Namtok, Sungai eller Plaisak.
De tre navne, som er i spil:
Det er navnene, som er i spil til den nye hanelefant i Københavns Zoo på Frederiksberg, og alle har mulighed for at give deres besyv med.
Det er dyrepasserne i Elefanthuset, som har udvalgt de tre navne, der lever op til Zoos navngivningspolitik, og navnene bliver sat til afstemning via en sms-kampagne.
Navngivningen er en del af Zoos igangværende indsamlingskampagne, der har til formål at støtte de vilde elefanter i Afrika, og derfor koster det en 20'er at stemme.
Historisk set har næsehorn, flodheste, elefanter, isbjørne og chimpanser fået officielle navne, hvilket de stadig får. Det udsprang oprindeligt af, at dyr, der forventedes at have et langt liv i Københavns Zoo, også skulle have et navn.