Se billederne: I Turi og Ebbes kolonihave flyder ude og inde sammen med et ryk i et håndtag

Så snart de træder ind ad lågen, glemmer de, at de er i byen. Parret har skabt et grønt åndehul med et arkitekttegnet kolonihavehus.

Det kan godt være, at kolonihaven ligger i Danmarks tættest befolkede kommune - Frederiksberg - men sådan opleves det langt fra, når man befinder sig der. 

- Det er jo virkelig en oase. Når man er her, føler man sig faktisk ret langt fra byen. Man kommer lidt ind i en anden verden. 

Sådan fortæller Turi Heisselberg Pedersen om den kolonihave, som hun deler med sin mand Ebbe Wæhrens og deres to børn.  

(Artiklen fortsætter under grafikken.)

Åbent Sommerhus Ikonbillede
TV 2 LORRY Serie

Åbent Sommerhus

For mange er sommerhuset lig med hvide vægge og medkøbte møbler, men andre udnytter bolig nummer to til at give los med arkitektur og indretning. Kom med indenfor i fem inspirerende sommerhuse.

play Se serien her

- Vi bor i en lejlighed på femte sal. Det er tagetagen, og der er ikke altan, så det at kunne bruge kolonihaven som en udestue - det er en helt fantastisk kombination, fortæller Ebbe Wæhrens.   

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Ægteparret kalder udeområdet for husets stue. Det er nemlig der, de er, når de opholder sig i kolonihaven.
Ægteparret kalder udeområdet for husets stue. Det er nemlig der, de er, når de opholder sig i kolonihaven.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Lorry

Ebbe Wæhrens er arkitekt og har selv tegnet huset. Det er opbygget i moduler, og to store garageporte kan åbnes med håndtag, hvilket med et snuptag får huset til at blive en del af udeområdet.

- Vi ville gerne have maksimal åbning ud mod gårdhaven. Der er garageporte selvfølgelig super oplagt, for så er hele væggen væk, fortæller Ebbe Wæhrens.

- Det bedste ved huset er, at det er en del af haven, fastslår han.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Huset er inddelt i moduler, der hver kan rumme en sovesofa fra IKEA. På den måde er der sengepladser til hele familien.
Huset er inddelt i moduler, der hver kan rumme en sovesofa fra IKEA. På den måde er der sengepladser til hele familien.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Lorry

Det betyder meget for ægteparret, at de nemt kan cykle hen til kolonihaven.  

- Den ligger så tæt på, hvor vi bor og arbejder, så vi kan nogle gange bare være her i en time eller to. Vi behøver ikke tage en stor beslutning om at tage i kolonihaven og pakke det hele. Det er en stor fordel ved at have en kolonihave i byen, fortæller Turi Heisselberg Pedersen, der til daglig arbejder som keramiker.    

Hun nyder især at bruge tid i haven.

- Det er et frirum for mig - et sted hvor jeg kan blive lidt væk. Det er nærmest som terapi at gå her og pusle med tingene. Jeg får renset hovedet for andre ting, fortæller hun. 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Haven er et fristed for Turi Heisselberg Pedersen. Hun har indrettet den med masser af blomster og også lidt spiseligt, som de kan plukke til salatskålen.
Haven er et fristed for Turi Heisselberg Pedersen. Hun har indrettet den med masser af blomster og også lidt spiseligt, som de kan plukke til salatskålen.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Lorry

Ægteparret og deres børn er kun i kolonihaven, når det er godt vejr. 

- Det er den ideelle ramme om det gode liv, for vi er her ikke, når det er dårligt vejr, og vi er her ikke om vinteren. Vi er her kun, når det er godt vejr, og når vi har fri. Og så er vi i haven - vi er udenfor, fortæller Ebbe Wæhrens.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Udebruser med blomstertag i et lille aflukke på terrassen. Toilet har de dog ikke på grunden, så der må de gå til fælleshuset kort derfra.
Udebruser med blomstertag i et lille aflukke på terrassen. Toilet har de dog ikke på grunden, så der må de gå til fælleshuset kort derfra.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Lorry

Turi Heisselberg Pedersen stemmer i:

- Jeg kommer ikke fra en stor by, så hvis vi ikke havde kolonihaven, ville jeg virkelig savne en grøn plet at opholde os på, sådan som vi gør her. 

Det store vindue i gavlen lukker haven ind i huset. For at udnytte den lille kolonihave bedst muligt, er huset lagt helt op til skel.
Det store vindue i gavlen lukker haven ind i huset. For at udnytte den lille kolonihave bedst muligt, er huset lagt helt op til skel.
Foto: Anne Sørensen / TV 2 Lorry

Spørg Os - Afstemning

Spørg Os - Formular

Valg til Folketinget