Stig Elling søger orlov fra politik på grund af depression

Han har nu søgt om tre måneders orlov fra sit politiske arbejde i kommunalbetyrelsen på Frederiksberg, så han kan blive rask.

Den kendte rejsekonge og konservativt medlem af Frederiksbergs kommunalbestyrelse, Stig Elling, har søgt om tre måneders orlov fra sit politiske hverv.

Det sker efter, at han i længere tid har haft en depression, oplyser han til TV 2 Lorry.

- Jeg har haft for travlt og haft for mange jern i ilden. Jeg har måske været for lidt for hurtig til at tro, jeg kunne være med fra starten af. Men det kunne jeg ikke, og det er kommet lidt bag på mig, siger Stig Elling til TV 2 Lorry.

Han fortæller, at han i øjeblikket er i behandling for sin depression, og at han også tidligere har kæmpet med sygdommen.

- I min bog ”Hele Sandheden” beskriver jeg, at jeg har været gennem en del i mit liv. Der er også noget af det, som i øjeblikket gør, at jeg har det svært, siger Stig Elling.

Smitter af privat

I sin selvbiografi fortæller Stig Elling åbent om sin opvækst sammen med en alkoholisk far og en psykisk syg mor. Noget, der lærte ham at stå på egne ben i en tidlig alder, men også har præget ham psykisk i perioder af hans voksenliv.  

quote Jeg har været nødt til at vælge, og mit arbejde i rejsebranchen er det væsentligste for mig.

Stig Elling

- Den seneste tid har det helt klart været det arbejdsmæssige, der har fyldt mest. Men det smitter jo også af privat, siger Stig Elling.

Han fortæller, at han på trods af sin depression fortsat varetager sin stilling som ambassadør hos rejsearrangøren Bravo Tours.

- Jeg har været nødt til at vælge, og mit arbejde i rejsebranchen er det væsentligste for mig, da jeg har været i branchen hele mit liv. Det har jeg ikke i kommunalpolitik, selvom jeg har dyb respekt for vores kommunalbestyrelse.

- Men det er klart, at hvis jeg kan komme tilbage noget hurtigere. Så vil jeg forsøge det. Men indtil videre er det tre måneder, siger Stig Elling.

Fik et godt valg

quote Jeg havde håbet på, at jeg kunne have nøjes med at melde ud, at det var på grund af private årsager. Men som offentlig person er jeg nødt til at give en forklaring på, hvorfor jeg pludselig træder ud for en periode lige efter et valg

Stig Elling

Stig Elling blev ved kommunalvalget den 21. november sidste år genvalgt til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for De Konservative. Han fik 449 personlige stemmer ved valget.

- Jeg synes, jeg havde et godt valg, og jeg interesserer mig meget for Frederiksberg og vil gerne gøre endnu mere for borgerne. Derfor føler mig også sikker på, at jeg nok skal vende tilbage, siger Stig Elling, der i kraft af sine 70 år og to tidligere valgperioder, er en af de mere erfarne politiske kræfter på Frederiksberg. 

- Jeg er aldersmæssigt oppe i den skala, hvor man kan sige, at jeg har mere erfaring end nogle af de helt unge, som til gengæld har en anden erfaring. Af samme årsag håber jeg, at jeg kan vende tilbage og gøre en forskel, siger han.

Offentlig person

Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg skal mandag tage stilling til Stig Ellings anmodning om at blive midlertidig fritaget for sit politiske hverv ”grundet personlige årsager” fra den 29. januar til den 29. april.

Forvaltningen har indstillet, at hans anmodning imødekommes, og at kollegaen Karsten Skawbo-Jensen indtræder i perioden.

- Jeg havde håbet på, at jeg kunne have nøjes med at melde ud, at det var på grund af private årsager. Men som offentlig person er jeg nødt til at give en forklaring på, hvorfor jeg pludselig træder ud for en periode lige efter et valg. Derfor er det også vigtigt for mig at pointere, at jeg er stensikker på, jeg vender tilbage, siger Stig Elling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik