Pengene strømmer ind til dyrene i Zoo

En indsamling, der skal hjælpe dyrene i Zoo under coronakrisen, har på kort tid rundet over tre millioner kroner.

Det var et enkelt Facebook-opslag, der startede det, der nærmest ligner en lavine af støtte.

For meget hurtigt efter starten af coronakrisen understregede zoologiske haver og dyreparker, at de kom i klemme. De gældende støtteordninger kompenserer nemlig ikke for manglende entréndtægter, og imens skal dyrene fodres og plejes.

Og da meldingen lød, at Zoologisk Have i København først kan åbne 8. juni, begyndte krisen for alvor at bide sig fast. Men nu strømmer hjælpepengene ind. Indsamlingen startede 7. maj og torsdag morgen er indsamlingen nået op på 3.395.000 kroner.

- Den opbakning, vi har modtaget fra vores gæster og samarbejdspartnere i løbet af ugen er helt enestående. Jeg og hele resten af ZOO er meget taknemmelige over hver enkelt donation, og det betyder meget for os, at omverdenen har forståelse for vores fortvivlede situation. Selv med hjælpepakker fra Staten står vi med udsigt til et samlet underskud i 2020 på 50 millioner kroner, så hver en ekstra krone gør en forskel, siger Jørgen Nielsen, der er administrerende direktør i Zoologisk Have.

Hjælp til overlevelse

Haven er en selvejende institution, hvor 90 procent af økonomien stammer fra billetindtægter og andre aktiviteter, som haven selv organiserer. Og når der skal foretages nyinvesteringer, så er det ikke uvant for parken, at den kan hente penge hjem fra fonde og andre investorer. Men haven har ikke før stået i en situation. hvor bidrag fra private er med til at sikre helt grundlæggende overlevelse.

-Vi indgår jævnligt erhvervspartnerskaber med virksomheder, der på den måde er med til at støtte os økonomisk, ligesom vi får tilskud fra fonde, når vi bygger nye anlæg til dyrene. Men at vi skulle nå hertil, hvor vi må tage imod donationer for at dække vores daglige drift, det understreger meget godt situationens dybe alvor. Allerhelst ville vi jo åbne dørene og tjene vores penge selv, forklarer direktøren i en pressemeddelelse.

Livet kan ikke sættes på pause

For hjælpepakker med løn til medarbejdere, støtte til husleje og så videre er ikke nok for en institution som Zoologisk Have. Som direktøren siger:

- Uanset om verden udenfor er væltet, så opfører dyrene sig jo heldigvis altid som dyr: Løven bliver stadig sulten, isbjørnens vand skal stadig renses, og pingvinen skal stadig vaccineres. Det liv, der leves i ZOO, kan ikke sættes på pause. Derfor har vi fortsat brug for al den støtte og alle de donationer, vi kan få.

Zoologisk Have oplyser, at man kan støtte dem ved enten at købe årskort eller ved at sende penge på MobilePay 23569.

Nej! Dyrene bliver ikke aflivet

Midt i glæden over den økonomiske velvlje hos danskerne har Zoo også fået travlt med at dementere et rygte om, at haven overvejer at aflive dyr på grund af krisen. Det er ikke korrekt, understreges det.

- Vi har i flere medier udtalt, at vi i yderste konsekvens og som følge af yderligere økonomiske tab kan være tvunget til at reducere i dyrebestanden. Det betyder ikke, at vi afliver eller slagter dyr, som det er blevet fremlagt. Det betyder, at vi i yderste konsekvens kan være nødsaget til at sende dyr til andre zoologiske haver, lyder det fra Zoo-direktøren.

Zoologisk Have er ikke ene om at få hjælp fra gæster og andre private. Også Den Blå Planet får i øjeblikket indtægter, som folk betaler for at støtte de nødlidende institutioner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik