Nu kan indbyggere på Frederiksberg få tildelt en have af kommunen

Initiativet med at etablere de små byhaver er et led i en større indsats med at øge biodiversiteten i den tæt bebyggede kommune.

Indbyggere på Frederiksberg kan nu få deres egen lille have i byen helt gratis og endda med tilskud fra kommunen.

Enklaven lancerer således et nyt initiativ med såkaldte gadehaver – en slags minihave i form af et halvstort areal, som borgere kan få, hvis de altså lover at passe og pleje planterne.

Gadehaverne er et led kommunens vedtagende strategi om at få skabt mere biodiversitet og bynatur på det tæt bebyggede Frederiksberg.

Borgmester Simon Aggesen (K) påpeger i en pressemeddelelse, at gadehaverne tiltrækker insekter – og dem vil man gerne have – men også er med til at forskønne byen.

- Mange er glade for at bo i byen, men savner måske at få lidt jord under neglene og have et grønt fristed tæt på, hvor de bor. Nu bliver det muligt at få sin egen have lige uden for hoveddøren, og jeg tror og håber, at gadehaverne bliver et fast indslag i bybilledet, som vi alle sammen kan nyde synet af, når de står i fuldt flor til sommer, siger han.

Får tilsendt haven med posten

Borgere med lyst til at passe en gadehave vil få tilsendt en startpakke bestående af en frøblanding, jord samt enten et højbed eller et lavere bed i stål samt nogle haveredskaber til at komme i gang.

De små gadehaver bliver anlagt på kommunale arealer, så man skal ikke engang selv have plads til det. Det kan for eksempel være langs en husmur, på et gadehjørne eller på en af byens pladser.

Man kan vælge mellem flere forskellige modeller. Her ses en større af slagsen, som også er udrustet med en lille bænk.
Man kan vælge mellem flere forskellige modeller. Her ses en større af slagsen, som også er udrustet med en lille bænk.
Foto: Frederiksberg Kommune

Man skal selv stå for at etablere og passe den lille byhave, og man forpligter sig til at holde haven fri for ukrudt og affald. Til gengæld må man som gadehavepasser gerne plukke blomster til en buket, hvis man har lyst til det.

Frederiksberg Kommune inviterer dog havepasserne til netværksmøder og supplerer med gode råd om havebrug undervejs.

- En gadehave er en god mulighed for at bidrage til bynaturen på Frederiksberg, hvor hver en kvadratmeter tæller. Vi bor i en kommune, hvor vi prioriterer alt det grønne, og gadehaverne ser jeg som en ekstra og særlig indsats, hvor borgerne i høj grad kan være med til at sætte deres præg på byen, udtaler Jan E. Jørgensen (V), der er formand for By- og Miljøudvalget.

Visualisering af hvordan en mindre gadehave kan se ud.
Visualisering af hvordan en mindre gadehave kan se ud.
Foto: Frederiksberg Kommune

Ansøgningsfrist i juni og september

Hvis man som borger gerne vil have sig en lille byhave, skal man lave en ansøgning til kommunen. 

Den første runde er netop sat i gang og slutter den 1. juni, mens en anden ansøgningsrunde herefter har frist 1. september.

Man ansøger om en gadehave via Frederiksberg Kommunes hjemmeside.

Gadehaverne er led i en større indsats for at øge biodiversiteten i kommunen. Øvrige tiltag tæller blandt andet, at flere græsrabatter bliver omdannet til blomstereng, og at gadehjørner flere steder beplantes for at tiltrække flere fugle og insekter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik