Trafikalt knudepunkt spærret i to måneder: Butiksejer frygter det værste

Et stort vejkryds på Frederiksberg, der forbinder Vesterbrogade og Roskildevej, er spærret de næste måneder, og det kan komme til at koste dyrt, mener butiksejer i området.

Janus Nisgaard Brink er ikke glad for vejarbejde, der kommer i vejen for hans forretning.

Han ejer vinhandlen ’Vineriet ved Valby Bakke’ på Roskildevej, og siden det store kryds, der forbinder Roskildevej med Pile Allé og Vesterbrogade, blev lukket mandag, har vinhandleren allerede oplevet et fald i omsætningen, fortæller han til TV 2 Lorry.

quote Jeg synes tidspunktet er så dumt. Vi er lige blevet genåbnet efter to år med corona, og nu skulle vi til at tjene penge igen – og så bliver der bare lukket ned for trafikken i stedet

Janus Nisgaard Brink, butiksejer

Det store trafikale knudepunkt skal være lukket fuldstændig for trafik de næste to måneder, mens Frederiksberg Forsyning arbejder med at sektionere kommunens vandnet.

Et projekt der har været planlagt i noget tid, og som i høj grad også hænger sammen med den store forureningssag, hvor borgere på Frederiksborg i længere tid var nødt til at koge drikkevandet.

Spærret Vesterbrogade
Foto: Christina Gerion - TV 2 Lorry

Og Janus Nisgaard Brink forstår da også vigtigheden i, at arbejdet udføres, men han frygter som butiksejer, at det kommer til at ramme ham hårdt, på trods af at vejarbejdet slet ikke foregår ude foran hans dør, men på den modsatte side af Valby Bakke.

Butiksejer: Dumt tidspunkt

- Allerede dagen efter, at krydset var blevet lukket af, fik jeg opkald fra mine faste kunder, som sagde, at de ikke kunne komme ud til mig og hente varer. Min forretning er delvist bygget på, at folk kører forbi, ser et skilt med et godt tilbud og holder ind til siden.

- Men nu, hvor der jo er spærret helt af, så kommer der slet ikke nogen biler fra den side af Roskildevej, siger en fortvivlet Janus Nisgaard Brink til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at han tidligere har haft en forretning på Peter Bangs Vej, som måtte ende med at dreje nøglen om.

- Da man lavede et stort vejarbejde der, mistede jeg 50 procent af min omsætning og måtte lukke, og det er grunden til, at jeg nu råber vagt i gevær. Som en lille erhvervsdrivende bliver jeg hårdt ramt, når jeg ikke har min indtjening, og jeg frygter nu, hvordan det skal gå de næste måneder, siger Janus Nisgaard Brink, som ikke forstår, hvorfor man ikke venter med at spærre krydset af i sommerferien, hvor trafikken er halveret.

quote Det er ikke sjovt at lukke så stort et kryds, og det har ikke været en let beslutning, men vi har nøje overvejet, hvornår det var det rette tidspunkt

Henrik Sønderup, Frederiksberg Forsyning

- Jeg synes, tidspunktet er så dumt. Vi er lige blevet genåbnet efter to år med corona, og nu skulle vi til at tjene penge igen – og så bliver der bare lukket ned for trafikken i stedet.

- Jeg begriber heller ikke, hvorfor man i det mindste ikke åbner for noget af trafikken i den ene retning, mens man arbejder, i stedet for at lukke krydset helt af, siger Janus Nisgaard Brink.

Vil ikke genere Zoo i sommerferien

Det kan Henrik Sønderup, som er leder for Plan og Projekt - Rent vand og sanitet hos Frederiksberg Forsyning, godt svare på.

- Grunden til at vi har valgt at lukke krydset helt af, er af sikkerhedsmæssige hensyn. Det er blevet vurderet, at det er for farligt at lade der være åbent for en del af trafikken, både for vejarbejderne og øvrige trafikanter.

Spærret Vesterbrogade
Foto: Christina Gerion - TV 2 Lorry

- Men vi forstår til fulde frustrationen fra de erhvervsdrivende, som bliver generet af det. Det er ikke sjovt at lukke så stort et kryds, og det har ikke været en let beslutning, men vi har nøje overvejet, hvornår det var det rette tidspunkt, siger Henrik Sønderup til TV 2 Lorry.

Han forklarer, at flere ting har spillet ind i overvejelserne. Og man har blandt andet skelet til de store attraktioner i området samt koordineret tidspunktet med øvrige anlægsprojekter, og derfor har man ikke udskudt vejarbejdet til sommerferien.

- Det er rigtigt, at der er mere ro på i sommerperioden i forhold til myldretidstrafik, men til gengæld ville vi komme til at genere Zoologisk Have og Familiehaverne temmelig meget i deres højsæson.

- Vi er kede af at måtte forstyrre de lokale butikker i de næste måneder, men det handler også om koordinationen med andre projekter på vandnettet, og så blev det her projekt faktisk tilrettelagt efter, at der var planer om et større anlægsprojekt på toppen af Valby Bakke denne sommer. Den plan er så blevet sløjfet siden, men da vi planlagde, var det stadig på tale, og det ville aldrig gå, hvis vi lukkede begge steder samtidigt, siger Henrik Sønderup.

Borgere måtte koge drikkevandet sidste år 

Frem til 2. maj vil der altså foregå renovering og omlægning af vandledninger i startområdet på Vesterbrogade, der munder ud i Roskildevej, og det er et projekt som har en sammenhæng med den store forureningssag for et år siden, hvor de mere end 100.000 indbyggere på Frederiksberg blev rådet til at koge drikkevandet i en længere periode efter fund af colibakterier.

Da TV 2 Lorrys journalist var forbi Vesterbrogade i går onsdag måtte en lang stribe biler vende om, da de kom frem til afspærringen.

Siden har Frederiksberg Forsyning været i gang med at sektionere vandnettet, og det arbejde er man snart i mål med, fortæller Henrik Sønderup.

- I tilfælde af, at der igen skulle opstå en forurening af drikkevandet, så er det langt nemmere at isolere det til et mindre område og undgå, at det påvirker så store dele af byen, som det gjorde sidste gang. Og så betyder det også, at borgerne får et højere vandtryk i området.

Mens arbejdet pågår, vil det store kryds - som nævnt - være helt lukket for bilister i hele perioden. Det er dog muligt for cyklister og gående at komme gennem krydset.

Beboere i området må tillige forvente vanskelige tilkørselsforhold, øget støj og færre p-pladser, mens arbejdet er i gang.

Busstoppestedet på Roskildevej foran Zoologisk Have betjenes ikke i perioden. I stedet oprettes der midlertidigt et stoppested på Søndre Fasanvej nummer 79 ved Zoologisk Have.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik