Kan tage flere dage: 100.000 borgere skal fortsat koge vandet

Der kan gå flere dage, før borgere på Frederiksberg igen kan drikke vandet.

Frederiksberg Forsyning udsender en kogeanbefaling, efter at der er fundet colibakterier i vandet.

Afsnit 7 og nedefter er nye med flere oplysninger efter interview med Frederiksberg Forsyning. Lyd til interview er tilføjet.

Beboere i Frederiksberg Kommune skal søndag fortsat koge vandet i mindst to minutter, inden de bruger det til at drikke eller til at lave mad med.

Der er fundet colibakterier i vandet.

Frederiksberg Forsyning advarede lørdag om forureningen. Den advarsel gælder fortsat søndag. Kilden til forureningen er endnu ikke kendt.

Forsyningsvirksomheden skriver, at risikoen for at blive syg stadig er meget lille, selv om man har drukket af vandet.

Kan godt vaske hænder og tage bad

Man kan ifølge forsyningsselskabet godt vaske hænder og tage bad i vandet, lyder det. Man kan stadig bruge opvaskemaskiner, hvor vandet opnår en temperatur på 60 grader celsius ved slutskyl.

- Frederiksberg Forsyning arbejder intensivt på at spore kilden, skriver forsyningsvirksomheden.

Ifølge Rasmus Sielemann Christensen, direktør for Frederiksberg Forsyning, var det først lørdag, at forsyningsvirksomheden fandt ud af, at der kan findes colibakterier i drikkevandet.

Men allerede torsdag opdagede forsyningsvirksomheden, at der var bakterier i en lukket ledning, som var ved at blive renoveret og ikke leverede vand ud til borgerne.

- Fredag tester vi den lukkede ledning, og vi vælger også at tage nogle bredere test ude i vores vandsystem.

- 24 timer efter får vi svarene. Det vil sige lørdag. Der får vi svar på, at det ikke er et problem, der knytter sig til den lukkede vandledning, men at det er et problem, der knytter sig til større dele af vores aktive net, hvor vi leverer vand til borgerne.

- Og så handler vi hurtigt derefter, siger Rasmus Sielemann Christensen.

Formentlig flere dage uden rent vand

Adspurgt hvorfor Frederiksberg Forsyning ikke valgte et forsigtighedsprincip og allerede torsdag anbefalede borgerne at koge vandet, svarer direktøren, at det ville have været en overreaktion.

- Det, vi ved torsdag, er, at der er en ledning, der ikke leverer vand til borgerne, hvor der er fundet jordbakterier.

- Det ville have været en overreaktion at gribe potentielt unødigt ind i rigtig mange menneskers liv, hvis vi gik ud og lukkede ned for det samlede system, når ikke vi havde data på, at der skulle være bakterier i det aktive system.

- Det får vi først endeligt bekræftet lørdag, hvor vi også er hurtige til at gå ud med den her anbefaling, siger Rasmus Sielemann Christensen.

Søndag er Frederiksberg Forsyning stadig ved at finde kilden til forureningen, så man kan lukke af for den.

Selv om der bliver arbejdet i døgndrift, så er det fortsat svært at sige, hvornår det igen bliver muligt for borgerne at kunne drikke af vandet igen.

- Mit bedste bud er, at der vil være tale om dage.

- Når vi ved noget mere, så skal vi nok kommunikere ud om det, fortæller Rasmus Sielemann Christensen.

Det oplyser Frederiksberg Forsyning om vandet

Vandet i Frederiksberg Kommune er ramt af forurening af colibakterier. Derfor lyder følgende anbefalinger:

Drikkevand: Kun kogt afkølet vand bør anvendes

Kaffe- og themaskiner: Disse opnår sjældent en temperatur på 100 garder i to minutter. Varmt vand fra disse maskiner er derfor ikke anvendeligt.

Madlavning: Forurenet vand kan bruges til kogning af kartofler, spaghetti og lignende.

Skylning af salat mv.: Det forurenede vand må ikke anvendes til skylning af grøntsager, som skal spises rå. I stedet kan skylningen foretages med kogt afkølet vand.

Personlig hygiejne: Vandet kan benyttes til bruse- og karbadning, men vær opmærksom på, at børn ikke drikker vandet. Håndvask inden madlavningen foretages i kogt afkølet vand.

Tandbørstning: Forurenet vand må ikke bruges. Kogt afkølet vand kan anvendes. Proteser og lignende kan ofte renses ved at blive lagt i kogt afkølet vand.

Opvask: Forurenet vand er ikke egnet til opvask i hånden, idet der kan ske smitte via hænderne eller via genstande (indirekte kontaktsmitte). Opvaskemaskiner, der ved slutskyl opnår en temperatur af vandet på mindst 60 grader, kan bruges.

Få informationer: Hvis du vil have SMS om opdateringer fra dit forsyningsselskab, kan du henvende dig til kundeservice hos Frederiksberg Forsyning.

Får du det dårligt? Hvis du får det dårligt efter at have indtaget ukogt vand på Frederiksberg, skal du kontakte 1813, oplyser Frederiksberg Forsyning til TV 2 Lorry.

Kilde: Frederiksberg Forsyning


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik