Landets bedste slagter er kåret: "Vi er mere som en moderne madbutik"

Selvom Peter Lindholm Nielsen fra Slagter Friis på Frederiksberg kun er 30 år gammel og har haft butikken siden 2016, kan han nu kalde sig Danmarks bedste slagter.

Prisen som årets bedste slagter uddeles hvert år af Landbrug & Fødevarer og fødevarebranchen, og i år skal du til hovedstaden for at besøge landets bedste slagter.

Nærmere bestemt skal du besøge slagtermester Peter Lindholm Nielsen fra Slagter Friis på Frederiksberg og slagtermester Christian Balle fra Meny i Domus Vista på Frederiksberg.

De to er nemlig kåret som henholdsvis den bedste private slagter og den bedste slagter i et dansk supermarked.

Det er en større proces at blive kåret som årets slagter, for allerførst skal man nomineres af sine kollegaer i branchen. Derefter skal man præsentere sine kreative tanker for fremtiden, før feltet til sidst bliver snævret ned til tre finalister.

Undervejs i forløbet får man desuden besøg af såkaldte ”mystery shoppers” i butikken, som er almindelige kunder, der kommer uanmeldt og derefter vurderer oplevelsen.

- Man ved jo ikke, hvornår de har været forbi, og hvad de har købt, så det er spændende, siger slagtermester Peter Lindholm Nielsen fra Slagter Friis på Frederiksberg.

Handler ikke kun om godt kød

Efter det kommer der også et dommerpanel på besøg, der især sætter lup på produktionen og hygiejnen, så intet er overladt til tilfældighederne i kåringen af årets slagter.

- Det handler ikke bare om godt kød og om dyrevelfærd. Faktisk er det kun en lille del af det, for det handler i højere grad om at have viden om hele måltidet, fremstille lækre måltidsløsninger og vejlede kunden til et godt resultat hjemme i køkkenet.

Og det er lige præcis sådan man gør det hos Slagter Friis, der har eksisteret siden 1897, og dermed er den næstældste slagter i København og også et af landets mest kendte.

Slagtermester Peter Lindholm Nielsen er i dag kun 30 år gammel, men han købte sig allerede ind som medejer i den ikoniske butik i 2016. Så i forhold til den ældgamle slagter-forretning er han er i historiemæssig forstand stadig meget ung.

Anbefaler sin Falkonerskinke

Derfor varmer prisen som årets slagter desto endnu mere, siger han til TV 2 Lorry.

- Det er en fantastisk anerkendelse og ros, som gør det hele værd. Vi prøver at skubbe til faget og laver selv alle vores ting fra bunden, og vi gør det nemt for vores kunder med en masse færdige kvalitetsting, som bare skal varmes op. Selvfølgelig kan man få en god bøf hos os, men det handler lige så meget om det rundt om bøffen

- Hos os er der større udvalg, og du kan få alt tilbehøret til. Det er måske ikke det, man forbandt med en slagter før i tiden, men vi er i virkeligheden også mere som en moderne madbutik, siger Peter Lindholm Nielsen.

Hvis Peter Lindholm Nielsen skal pege på en af sine specialiteter, så vil han anbefale en speciel spegeskinke, som hedder Falkonerskinke. Det er en tørret og let røget skinke, som modner i et halvt år som minimum.

Stor glæde hos Meny

- Den ligger og modner i vores kælder med en masse krydderier, og den synes jeg virkelig er værd at fremhæve, men ellers er jeg generelt stolt af alle vores produkter, siger Peter Lindholm Nielsen med et let grin.

Hos Meny i Domus Vista ikke langt fra Slagter Friis er glæden også stor, efter at man vandt prisen som bedste slagter i et supermarked.

- Det er jo fantastisk og jeg er megaglad! Vi byggede butikken om for tre år siden. Dengang ville købmanden give et løft til slagterafdelingen, og derfor er det fantastisk, at stå her i dag efter en lang rejse. Jeg har et super godt team omkring mig, som jeg er utrolig stolt af, siger slagtermester Christian Balle fra Meny Domus Vista.

Hele holdet fra Meny i Domus Vista på Frederiksberg. I midten: slagtermester Christian Balle. Til højre: Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.
Hele holdet fra Meny i Domus Vista på Frederiksberg. I midten: slagtermester Christian Balle. Til højre: Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik