Ungdomsparti beskyldes for valgsnyd: Dårlig stil siger SF'er

Konservativ Ungdoms skolevalgsplakater beskyldes for at være ukammeratlige og for at bryde med valgkampsreglerne.

Smart - eller bare et udtryk for dårlig stil?

Sådan indleder Balder Mørk Andersen, medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for SF, et Facebook-opslag der ledsages af billeder af skolevalgsplakater hængt op af Konservativ Ungdom i Frederiksberg Kommune.

Problemet er - ifølge SF'eren - at plakaterne ligger så tæt op ad almindelige kommunalvalgsplakater for Konservative, at det virker som et forsøg på at tyvstarte plakatophængningen til det kommende kommunalvalg.

Plakaterne til dette års kommunalvalg må ifølge loven først hænges op fra den 23. oktober.

- I KU - støttet af moderpartiet - vil de nok mene, det er inden for skiven, og at det er smart det her, fordi det er en måde at få politiske plakater op i bybilledet forud for kommunalvalget, siger Balder Mørk Andersen.

KU-formand: Vi ønsker at overholde loven

SF'eren medgiver, at spørgsmålet om, hvorvidt plakaterne kan tolkes som kommunalvalgsplakater, beror på en juridisk vurdering, han ikke er i stand til at lave, men mener uanset hvad, at plakaterne er problematiske.

- Budskaberne på plakaterne er politik på den helt store klinge. Det handler om den grønne stemme i blå blok, antal elever i klasserne og lavere skat til alle.

- Jeg mener reelt, at det er et udtryk for dårlig stil, uanset om man har ret til at udnytte et muligt hul eller ej, siger Balder Mørk Andersen.

TV 2 Lorry har forsøgt at få en kommentar fra KU's formand, Magnus Von Dreiager, i forhold til beskyldningerne om, hvorfor KU har ophængt de ulovlige valgplakater, og om det er god stil at "tyvstarte" valgkampen.

I en SMS til TV 2 Lorry skriver formanden om plakaterne til skolevalget:

- Vi gjorde det efter, at Liberal Alliances Ungdom havde succes med det i 2019. Vi ønsker naturligvis at overholde loven. Lige så snart der opstod den mindste tvivl om lovlighede, så pillede vi plakaterne ned omgående.

- Der er fortsat tvivl om lovligheden, og derfor har vi selv indbragt sagen for Indenrigsministeriet, siger Magnus Von Dreiager.

Hængt op flere steder

Allerede mandag blev plakaterne pillet ned i Frederiksberg Kommune. I en mail til TV 2 Lorry skriver kommunen:

- Frederiksberg Kommunes forvaltning oplyser, at plakaterne ikke er tilladte. Det eneste tilfælde, hvor man kan opsætte plakater uden forudgående tilladelse er til kommunal-, regional- og folketingsvalg, og det kun inden for en begrænset periode. Skal man sætte plakater i andre tilfælde, kræver det, at man søger om tilladelse hertil, og det er ikke sket.

Udover Frederiksberg er plakaterne også hængt op i andre kommuner. Det gælder Gentofte, Ballerup, Tårnby, Greve, Ringsted, Vordingborg, København, Aarhus og Vejle.

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning har mandag taget foreløbigt stilling til plakaterne, og her er konklusionen den samme som på Frederiksberg. I et skriftligt svar skriver forvaltningen:

- Der er blevet ophængt en række plakater i forbindelse med skolevalget, vi har ikke haft lang tid til at vurdere sagen juridisk, men det er umiddelbart vores vurdering, at det vil kræve en tilladelse, fordi der ikke er tale om en reel valghandling. Vi vil derfor sørge for, at plakaterne bliver nedtaget.

Ikke lovlige

Balder Mørk Andersen er tilfreds med det skridt, der er taget, og derfor vil han ikke gøre mere ved sagen.

- For mig der stopper den sag med, at plakaterne bliver fjernet, og det håber jeg også, at KU kan se, nok er det klogeste fremadrettet - at vise en vis form for politisk kammeratlighed og samspil forud for vores allesammens demokratiske valg, siger han.

Ligesom KU-formanden, Magnus Von Dreiager, har TV 2 Lorry kontaktet Indenrigsministeriet for at høre om lovligheden i valgplakaterne

Her blev der henvist til Vejdirektoratet, som står for den endelige vurdering om, hvorvidt KU's valgplakater er lovlige, og her lyder det, at der ingen tvivl er. 

- Vejlovens bestemmelser om valgplakater omfatter valg, der er udskrevet på offentligretligt grundlag, såsom folketingsvalg, kommunalvalg, regionale valg, folkeafstemninger, valg til Europa-Parlamentet mv., lyder det i mail til TV 2 Lorry, der fortsætter:

- Valg til forsamlinger, bestyrelser mv. afholdes på privatretlige grundlag, dvs. en aftale mellem mindst to private parter, er derfor ikke omfattet af Vejlovens bestemmelser om valgplakater.

Da Skolevalg 2021 ikke er et valg, der er udskrevet på et offentligretligt grundlag, så må man altså ikke hænge valgplakater i lygtepælene.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik