Se klippet: Dyrepasser vidne til sjældent syn - genert dyr fødte for næsen af ham

Maraerne føder som regel under jorden, så det var et exceptionelt syn, der mødte dyrepasseren i Zoo.

Maraerne er et af de dyr, som dyrepasserne i Københavns Zoo sjældent kommer helt tæt på. De er nemlig meget sky.

Bag om maraen

  • En mara er en gnaver, der er i familie med et marsvin, men ligner mere en hare.
  • Den lever i naturen på pampas-områder i eksempelvis Argentina.
  • Den føder få og højt udviklede unger, som kun dier et par gange i døgnet.
  • Maraer græsser i flokke på de store pampasområder og danner par for livet.
  • Hunnen graver huler, hvor hun føder sine børn og opholder sig de første måneder.
  • De bliver typisk 10 til 15 år gamle. 
Kilde: Københavns ZOO

Men mandag fik dyrepasser Holger Wisbøl et sjældent syn.

Han var nemlig for første gang vidne til en fødsel blandt maraerne.

Det oplyser Københavns Zoo til TV 2 Lorry.

- Maraerne lever næsten vildt her i ZOO, og de bliver kun håndteret, når vi skal have dem chippet og øremærket eller sendt væk. De er meget, meget sky. Vi fodrer dem og gør rent, og så passer de mere eller mindre sig selv, siger dyrepasser Holger Wisbøl.

Fødsel foregår under jorden

- Jeg har aldrig set dem føde før, da fødslen som regel foregår under jorden, siger han.

Marahunnerne føder op til to gange om året. Men denne gang var alligevel noget specielt:

- Om vinteren kommer maraerne ind i stalden og spiser, og hvis de så efterlader lidt blod derinde, er det tegn på, at de lige har født. Ellers kan jeg også se, at maraerne har fået unger, hvis de begynder at opholde sig meget ved deres huler ude på Pampassen. Jeg ser altså ikke ungerne, før de kommer op af hulen og skal have mælk.

- Men lige denne gang fødte marahunnen i åbningen af hulen, lige tilfældigvis der hvor jeg stod.  Så det var lidt exceptionelt, forklarer han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik