Stor hjælp for usikre børn: 9-årige Sebastian har lært at læse med hunden Eika

For 9-årige Sebastian Karademir hjælper det at læse højt for hunden Eika. Forskningen støtter op om projektet, der oplever stigende interesse.

Godt 15 procent af danske skolebørn har udfordringer med at læse.

I mange tilfælde kan det medføre, at de mister lysten til at læse, og bliver usikre på at læse højt i klassen af frygt for, om de andre klassekammerater kan finde på at grine.

quote Jeg var bange for, at jeg sagde noget forkert eller læste noget højt, der ikke passede. Det blev jeg ret ked af.

Sebastian Karademir

Alt sammen noget, Foreningen Læsehund forsøger at afhjælpe.

Foreningen blev stiftet i 2014 og har til formål at give børn med læsevanskeligheder læselysten, motivationen og selvtilliden tilbage.

Og løsningen er simpel. Den kræver blot en hund.

 
 

Hvad er en læsehund?

En læsehund tilbyder ro og nærvær, der skaber tryghed og tillid hos barnet.

 

Den er en venlig og børneglad hund, der motiverer børn til at læse, ved at lytte tålmodigt og interesseret til alverdens historier.

 

En læsehund er med til at skabe en positiv og anderledes læseoplevelse, og resultatet er øget læselyst og selvtillid.

 

En læsehund er godkendt og certificeret til at arbejde på biblioteker og skoler med netop denne opgave. Her får barnet mulighed for at læse højt for læsehunden i 20-30 minutter, og herefter er der tid til hundeøvelser og sjove tricks.

 

Barnet og læsehunden mødes en gang om ugen og et læseforløb varer typisk seks uger. Barnet modtager et diplom den sidste gang.

 

Læsehundene henvender sig til børn i 1. – 5. klasse, som har knækket læsekoden, men som er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen.

 

Læsehunden og dens ejer udfører aktiviteten på frivillig basis via Foreningen Læsehunde. Det er gratis for barnet at modtage hjælp fra en Læsehund.

 

Kilde: Foreningen Læsehunde

Fik læselysten tilbage

En af dem, der har haft stor glæde af foreningens arbejde er 9-årige Sebastian Karademir. Han læser hver uge med læsehunden Eika og læsehundsvejlederen Lone Myrup på Frederiksberg Bibliotek.

quote Han lyser hele vejen gennem biblioteket, når han kommer og ser hende.

Lone Myrup, læsehundevejleder

For ham betød læsevanskelighederne, at han af og til blev uvenner med sine forældre eller var bekymret for, hvad de andre i hans klasse mon tænkte:

- Jeg kunne blive ret uvenner med mine forældre, når jeg ikke gad, fordi jeg var bange for, at jeg sagde noget forkert eller læste noget højt, der ikke passede. Det blev jeg ret ked af, fortæller han.

 
 

I dag har han det helt anderledes; han bliver ikke længere bekymret og har fået læselysten tilbage.

En udvikling, Lone Myrup kan nikke genkendende til:

- Det er dejligt at se, hvordan han lyser hele vejen gennem biblioteket, når han kommer og ser hende (læsehunden Eika, red.). Og straks sætter sig ned og læser. Man kan se, at han har en anden tillid og selvtillid, end han havde før, fortæller hun.

 
 

Og Sebastian Karademir er bestemt ikke ene om at have haft glæde af en læsehund:

- Man kan mærke en meget stor forandring hos langt de fleste børn. Nogle gange er det helt magisk med børnene og hunden, der får en forbindelse. Og en følelse af, at hvis de kan læse for Eika, hvor det går rigtig godt, så kan de også læse for andre, forklarer Lone Myrup videre.

Læsehunden kan give ro

I dag læser Sebastian Karademir langt sværere bøger, end da han startede - og endda gerne faglitterautur om neanderthalere og istid.

Og han er ikke i tvivl om, hvorfor det har hjulpet ham at læse højt for hunden Eika:

- Man kan udtrykke sine følelser mere, fordi det er en hund, som ikke kan sige noget til en, der ikke passer. Den er der bare for en.

 
 

Lone Myrup fortæller ligeledes, hvordan det pres, der ofte er fra forældre eller klassekammerater, er helt væk, når børnene læser for læsehunden:

- En læsehund kan give ro. Den siger aldrig: "du læser forkert", "du læser for langsomt" eller "ej, hvor er du sjov". En læsehund er der bare. Den ligger, lytter og synes bare, det er uendelig hyggeligt, at de gider at sidde og læse for den. Og det gør en enorm forskel for de børn, der er usikre.

 
 

Popularitet gav ventelister

Foreningen Læsehunde blev stiftet af en gruppe fagpersoner inden for områderne bibliotek, undervisning, læsevejledning og hundetræning.

I dag består hele organisationen udelukkende af frivillige med baggrund i hundeadfærd, læsevejledning og læring, der uddanner og certificerer læsehunde til biblioteker i hele Danmark. Og gør det muligt at tilbyde et gratis supplement til den traditionelle læsevejledning.

Et suppelement, som flere og flere tilsyneladende tager til sig; selv om der hele tiden kommer nye læsehunde til, oplevede foreningen for nyligt op til 10 måneders ventetid.

 
 

Psykologer: Godt for børn med vanskeligheder

Selv om læsehundene først kom til Danmark i 2014, har organisationer rundt om i verden brugt metoden i flere årtier.

I takt med udbredelsen har flere da også set metoden efter i sømmene med videnskabelige briller. Og her viser der sig at være evidens for virkningen af læsehundene.

Flere rapporter påviser, hvordan det omsorgsfulde, positive og støttende miljø, læsehunden og vejlederen skaber, kan skabe gode forudsætninger for at læring.

En evalueringsrapport om læsehunde udarbejdet af Tryg Fonden viser, at hundens venlige og imødekommende væsen og dens ikke-kontrollerende adfærd er befordrende for, at børnene slapper af - og læser.

I rapporten vurderes det af en række psykologer, at der ikke er noget til hinder for, at man kan benytte almindeligt rare og børnevenlige familiehunde i læsesituationer.

Rapporten går så langt som at anbefale et større fokus på at bruge levende dyr i læringsprocesser. Også for børn, der er udfordret på andre områder end læsningen:

- I inklusionssammenhæng ligger der uden tvivl muligheder for at skabe gode læringssituationer for børn med andre særlige behov end lige læsesvage børn, skriver man.

Find en læsehund i Lorryland

Allerød Aktivitetscenter: Læsehunden Freja
Allerød; Maglebjergskolen: Læsehunden MJ
Ballerup Bibliotek: Læsehundene Lima & Joe
Farum; Furesø Bibliotek & Borgerservice: Læsehundene Sallie, Luna & Nellie
Fredensborg Bibliotekerne: Læsehunden Shila
Frederiksberg: Biblioteket Frederiksberg: Læsehundene Luie, Eika & Yoko
Frederiksberg: Biblioteket Frederiksberg, afd. Medborgercentret Nordens Plads: Læsehunden Buster
Frederiksberg; Skolen på Grundtvigsvej: Læsehunden Gyda
Gentofte Bibliotekerne, afd. Dyssegård: Læsehunden Pippi
Glostrup Bibliotek: Læsehundene Sally & Molly
Gribskov Biblioteker, afd. Helsinge: Læsehunden Cinic
Greve Borgerhus: Læsehunden Oscar
Greve Bibliotek, afd. Greve: Læsehundene Walde og Cello
Greve Bibliotek, afd. Tune: Læsehunden Geggo
Hillerød Bibliotekerne, afd. Hillerød: Læsehunden Mo
Hvidovre Bibliotekerne, afd. Hvidovre: Læsehunden  Zap
Hørsholm Bibliotek: Læsehunden Balou
Københavns Biblioteker, afd. Sydhavnen: Læsehunden Äsmo
Københavns Biblioteker, afd. Øbro Jagtvej: Læsehunden Hektor
Roskilde Bibliotekerne, afd. Roskilde: Læsehunden Tikaani 
Ringsted Bibliotek: Læsehunden Skipper
Rudersdal Bibliotekerne, afd. Nærum: Læsehunden Frida
Rungsted Private Realskole: Læsehunden Nanna 
Rødovre Bibliotek: Læsehunden Daisy
Skælskør Skole: Læsehunden Sirius Black
Vanløse, Dahls Bøger: Læsehunden Lady

 

Læs mere på Foreningen Læsehundes hjemmeside.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik