Trippeldrab: Obduktioner af ofre er i gang

Først efter obduktionen af tre drabsofre vil politiet bidrage med yderligere oplysninger om sagen.

Ligene af de tre mænd, som onsdag blev fundet dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej på Frederiksberg, er torsdag eftermiddag ved at blive obduceret på Retsmedicinsk Institut i København.

- Når engang obduktionerne er afsluttet, vil vi komme med en udtalelse, og indtil da har vi ingen kommentarer, siger efterforskningsleder Jens Møller til Ritzau torsdag formiddag.

Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes

Københavns Politi modtog onsdag eftermiddag en anmeldelse og fandt efterfølgende de tre lig liggende i lejligheden.

Politiet har identificeret de dræbte, men ud over deres køn og alder ønsker Jens Møller endnu ikke at melde yderligere ud. De dræbte er alle mænd på henholdsvis 19, 23 og 24 år.

TV2 og BT har begge fundet frem til de dræbtes identitet. Ifølge de to medier var de tre unge mænd alle kendt af myndighederne, og de var knyttet til bandemiljøet i København.

Jens Møller ønsker over for Ritzau dog hverken at be- eller afkræfte de informationer.

- Det kan være, at vi på et senere tidspunkt vil melde noget mere overordnet ud om, hvem de er. Det er noget af det, vi overvejer, siger Jens Møller.

Ekstra Bladet har talt med andre beboere i området, og de fortæller, at man har hørt skud fra lejligheden. Vidnerne beretter om 10-12 skud over for avisen.

Politiet ønsker torsdag formiddag ikke at oplyse, om man har viden om, hvorvidt der er blevet affyret skud i lejligheden.

Ifølge Jens Møller vil obduktionerne være afsluttet i løbet af torsdag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik