Landets mest julepyntede vindue? Michael har brugt en uge og 1.500 kugler

Hver jul bruger Michael Engel dagevis - og tusindvis af kroner - på at pynte op i sit vindue.

I en måned om året kan Michael Engel knapt se ud af sit stuevindue.

Så snart november rinder ud, har han nemlig de seneste otte år sørget for at pynte vinduet op til jul i en sådan grad, at en tæt sky af farvede og glimtende julekugler dækker for næsten al udsyn.

- Flere har sagt: “Jamen, så får du ikke dagslys?” Nej, siger jeg, men jeg får til gengæld julelys. Når det er mørkt, og lysene er tændt, så er det ren magi. Det er ren Disney, siger Michael Engel, der er dekoratør og frem til coronakrisen ramte arbejdede i Tivoli.

Hvor de fleste danskere nok ville sørge for at holde vinduerne lukkede det meste af tiden i de kolde vintermåneder, står det pyntede vindue i lejligheden på Frederiksberg ofte lidt på klem, når Michael er hjemme.

quote Hvis jeg skulle købe hele vinduet igen, så ville prisen nok ligge på mellem 10-15.000 kroner. Det løber hurtigt op, men man skal ikke gå ned på julekugler

Michael Engel

Michael Engel har opsat julekuglerne én for én, og det har taget flere dage at få det til at se ud, som det gør nu.
Michael Engel har opsat julekuglerne én for én, og det har taget flere dage at få det til at se ud, som det gør nu.
Foto: Michael Engel

Han elsker nemlig at høre, hvordan dem, der går forbi vinduet, reagerer, når de ser, at det er stoppet med julepynt.

- Jeg bliver så glad af at høre folk sige: “Hold nu op, hvor er det flot.” Min veninde ringede forleden og sagde, at der stod ti personer og fotograferede mit vindue, siger han.

Turistbus stoppede for at tage billeder

Julepynten i vinduet startede for otte år siden med en altan og en bus fuld af japanere:

- Jeg har altid haft en forkærlighed for at pynte op til jul. Min eks elskede også jul, så jeg fik et år lov at pynte op på vores altan. Pludselig en dag ringede en af mine venner og sagde, at der stod en bus fuld af japanere og fotograferede den pyntede altan, siger Michael.

Sådan så Michaels julevindue ud sidste jul
Sådan så Michaels julevindue ud sidste jul
Foto: Michael Engel

Michael Engel er dragqueen, og mange kender ham som Miss OTB - One Tall Bitch. Han kan altså med egne ord “virkelig godt lide pailetter og pynt.”

Siden gik Michael og eksen fra hinanden. Michael flyttede til Frederiksberg, og på den anden side af gaden boede hans bedste veninde.

Hun udfordrede Michael. Hvem kunne pynte sit vindue flottest op? Det kunne Michael, der prydede sit vindue ud fra temaet “tekno” - og veninden gav da også op undervejs i konkurrencen.

Siden er samlingen af julepynt vokset. Og vokset. Michael Engel er nemlig en samler, og hvert år i februar, når butikkerne vil af med resterne af julepyntet, der aldrig blev solgt, køber Michael det.

Sådan ser det ud, når Michael forbereder sig til at pynte op. Mængderne af julepynt i sækkene udgør blot en brøkdel af Michaels samling.
Sådan ser det ud, når Michael forbereder sig til at pynte op. Mængderne af julepynt i sækkene udgør blot en brøkdel af Michaels samling.
Foto: Michael Engel

- Jeg har slæbt mange sorte sække fulde af kugler hjem år efter år. Jeg har købt mange julekugler hos Centralhjørnet, men i år fik jeg også en idé, hvor jeg har opkøbt gammelt legetøj og spraymalet det med guld, siger Michael.

Men det er langt fra alt. Michael Engel har nemlig ikke bare spraymalet legetøjet. Han har også påsat swarovski-sten og nitter på alt legetøjet.

Guld-legetøjet slår dog ikke Michaels vildeste pynte-påfund. Sidste år prydede han nemlig sit vindue med et kæmpestort kohoved i spejlmosaik.

1.500 stykker pynt

I år hænger der omkring 1.500 stykker julepynt i Michael Engels vindue. Og det var altså 1.500 stykker, som han selv har sat op en for en.

Det har taget ham lidt over en uge at sætte op - og prisen? Den er ikke så lav endda:

Dette julevindue er også fra sidste år, hvor Michael holdt temaet grønt
Dette julevindue er også fra sidste år, hvor Michael holdt temaet grønt
Foto: Michael Engel

- Jeg er jo en samler og god til at købe billigt og brugt, men hvis jeg skulle købe hele vinduet igen, så ville prisen nok ligge på mellem 10-15.000 kroner. Det løber hurtigt op, men man skal ikke gå ned på julekugler, lyder det.

Men hvorfor bruge så lang tid på at pynte? Og hvorfor bruge så mange penge på det?

Michael Engel arbejdede som dekoratør i Tivoli, indtil coronakrisen ramte. Nu kan han bookes til at pynte op hos private.
Michael Engel arbejdede som dekoratør i Tivoli, indtil coronakrisen ramte. Nu kan han bookes til at pynte op hos private.
Foto: Michael Engel

- Jeg bliver bare glad i låget af det. Folk spørger hvert år før jul, om jeg ved, hvad temaet bliver i år, og om jeg allerede er begyndt at pynte op. Og folk gør det til en tradition at gå forbi vinduet hvert år og se.

Michael Engels julevindue kan opleves på Langelandsgade på Frederiksberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik