Mand dømt for at lokke 20 piger på de sociale medier

Dommer på Frederiksberg har besluttet at varetægtsfængsle 29-årig efter dom om grooming.

20 piger blev på de sociale medier lokket til at sende pornografiske billeder og videoer af sig selv til en mand, der skjulte sig under en falsk identitet.

Det oplyser Københavns Politi tirsdag på Twitter om en dom, som Retten på Frederiksberg har afsagt i sagen mod en 29-årig mand.

Straffen lyder på fængsel i et år og seks måneder. Han ankede på stedet til Østre Landsret.

Under sagen i retten har den tiltalte været på fri fod, men tirsdag er det slut. Retten har bestemt, at han skal være varetægtsfængslet under anken.

Forbrydelserne gik ud over piger i alderen fra 12 til 17 år. De blev udsat for blufærdighedskrænkelse, afpresning, bedrageri og ulovlig tvang, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi.

Pressede ofrene økonomisk

Da det var lykkedes for manden at få pigerne til at sende sig intime fotos, tog han i flere tilfælde næste skridt. Han afpressede dem økonomisk og fik dem også til at sende flere fotos.

Overgrebene fandt ifølge dommen sted fra 2017 til 2020. Den 29-årige var ikke en nybegynder. Han er tidligere dømt for tilsvarende kriminalitet.


Myndigheder kalder hans optræden for grooming. Det er engelsk og betyder at passe og pleje. Under kontakten på nettet bliver ofrene udnyttet og manipuleret. Krænkeren kan over tid påvirke offeret til at overskride sine grænser.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik