Genbrugte forårsløg eller ny ananaspalme? Persille tryller affald om til mad

Persille Ingerslev gendyrker restaffald fra madlavningen til nye, spiselige afgrøder. Og det har hjulpet hende igennem selv de sværeste tider i livet.

Persille Ingerslev har spist det samme forårsløg 11 gange. Og så har hun tryllet én porre om til intet mindre end 121 porrer.

Eller... tryllet og tryllet. Faktisk har hun gendyrket. Men det er også en form for magi, hvis du spørger Persille Ingerslev.

quote Man kan sagtens få jordforbindelse i en urtepotte.

Persille Ingerslev

- Gendyrkning er en form for hverdagsmagi. Jeg synes, det er helt fantastisk, at man kan trylle i køkkenet ved at lave mad. Men man kan altså også trylle ved at lave affald om til nye, spiselige afgrøder, fortæller 42-årige Persille Ingerslev.

EDL.00_00_28_24.Still003

Hun er gendyrker. Og en ivrig en af slagsen; hendes køkken er fyldt til randen med spidskål, hvidløg og porrer, der vokser vildt i alle retninger. Og så har hun omdannet den fælles, asfalterede baggård på Frederiksberg til en grøn oase af spiselige afgrøder, der egentligt var affald.

- Gendyrkning er grøn omstilling, gratis mad, haveterapi og så er det bare drønhyggeligt. Desuden kan man sagtens få jordforbindelse i en urtepotte, fortæller hun.

Hvad er gendyrkning?

Gendyrk betyder, at man tager en del af en afgrøde, som man normalt ville skære fra og smide ud, og genplanter den.


Men gendyrk er også at så frø, kerner og andet, som ellers bare har ligget bagerst i køkkenskabet og før eller siden ville ende i skraldespanden.


Alle kan gendyrke, så længe de har en vindueskarm – og rigtig mange ting kan gendyrkes året rundt. Man behøver således ikke tage nøje højde for årstiderne, når der er tale om rødder, stiklinger og andet, som ikke er frø.


Uddrag fra Persille Ingerslevs bog "Gendyrkning - flere porrer til folket", som du kan læse mere om her.

Bogen giver grønnere vindueskarme

Gendyrk betyder, at man planter resterne fra de afgrøder, man bruger i madlavningen, i en potte med jord frem for at smide det ud. På den måde vokser der et nyt hvidløg eller en ny porre frem af den gamle, kasserede afgrøde.

quote Folk ved ikke, at de kan få gratis mad, terapi og grøn omstilling med midler, de selv har i forvejen.

Persille Ingerslev

Persille Ingerslev har gendyrket i godt ti år. Og det har været ét langt eksperiment. Der findes nemlig ikke ret meget tilgængelig viden på området.

Det var en af grundene til, at hun under den første coronanedlukning besluttede sig for at skrive en bog for at give sine personlige erfaringer videre.

EDL.00_01_33_22.Still004

En bog, der netop er udkommet og som er for alle, der godt kunne tænke sig at få en lidt grønnere vindueskarm eller gårdhave.

- Jeg har skrevet bogen, fordi den ikke fandtes. Og fordi der virkelig er brug for den. Folk ved ikke, at de kan få gratis mad, terapi og grøn omstilling med midler, de selv har i forvejen, fastslår Persille Ingerslev.

quote Jeg har lært, at der ikke er noget galt med mig, som jeg er.

Persille Ingerslev

Gendyrkning har fået min hjerne til at holde kæft

Persille Ingerslevs hjerne er krøllet. Den er af en sådan beskaffenhed, at den tænker dårlige tanker, når der ikke er noget at tage sig til. Og dét er en af grundene til, at gendyrkning er blevet en så stor del af hendes liv, fortæller hun. 

- Gendyrkning har fået min hjerne til at holde kæft, og det er pragtfuldt, fortæller hun.

- Jeg har lært, at der ikke er noget galt med mig, som jeg er, og jeg har lært, at det at formidle viden om gendyrk sammen med de psykiske fordele, det giver, er en af meningerne med mit liv, skriver hun videre i bogen "Gendyrkning - flere porrer til folket".

EDL.00_02_23_04.Still007

For ti år siden kæmpede Persille Ingerslev med angst, depression og stress. I en tilværelse på kontanthjælp og i det, hun med egne ord beskriver som "evighedsaktivering".

Noget der nær fik hende til at ende det liv, der for alvor skulle til at blomstre.

- Jeg følte mig så lidt tilpas i verden, at jeg ligesom mange andre folk overvejede at afslutte livet. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg hører akkurat lige så meget til på Jorden som spidskål og porrer, og vi er i grunden ikke så forskellige endda.

Gendyrk din egen ananaspalme

Fremgangsmåden er, at du vrider toppen af en ananas og piller en rigtig god mængde af de nederste sideblade af.


Dernæst sættes den i et glas vand, så kun det nederste af væksten rører ved vand, og så venter du ellers, til der fremkommer rødder.


Herefter kan du plante den nye ananasplante over i en potte med jord. Vand sparsomt, da det er en plante, der læner sig mod at være en kaktus. Efter sigende tager det et par år, før planten begynder at lave en frugt.


Læs mere i Persille Ingerslevs bog.

Skraldede grøntsager og halvvisne krydderurter markerede begyndelsen på Persille Ingerslevs gendyrkningseventyr - såvel som hendes mentale bedring.

Med urtepotter i vindueskarmen, der senere blev til en blomstrende køkkenhave i den ellers asfalterede fællesgård i hendes ejendom.

Eller til haveterapi, som Persille Ingerslev kalder det.

EDL.00_01_56_14.Still005

Gendyrkning er mere en porrer

For Persille Ingerslev betyder gendyrk dog ikke blot personligt velvære eller grøn omstilling.

Det er alle tingene til sammen og meget mere end det.

- Når man gendyrker kan man få en hel masse porrer. Men man får så meget mere end det. Det knytter bånd mellem mennesker. Det betyder, at de gamle - og jeg selv - er mindre ensomme og at børnene altid har nogen i baggården, de kan snakke med, fortæller Persille Ingerslev.

- Jeg tror på magi, og jeg er endeløst taknemmelig for at have fundet ud af, hvordan livet kan være magisk.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik