedet kan man få mad og drikke, som man kan indtage, mens man går rundt i parken, siger Jørgen Nielsen, der anslår, at der ideelt set kan være omkring 5-6000 personer på samme tid i haven, når der er allermest travlt i den kommende tid.

 - På en normal hverdag, så kan vi godt være et par tusinde besøgende fordelt over hele dagen, og i weekenden kan vi have op til 12-15 tusinde fordelt mellem kl. 9 og 20. Og det kan jeg med det samme godt sige, at vi ikke kommer i nærheden af, men vi går efter halvdelen. Og med vores tællesystem, kan vi administrere det og sikre et gæsteflow gennem hele dagen, siger Jørgen Nielsen, der nærmest ikke kan vente til den 1. maj.

 - Jeg er så lykkelig for, at vi snart åbner igen. Vi har virkelig savnet den der summen af forår med glade gæster, lyder det fra den administrerende direktør.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik