Udsigt til sommerpakke vækker glæde hos Zoo-direktør: “Jeg er meget, meget forventningsfuld”

København Zoos administrerende direktør håber, at politikerne vil lave en kopi af sommerpakken fra sidste år.

Der er glæde at spore hos Jørgen Nielsen, der er administrerende direktør hos Zoologisk Have København, efter torsdagens pressemøde.

Her præsenterede regeringen dens udspil til en sommerpakke, hvor der samlet er afsat 1,6 milliarder kroner til at hjælpe dansk turisme.

quote Det er besværligt at drive virksomhed i øjeblikket, når der er så stort et hul i båden, så der kommer meget vand ind

Jørgen Nielsen, administrerende direktør hos København Zoo

Står det til regeringen, skal en pulje på 315 millioner kroner målrettes kulturlivet, mens en pulje på 280 millioner kroner skal kickstarte turismen.

Og det tolker Jørgen Nielsen som gode takter.

- Jeg lytter mig frem til, at der kommer en sommerpakke til oplevelsesøkonomien, turisme og kultur med et særligt fokus på de store byer. Så jeg er meget, meget forventningsfuld, siger han til TV 2 Lorry.

Økonomisk udfordret

København Zoo har - ligesom mange andre virksomheder - været økonomisk presset den seneste tid.

Et coronatestcenter og ekstra personale har blandt andet været med til at øge udgifterne, efter at haven genåbnede den 6. marts i år. Samtidig har haven ikke ligeså mange gæster, som den har budgetteret med.

I april havde København Zoo således budgetteret med 140.000 gæster, mens det kun var 89.000 gæster, der besøgte haven.

- Det har været super, super hårdt for os, siden vi åbnede op den 6. marts. Dag for dag og uge for uge bliver det værre, end vi havde frygtet.

- I dag realiserer vi dagligt cirka halvdelen af vores gæstebudget og under halvdelen af vores indtægter. Det er besværligt at drive virksomhed i øjeblikket, når der er så stort et hul i båden, så kommer der meget vand ind, siger Jørgen Nielsen.

Gentagelse af sidste års succes

Jørgen Nielsen håber da også, at dagens udmelding fra regeringen betyder, at der kommer en hjælpende hånd til de zoologiske haver.

- Jeg håber ikke, at man gør det særligt kompliceret, men at man i princippet laver en kopi af sommerpakken fra sidste år, fordi den virkede.

Sidste års sommerpakke betød blandt andet, at der var halv pris på indgangen til zoologiske haver. Hvilket - med Jørgen Nielsens egne ord - fik det til at vælte ind med danskere i Københavns Zoologiske Have.

- Det var et fantastisk tilløbsstykke. Det var utrolig enkelt og tilgængeligt. Halv pris på vores billetter. Gæsterne kunne forstå det, og vi kunne håndtere det.

- Når man i dag taler om sommerpakken, så håber jeg derfor, at man taler om en kopi af sommerpakken fra sidste år, siger han.

Hvordan de mange milliarder skal fordeles, skal regeringen nu til at forhandle med Folketingets øvrige partier.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik