Skrabede vand ud af loftet: Beboere i oprør over Frederiksberg Kommune

Frederiksberg Kommune gør sig skyldig i misligholdelse af ejendom, mener lejerne i bygningen. Beboere vil have tag skiftet omgående. 

Efter vandskade på vandskade har en gruppe borgere på Frederiksberg nu fået nok.

Beboerne i den kommunalt ejede ejendom på hjørnet af Bülowsvej og Fuglevangsvej på Frederiksberg retter således en heftig kritik mod Frederiksberg Kommune, der udlejer lejlighederne i ejendommen. Samtidig kræver de, at hele taget på bygningen skal skiftes - for det er årsag til hele miseren, mener de. 

Beboerne mener, at kommunen gennem en længere årrække har misligholdt bygningen og taget, og at det blandt andet har ført til vandskader i flere lejligheder.

quote Det er trættende, udmattende og bekymrende, når man bor i en by som Frederiksberg, der bryster sig af at være den rigeste og den bedste for borgerne

Formand for beboerforeningen, Dorothy Tholstrup

Formand for beboerforeningen, Dorothy Tholstrup, siger til TV 2 Lorry, at hun i flere år har gjort opmærksom på problemet, men at vandskaderne blot har gentaget sig. 

- Det har været som at banke panden mod en mur. De siger igen og igen, at de nok skal kigge på de forskellige vandskader, men der er ingen, der tager ansvar, siger Dorothy Tholstrup til TV 2 Lorry. 

"Trættende, udmattende og bekymrende"

Mailkorrespondancer mellem Dorothy Tholstrup og Frederiksberg Kommune viser, at kommunen har kendt til og udbedret vand- og skimmelskader i løbet af de senere år. 

Dorothy Tholstrup oplyser, at der konkret har været fire vandskader i de fire øverste lejemål i ejendommen, ligesom en vandskade i den ene af ejendommens to opgange endnu ikke er udbedret, selvom det er to et halvt år siden, at skaden blev anmeldt.

- Det er trættende, udmattende og bekymrende, når man bor i en by som Frederiksberg, der bryster sig af at være den rigeste og den bedste for borgerne. Hvis jeg havde råd, så flyttede jeg væk, siger hun. 

Men kommunen har jo sørget for at udbedre skaderne, når de sker?

- De har repareret noget, ja. Jeg har selv haft vandskade to gange det samme sted, og hvis ikke de sørger for at reparere roden til problemet - taget - vil det bare komme igen og igen, siger Dorothy Tholstrup.

Flere utætheder

I februar 2020 foretog Frederiksberg Kommune en såkaldt besigtigelse af tagkonstruktion. Det mundede ud i et notat, som TV 2 Lorry er i besiddelse af. Heri afsløres flere utætheder, ligesom det konkluderes, at flere dele af konstruktionen bør skiftes. 

Tre år tidligere, i december 2017, optog Dorothy Tholstrup en video, der viser hvordan beboerne i en af de øverste lejligheder skraber vand ud gennem en sprække i loftet:

Artiklen fortsætter efter billedet...

 

TV 2 Lorry har været i kontakt med lejlighedens beboer, Peter Mylner, der oplyser, at kommunen skiftede loftet efterfølgende på grund af vandskade. 

På loftet ovenpå lejligheden har han siden konstateret, at sne- og regnfald har efterladt plamager. 

Da han i søndags lukkede døren op til sit soveværelse kunne han til sin store forbavselse se, at loftet var faldet ned. 

Gennemgår lofter

Efterfølgende har en fugtspecialist ikke kunne konstatere fugt i loftet i Peter Mylners soveværelse, ligesom Frederiksberg Kommune til TV 2 Lorry oplyser:

“Gennemgangen af det nedfaldne loft viser, at der sandsynligvis har været fejl ved selve opsætningen. Der er ikke noget, der tyder på, at det nedfaldne loft skyldtes problemer med fugt på grund af utætheder i taget.”

Kommunen oplyser dog, at man nu nøje gennemgår alle de øverste lejligheders lofter. 

Efter at gipspladerne i Peter Mylners soveværelse faldt ned, henvendte Dorothy Tholstrup sig igen til Frederiksberg Kommune. 

I et mailsvar, som TV 2 Lorry har set, fra en teamkoordinator i By, Byggeri og Ejendomme, Ejendomsservice og drift under By-, Kultur- og Miljøområdet henvises til det føromtalte notat om tagkonstruktionen:

“Vores vurdering som jeg også har videreformidlet mundligt til dig (Dorothy Tholstrup, red.) før, er at det ikke er rentabelt at lave en delvis udskiftning- og reparation af taget, som det kort skitseres i notatet,” skriver teamkoordinatoren. 

Teamkoordinatoren konkluderer med henvisning til de senere års skader i ejendommen til slut: 

“Det er således vores vurdering og anbefaling at taget på jeres ejendom udskiftes og at dette fortsat er et meget presserende behov. En fortsat udskydelse af dette projekt vil forventeligt resultere i yderligere akutte skader som vi har set det inden for de sidste år.”

Skal drøftes ved budgetforhandlinger

Så nu skal det tag altså skiftes, mener Dorothy Tholstrup og de øvrige beboere - og det kan slet ikke gå hurtigt nok. Og noget tyder på, at Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), har samme dagsorden. 

Borgmesteren ringede således Dorothy Tholstrup op mandag aften. Det bekræfter Frederiksberg Kommune over for TV 2 Lorry:

“Borgmesteren tilkendegav over for Dorothy Tholstrup, at taget skal udskiftes. Finansiering af nye tage skal drøftes med resten af kommunalbestyrelsen og bliver en del af de kommende budgetforhandlinger.”

TV 2 Lorry ville gerne interviewe borgmester, Simon Aggesen, men han er på ferie, lyder det.

I stedet skriver afdelingschef for By, Byggeri og Ejendomme, Lillian Rasch Madsen, til TV 2 Lorry:

“Taget på ejendommen ved Bülowsvej står – ligesom flere af de kommunale beboelsesejendomme – foran en udskiftning og der er ved at blive lavet en plan herfor. Beboerne bliver naturligvis involveret i god tid inden, arbejdet udføres.” 

Beboerformand Dorothy Tholstrup tør ikke tro på kommunens hensigter:

- Jeg er glad for, at borgmesteren stiller et nyt tag i udsigt. Men jeg har hørt det så mange gange, at jeg ikke tror på det længere. Vi har ingen tillid til, at det kommer til at ske. Vi kan ikke vente på de budgetforhandlinger. Det skal ske nu, siger hun til TV 2 Lorry. 

EL vil have fremrykket udskiftning

Mette Bang Larsen, kommunalbestyrelsesmedlem i Frederiksberg Kommune for Enhedslisten, siger i en pressemeddelelse, at “den manglede vedligeholdelse af kommunens egen beboelsesejendom på Fuglevangsvej/Bülowsvej er dybt bekymrende.” 

Partiet mener ikke, at man kan vente til budgetforhandlingerne med at finde midler til at udskifte taget.

- Vi vil fra Enhedslistens side have fremrykket en udskiftning af ejendommens tag hurtigst muligt. Taget er meget slidt og misligholdt, så det regner direkte ind. Det har igennem længere tid medført vandskader i ejendommen og beboernes hjem, siger Mette Bang Larsen.

Hun vil have Frederiksberg Kommunes vedligeholdelsesforpligtelser som udlejer til politisk forhandling hurtigst muligt efter sommerferien. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik