Årets fodboldklub er fundet: "Vi er meget, meget stolte"

Om få dage uddeler DBU årets fodboldpriser til de bedste spillere fra det forgangne år, men allerede nu er vinderen af årets fodboldklub fundet. Valget er faldet på Frederiksberg Boldklub.

"Tillykke med det. FB er blevet kåret som årets fodboldklub 2019."

Det var ikke en helt almindelig besked, som Frederiksberg Boldklub, også kendt som FB, for nylig blev overrasket med af den tidligere danske landsholdsstjerne Preben Elkjær.

Midt i bestyrelsessnakken om et nyt klubhus brød den gamle landsholdsangriber ind i FB's lokaler for på vegne af Dansk Boldspil Union at overrække prisen som årets danske foldboldklub.

"Wauw, tak skal du ha'. Hold nu op." lød den umiddelbare reaktion fra bestyrelsesformand Henrik Amdi Madsen.

- Vi er meget, meget stolte og glade for den her pris. Det er jo en anerkendelse af det arbejde, vi går og laver i hverdagen. Der findes 1611 registrerede fodboldklubber i Danmark, og at blive kåret som den bedste, er vi meget stolte af, siger bestyrelsesformanden til TV 2 Lorry.

Frederiksberg Boldklub var i første omgang blevet kåret som årets fodboldklub i København, men er nu også løbet med prisen som den bedste klub i hele landet.

quote Vi anser vores fodboldklub som værende en fantastisk platform for at kunne tage ansvar i lokalsamfundet

Henrik Amdi Madsen, bestyrelsesformand, Frederiksberg Boldklub

Anledningen til prisen er DBUs årlige prisuddelinger, der finder sted på lørdag den 29. februar.

Her afgøres det blandt andet, hvem der har scoret årets mål, og hvem der bliver årets mandlige og kvindelige fodboldspiller, men allerede nu er den første pris altså uddelt til Frederiksberg Boldklub.

- Vi er super glade og vil bruge den her pris på at fortsætte vores gode arbejde. Vi er en klub med 2000 medlemmer. Vi har rigtigt mange dygtige trænere, ledere og frivillige i klubben, men med den her pris er jeg sikker på, at vi også i fremtiden kommer til at have mange nye spændende projekter, siger bestyrelsesformand Henrik Amdi Madsen.

 

Årsagen til, at det var landsholdslegenden Preben Elkjær, der på vegne af DBU overrakte prisen til Frederiksberg Boldklub var, at han selv som ungdomsspiller har spillet i klubben.

- Det er en klub, der arbejder virkelig hårdt for at hjælpe de unge mennesker, siger Preben Elkjær i en video fra DBU, hvor han overrækker prisen som årets danske fodboldklub til FB.

Artiklen fortsætter under billedet

Preben Elkjær var på besøg i sin gamle klub, hvor han overrakte prisen til Frederiksberg Boldklub som årets fodboldklub.
Preben Elkjær var på besøg i sin gamle klub, hvor han overrakte prisen til Frederiksberg Boldklub som årets fodboldklub.
Foto: DBU Kommunikation

Stor indsats for socialt udsatte

Ifølge Dansk Boldspil Union er Frederiksberg Boldklub en forgangsklub, når det kommer til at tage et socialt ansvar for sit lokalområde.

"Med åbne arme har Frederiksberg Boldklub inviteret ressourcesvage og flygtninge ind i deres allerede store forening, hvor det allerede boomer med seniorspillere, ungdomsspillere og en masse tilbud til alle aldre," lyder det blandt andet i begrundelsen for, at klubben er den bedste i landet.

Derudover har klubben i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp fået sit helt eget flygtningehold, der blot er et af de mange initiativer, som Frederiksberg Boldklub har taget for at deres fodboldfamilie kan udvides yderligere.

- Vi anser vores fodboldklub som værende en fantastisk platform for at kunne tage ansvar i lokalsamfundet. Ikke bare for at levere et godt fodboldprodukt, som vi selvfølgelig bestræber os på at gøre, men også ved at indvolvere os i sociale projekter som eksempelvis flygtningebold eller inviterer unge på kant med samfundet til at få en træneruddannelse eller lignende, siger bestyrelsesformand Henrik Amdi Madsen.

Nyt klubhus på vej

Ikke nok med, at Frederiksberg Boldklub nu kan bryste sig af at være landets bedste fodboldklub, er også et spritnyt klubhus på vej.

I dag holder klubben til i en mindre containerby, men i samarbejde plejehjemmet Ingeborggåeden opføres 200 plejeboliger og nye byrum samt café, træning og nye klubfaciliteter til Frederiksberg Boldklub.

Under navnet "Generationernes Frederiksberg" bliver Frederiksberg Boldklub nye klubhus integreret i plejehjemsbyggeriet med henblik på at etablere en række udadvendte servicetilbud, der kan bruges af stedets forskellige brugere henover døgnet. Det skal sikre en højere grad af byliv og fællesskab.

- Det er en fantastisk fremtid, vi går i møde. Vi er simpelthen så heldige at holde til her i Frederiksberg Kommune, som giver os nogle virkeligt gode rammer og vilkår. Vi kommer til at få Danmarks måske absolut flotteste klubhus, og det kommer jo til at passe fint til Danmarks bedste fodboldklub, lyder det med et smil på læben fra bestyrelsesformand i Frederiksberg Boldklub Henrik Amdi Madsen.

Andre præmier til klubber i Hovedstadsområdet

Frederiksberg Boldklub er dog ikke den eneste fra amatørsiden, der er blevet hyldet af Dansk Boldspil Unions afdeling i København for sine præstationer i 2019.

Også naboklubben FA 2000 er blevet hædret med prisen som Årets Ungleder i DBU København, der gik til ungdomstræner Liv Gish.

Derudover er Johnny Nielsen fra Husum Boldklub blevet kåret som Årets Holdleder, mens Villy Nielsen vandt prisen som Årets Breddedommer.

På linket her kan du få et overblik over alle årets priser, der på lørdag uddeles af Dansk Boldspil Union.

I kategorien Årets Mandlige Fodboldspiller kan det nævnes, at tre ud af fire nominerede kommer fra TV 2 Lorrys sendeområde. Der er tale om Kasper Schmeichel, Thomas Delaney og Yussuf Poulsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik