Lejere lider under vanvittigt byggesjusk: Søm missede spærene 500 gange

Lejere i en kommunal ejendom på Frederiksberg klager over grove fejl under renovering. De siger, at kommunen ikke holder nok øje med projektet.

Der har været en masse søm, der ikke ramte spærene, og der er fuger i murværket, der er blevet kradset ud, men som ikke er fyldt ordentligt op igen. 

Ifølge lejerne i den kommunale ejendom Fuglevangsvej/ Bülowsvej på Indre Frederiksberg er den renovering, der bliver lavet på deres ejendom at betegne som byggesjusk. 

Kommunen ejer udlejningsejendommen og er bygherre på projektet, som koster ti millioner kroner. Men ifølge beboerne holder kommunen slet ikke grundigt nok øje med, at renoveringen udføres, som den skal.

- Deres tilsyn har været meget meget ringe. Det er derfor, vi råber vagt i gevær. Problemet er, at det er mig, der skal gøre opmærksom på de problemer, der er. Det gør mig meget frustreret, siger en af beboerne Shirin Tholstrup til TV 2 Lorry.

Shirin Tholstrup er en af ejendommens beboere.
Shirin Tholstrup er en af ejendommens beboere.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry


quote Nu er jeg nok også sådan en hardcore nyser, der ville sige: Det kan du godt lave om makker. Det er ikke tilfredstillende udført

Kim Haugbølle, Byggeekspert

500 søm ramte ved siden af

TV 2 Lorry har besøgt ejendommen sammen med byggeekspert Kim Haugbølle. Han er uddannet ingeniør og underviser i byggeri på Aalborg Universitet. 

Vi beder ham se på de klager, som beboerne kommer med. Shirin Tholstrup, som altså bor i ejendommen, viser rundt. Vi går sammen op på loftet.

- Jeg begyndte at tælle alle de søm, der var slået ved siden af spærene, siger Shirin Tholstrup og peger på siden af de store spær, der løber i loftet. 

Huset har fået skiftet taget. Men da det nye tag var sat på, kunne beboerne konstatere, at omkring 500 søm ramte ved siden af de spær, de skulle bankes ned i. I stedet stak de synligt ud i loftet.  

- Man kan jo sagtens leve med, at nogle få søm rammer ved siden af. Det er sjældent et problem. Men det, du beskriver, er en situation, hvor der systematisk er ramt ved siden af på et stort antal af spærene. Det er i hvert fald noget, der bør rejse et advarselsflag, siger byggeekspert Kim Haugbølle.  

Hvad fortæller det dig om den håndværksmæssige kvalitet? 

- Det er ikke så godt, svarer Kim Haugbølle med et grin.

Omkring 500 søm ramte ikke spærene med stak i stedet direkte ned i loftet.
Omkring 500 søm ramte ikke spærene med stak i stedet direkte ned i loftet.
Foto: Privatfoto

Gentagne klager

Efter gentagne klager er entreprenøren nu begyndt at fræse sømmene ud. Kun enkelte søm stikker stadigvæk ud. Shirin Tholstrup siger:

- Jeg synes også, det er skræmmende, at det var mig, der skulle påpege det.

Kim Haugbølle svarer:

- Det kan man jo kun være enig med dig i. Jeg synes også, at det lyder meget beskæmmende for min branche, at det ikke er blevet opdaget af håndværkerne eller tilsynet.

Kim Haugbølle er uddannet ingeniør og underviser i byggeri på Aalborg Universitet.
Kim Haugbølle er uddannet ingeniør og underviser i byggeri på Aalborg Universitet.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Kan svække taget

Beboerne er nu bekymrede for, om der er for få søm, og at det dermed går ud over tagets holdbarhed. De har nemlig ikke kunnet få klar besked om, hvorvidt der er slået nye søm i. Under rundturen har beboer Shirin Tholstrup og byggeekspert Kim Haugbølle følgende ordveksling:

Shirin:  Et taget båret ordentligt?

Kim: Det kommer an på, om de har at nye søm i.

Shirin: Men det har vi ikke kunnet få noget kvalitetssikringsmateriale på.

Kim: Overhovedet ikke?

Shirin:  Nej, og jeg, det har jeg bedt meget specifikt om det.

Kim: OK, det burde jo være en af de ting, man fulgte op på. Når man åbenlyst har ramt ved siden af spærene, og ikke har fået sat sømmene i, så har man ikke fået fæstnet undertaget ordentligt. 

Ifølge Kim Haugbølle burde håndværkerne have dokumenteret, at de har slået nye søm i. Det kunne de for eksempel have gjort ved tage tage billeder.
Ifølge Kim Haugbølle burde håndværkerne have dokumenteret, at de har slået nye søm i. Det kunne de for eksempel have gjort ved tage tage billeder.
Foto: TV 2 Lorry - Niels Knuth

Kan give skader på længere sigt

Det er Frederiksberg Kommune, der ejer ejendommen og er bygherre på projektet. Kommunen har allerede brugt over en million kroner på at udbedre skimmelskader i ejendommen.

- Taget er husets paraply. Det skal altid være tæt, og de skal altid være stærkt, så det kan modstå en storm. Det kan man jo være bekymret for, hvis ikke arbejdet er udført ordentligt, og hvis det ikke er dokumenteret, siger Kim Haugbølle.

Beboerne har taget masser af billeder af de søm, der ikke rammer spærene.
Beboerne har taget masser af billeder af de søm, der ikke rammer spærene.
Foto: Privatfoto

Beboerne har måttet påpege fejlene

Selvom det er kommunen, der er ansvarlig for byggeriet, har det altså været Shirin Tholstrup og de øvrige beboere - som er almindelige lejere - der har måttet råbe vagt i gevær.

- Det her tag skal holde i rigtig mange år. Det bekymrer mig, at man ikke kan dokumentere, at der er rettet op på fejlen. Jeg kan ikke forstå, at kommunen som bygherre ikke kræver, at det bliver dokumenteret, siger hun.

Ifølge Kim Haugbølle er det ikke ualmindeligt, at kommunerne bliver udfordret af, at de ofte har flere modsatrettede interesser i byggesager. Det har de, fordi de ofte båder ejer ejendommen og samtidig er den myndighed, der skal føre tilsyn med byggeriet. 

- Kommunerne har ofte flere kasketter på. De er bygherre. Men de er også den myndighed, der skal føre tilsyn med, at tingene bliver gjort, som de skal, siger Kim Haugbølle.   

Ifølge Kim Haugbølle er et problem, at kommunerne ofte har flere kasketter, når de laver byggeprojekter i kommunale ejendomme. De er både bygherre og ansvarlige for tilsynet.
Ifølge Kim Haugbølle er et problem, at kommunerne ofte har flere kasketter, når de laver byggeprojekter i kommunale ejendomme. De er både bygherre og ansvarlige for tilsynet.
Foto: TV 2 Lorry - Niels Knuth

Mangelfulde fuger

En anden ting, der kan give fugt, er når fugerne i murværket ikke bliver ordentlig vedligeholdt. Vi går alle sammen fra loftet og ned i Shirin Tholstrups lejlighed. Hun åbner vinduet, stikker hovedet ud af det og kigger op langs med muren, imens hun peger på fugerne.  

- Her har de kradset fuger ud, og så har de omfuget. Men da jeg så det, fik jeg et chok. Det er jo ikke lavet ordentligt, siger hun og peger på murstenene over vinduet. Kim Haugbølle stikker også hovedet ud af vinduet og kigger på murstenene. 

Ejendommen har fået repareret murværket. Men flere steder er fugerne ikke fyldt ordentlig ud, i stedet er der bare luft imellem murstenene.
Ejendommen har fået repareret murværket. Men flere steder er fugerne ikke fyldt ordentlig ud, i stedet er der bare luft imellem murstenene.

En "ommer"

Beboerne har kæmpet med kommunen for at få reparation af murværket til at være en del af projektet, så det blev udført, når der nu alligevel var stillads på huset. 

Efter en hård kamp blev det bevilliget. Nu kæmper beboerne så for at sikre, at kvaliteten af det arbejde, der bliver udført, lever op til acceptabel standard. Ifølge beboerne er det dem - og ikke kommunen - der gør opmærksom på problemer, der opstår.

- Er det her noget, du ville kunne godkende i dit eget hjem? spørger Shirin Tholstrup.

- Nej, det ville jeg ikke. Nu er jeg nok også sådan en hardcore nyser, der ville sige: 'Det kan du godt lave om makker. Det er ikke tilfredstillende udført. Fugerne slutter jo ikke ordentlig tæt til stenene', svarer Kim Haugbølle.

Kim Haugbølle og Shirin Tholstrup ser på ejendommens murværk.
Kim Haugbølle og Shirin Tholstrup ser på ejendommens murværk.

"Hvad er det, vi ikke opdager?"

Beboerne oplever, at de igen og igen må påtale byggetekniske fejl og mangler. Shirin Tholstrup er mest bekymret for alle de ting, de ikke opdager. Især på grund af kommunens manglende byggestyring.

- Hvordan ser det så ikke ud alle de andre steder, spørger Kim Haugbølle.

Han svarer: 

- Det er jo der, hvor kvalitetssikringen - både af den enkelte håndværkers arbejde - men også fra bygherres side, burde gennemgå fugerne og sikre, at det er udført korrekt, siger han.

Også de mangelfulde fuger har beboerne dokumenteret.
Også de mangelfulde fuger har beboerne dokumenteret.
Foto: Privatfoto

Et kendt problem

Sagen er langt fra unik. Kort før sommerferien afdækkede TV 2 Lorry, hvordan flere af Frederiksberg Kommunes udlejningsejendomme er i elendig stand. 

Blandt andet fordi kommunen ikke har styr på vedligeholdelsen.

TV 2 Lorry har efterfølgende fået aktindsigt i Frederiksberg Kommunes udgifter til skimmelsanering, og de er steget eksplosivt de sidste par år. 

Stigende udgifter

I 2017 brugte kommunen 786.264 kroner. Sidste år var det tal steget til 3.076.801 kroner. 

Ifølge tre lokale politikere på Frederiksberg er ejendommen et godt bevis på, at kommunen ikke har styr nok på, hvordan den bruger pengene. 

- De håndværkere ville jeg ikke have ind i mit eget hjem. Det er skandaløst, hvor dårligt det arbejde har været. Det er også virkelig problematisk, hvor dårligt tilsynet fra kommunen har været, siger Socialdemokratiets Malte Mathies Løcke, der er medlem af Bolig- og Ejendomsudvalget i Frederiksbergs kommunalbestyrelse.

Malte Mathies Løcke (S), medlem af Bolig-og Ejendomsudvalget i Frederiksberg Kommunalbestyrelse.
Malte Mathies Løcke (S), medlem af Bolig-og Ejendomsudvalget i Frederiksberg Kommunalbestyrelse.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Det Radikale medlem af samme udvalg David Munis Zepernick er enig:

- At det er en beboer, der skal være kommunens øjne og ører omkring byggepladsen, vækker bekymring. Frederiksberg kommune har et vedligeholdelsesefterslæb på flere hundrede millioner kroner. Hvis vi ikke er knivskarpe på sådan et projekt som det her, så kan det jo koste en formue, siger han.

David Munis Zepernick (RV) er også medlem af Bolig- og Ejendomsudvalget.
David Munis Zepernick (RV) er også medlem af Bolig- og Ejendomsudvalget.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Også Enhedslisten på Frederiksberg udtrykker forargelse:

- I første omgang var jeg rystet, men det var nærmest på en måde, så vi kom til at grine af det, fordi det nærmest virkede grotesk, hvor mange ting der kunne gå galt på hvor kort tid, siger Mette Bang Larsen fra Enhedslisten.   

Mette Bang Larsen fra Enhedslisten.
Mette Bang Larsen fra Enhedslisten.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Manglende styring

Beboerne har meldt sig ind i Lejerforeningen BOSAM. Foreningens direktør er rystet over de mange fejl og mangler, der er i renoveringen.

- Der skal selvfølgelig være noget bedre opfølgning. Der skal være noget kvalitetssikring, og det skal der selvfølgelig være for at sikre kommunens penge og selvfølgelig lejernes ve og vel, siger René Suhr, der er direktør i BOSAM.  

Rene Suhr fra BOSAM.
Rene Suhr fra BOSAM.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Borgmester: Vi må tage sagen op igen

TV 2 Lorry har vist Frederiksbergs Borgmester, Simon Aggesen (K.) optagelserne, hvor Kim Haugbølle går rundt og ser på ejendommen på Bülowsvej/Fuglevangsvej. 

Borgmesteren ser med stor alvor på sagen.

Hvad tænker du, når du ser en sag som den her?

- Så ser jeg nogle fejl og mangler, som der helt tydeligt skal rettes op på, inden byggeriet er afsluttet. Det giver næsten sig selv, siger Simon Aggesen.

Hvad tænker du, når du ser billederne af søm, der misser spærene? 

- I forhold til den konkrete sag, så er det jo fuldstændig klart, at det undertag skal være knyttet til de spær. Det er også helt klart min forventning, at en entreprenør skal kunne dokumentere, at det er tilfældet. Ellers er det jo ikke tilfredsstillende, og så kan vi jo ikke acceptere byggeriet. Det må vi følge op på, lyder det fra borgmesteren.

TV 2 Lorry viste borgmesteren en video fra den rundtur, vi lavede med byggeekspert Kim Haugbølle i ejendommen på Bülowsvej/Fuglevangsvej.
TV 2 Lorry viste borgmesteren en video fra den rundtur, vi lavede med byggeekspert Kim Haugbølle i ejendommen på Bülowsvej/Fuglevangsvej.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Har bedt om en redegørelse

Borgmester Simon Aggesen mener, at den konkrete byggesag giver anledning til at se på, om kommunen gør tingene tilstrækkelig godt.    

- Jeg har bedt om en redegørelse, og jeg ved, at det fagudvalg, der følger kommunens tilsynssager på området, har bedt om det samme. Så der er stor opmærksomhed på det, og det giver selvfølgelig også forvaltningen lejlighed til at kigge en ekstra gang på, om vi har den rigtige struktur på plads. Det skal være sådan, at beboerne i vores kommunale beboelsesejendomme kan være trygge ved, at vi fanger de fejl, der sker. Det er ikke noget, de skal skal finde, siger Simon Aggesen.

Borgmesteren har bedt om en redegørelse i byggesagen. Ifølge ham skal kommunen lære af sine fejl, blandt andet i den type sager.
Borgmesteren har bedt om en redegørelse i byggesagen. Ifølge ham skal kommunen lære af sine fejl, blandt andet i den type sager.
Foto: Niels Knuth - TV 2 Lorry

Kan give skader

Projektet koster Frederiksberg kommune 10 millioner kroner. Byggeekspert Kim Haugbølle undrer sig især over, at kommunen i høj grad lader det være op til beboerne at fange de fejl og mangler, der løbende opstår.

- Hvis den her slags problemer ikke blev fanget undervejs, ville vi måske opleve, at der kom utætheder i tagkonstruktionen. Vi ville opleve, at fugerne omkring vinduerne ikke sluttede tæt og holdt vand ude. Så ville vi få skader på den bagvedliggende konstruktion, og i værste fald ville vi få indeklimaproblemer i form af skimmelsvamp, siger han. 

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik