Skaber tryghed over telefon: I dag mødtes de for første gang

Hver dag får en række ældre borgere et telefonopkald fra en frivillig, for at tjekke om de er okay. I dag mødtes de ældre og frivillige ansigt til ansigt til den årlige sensommerfrokost.

27-årige Iben og 65-årige Torben har talt sammen i telefonen hver dag de sidste mange måneder. Men de har aldrig vidst, hvordan personen i den anden ende af røret så ud. Ikke før de mødtes for første gang i dag.

De to snakker sammen hver dag gennem aktiviteten Tryghedsopkald, der styres af Røde Kors. En aktivitet der er målrettet ældre enlige borgere, der bor for sig selv og har et begrænset netværk. Og for Iben og Torben var det rart endelig at møde hinanden.

quote Det er sjovt at få sat ansigt på, hvem det egentlig er man ringer til hver dag

Iben Lagoni, studerende og frivillig ved Tryghedsopkald

- Det er meget hyggeligt. Det er sjovt at få sat ansigt på, hvem det egentlig er man ringer til hver dag, siger 27-årige Iben Lagoni til TV 2 Lorry.

- Jeg var også spændt på, hvordan personen så ud i den anden ende. Men vi snakker virkelig godt sammen, følger den 65-årige pensionist, Torben Dahl, hurtigt op.

Skaber tryghed hos de ældre

Over 30 ældre og frivillige var samlet til den store Sensommerfrokost i dag. Parrene bliver matchet af Røde Kors, og det daglige opkald skal skabe tryghed hos den ældre og mindske frygten for at falde eller komme til skade, uden at nogen opdager det.

Og selvom det bare er et to-minutters opkald, så betyder det meget for en ældre borger at få den tryghed.

quote Det skaber en tryghed, når man er alene, at der er nogle, der tænker på en.

Torben Dahl, pensionist

- Det skaber en tryghed, når man er alene, at der er nogle, der tænker på en. Og hvis der skulle ske noget, at man falder eller noget, så reagerer de, når man ikke har noget tæt familie, siger Torben Dahl til TV 2 Lorry.

Og også den 27-årige studerende får noget ud af at bruge to minutter af sin dag på at skabe tryghed hos en ældre borger.

- Jeg bliver også rigtig glad hver evig eneste dag, når jeg snakker med Torben. Og jeg synes det er hyggeligt, bare de to minutter vi snakker sammen, at vi kan snakke om, hvad vi skal lave og hvad vi har lavet den dag, siger Iben Lagoni.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik