Vild opfindelse: Løbecykel får handicappede til at drøne afsted

I de her dage er der RaceRunners Cup på Frederiksberg, hvor handicappede atleter fra 11 forskellige lande løber om kap ved hjælp af innovativ løbecykel.

I dag lød startskuddet på det første 400-meters løb på Frederiksberg Stadion.

Atleterne, der konkurrerede, er alle handicappede, men det satte ikke en stopper for dem.

Blandt dem, der fulgte med på sidelinjen var formand for organisationen RaceRunning, Mansor Siddiqi. 

- Det er fantastisk. Der er nogen der sidder i elektrisk kørestol til hverdag, men når de kommer op på en RaceRunner, så løber de en 400 meter på 1.20 minutter. Det forestiller man sig ikke når man ser dem komme kørende på deres elektriske kørestol, fortæller Mansor Siddiqi. 

RaceRunning er en innovativ sport for handicappede med hæmmet balance.

På den specialbyggede 3-hjulede løbecykel er balancen ikke et problem, og derfor giver den personer, der til dagligt sidder i kørestol eller bruger gangrollator mulighed for at komme hurtigt frem ved brug af egen kraft. 

Personlig rekord på støvsugerslange og gamle cykelhjul

Mansor Siddiqi har været med fra begyndelsen. Sammen med en ergoterapeut var han med til at udvikle cyklen tilbage i 1991.

Før i tiden deltog Mansor Siddiqi selv i løb, hvor han skubbede sig baglæns på sin kørestol. Dengang tænkte han, at der måtte findes en smartere løsning, og heldigvis havde ergoterapeuten en god idé med nogle gamle cykelhjul og en støvsugerslange. 

- Det lød lidt Olsen Banden agtigt, men jeg var med på den, for jeg tænkte: Hun er ergoterapeut - hun må vide bedre end mig.

I samarbejde med en pensioneret smed, der havde sit eget værksted i baggården, gik der ikke længe, før en prototype på cyklen fik Mansor Siddiqi op og løbe stærkt. Forlæns.

- Første gang jeg var ude og løbe var til et fem kilometers løb på Langelinje, hvor jeg året inden havde kørt ruten baglæns på 54 minutter, men på den nye cykel kom jeg ned på 38 minutter. Og der kunne vi sige: Okay, der er virkelig noget at bygge på, fortæller Mansor Siddiqi.

Herefter byggede de videre og med tiden fik de flere og flere børn i gang med at løbe.  

I dag afvikles der RaceRunning Cups flere steder i verden og på Frederiksberg repræsenterer 81 atleter 11 forskellige lande den her weekend. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik