Nu skal tusinder testes i Forum

Den gamle cykelarena på Frederiksberg skal omdannes til et gigantisk testcenter, der åbner mandag.,

Tests, tests og endnu flere tests. Over hele landet lader danskerne sig coronateste i enorme tal, og sideløbende er testkapaciteten blevet udbygget. På mandag åbner det pt største testcenter i Region Hovedstadens område - nemlig Forum på Frederiksberg,

Det nye testcenter indrettes, så det starter med en kapacitet på 5.000 tests i døgnet. Men kapaciteten kan skrues yderligere i vejret, hvis der bliver behov for det. Det skriver Frederiksberg Kommune i en pressemeddelelse.

- Testkapaciteten er afgørende for, hvornår vi kan komme i gang med den genåbning, som vi alle længes efter. Derfor er jeg meget glad for, at Frederiksberg Kommune, Region Hovedstaden og Copenhagen Medical i fællesskab har etableret regionens største teststed her på Frederiksberg. Jeg håber, den nye testmulighed bliver flittigt brugt, og at det kommer til at gøre det lettere og hurtigere at blive testet for rigtig mange borgere, siger Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (Kons.)

Fra 12 år og op

Der åbnes for de første tests mandag den 22. marts klokken 12, og herefter er det planen, at Forum er åbent for tests alle ugens dage fra klokken 8 til 20. Hvis man er over 12 år gammel, kan man møde op og blive testet uden tidsbestilling. (Børn fra 12 til 15 skal dog være sammen med en voksen)

Der er tale om lyntest, og man får svaret på sin mobiltelefon 15 til 20 minutter senere.

Testcenteret drives af Frederiksberg Kommune, Region Hovedstaden og Copenhagen Medical. Sidstnævnte firma stod også for det enorme testcenter, der var indrettet i Parken på Østerbro i København.