Lærerteam går viralt: 'Du er meget mere end dine karakterer'

Ny Hollænderskolen gør ekstra meget ud af at give eleverne selvtillid. En sød skriftlig besked er delt tusindvis af gange på Facebook.

Nu har du fået dine første karakterer her på Ny Hollænderskolen. 
Før du kigger på dine karakterer er der noget, som er vigtigt, du er klar over. 
Disse karakterer viser ikke, hvor unik du er. 

Sådan starter en fælles besked fra lærerne i 8. klasserne på Ny Hollænderskolen på Frederiksberg. 

Teksten er skrevet til både forældre og elever, men nu har den fået sit helt eget liv - også i resten af Danmark, hvor tusindvis af mennesker har delt og 'liket' den. 

Mange skriver, at de ville ønske, de selv havde fået samme besked, dengang de skulle have karakterer, og forældre til skolebørn langt fra Frederiksberg 'tagger' deres børn i opslaget. 

Ideen til beskeden fik skolelæreren Lasse Skjerlie Gilling i sommer, da han læste et lignende opslag i en norsk avis. 

- Pointen er, at karaktererne ikke kan stå alene, og det gør vi meget ud af at fortælle eleverne. Jeg synes, det er trist, at folkeskolen er blevet reduceret til bare at være karakterer. Før havde vi fokus på elevernes alsidige udvikling, men nu er det primært det målbare og sammenlignelige, der tillægges værdi, siger han til TV 2 Lorry. 

Han og en kollega oplevede for to år siden, at flere af eleverne kæmpede med spiseforstyrrelser i en klasse. Derfor gør de nu enormt meget ud af at fortælle eleverne, at de allesammen har masser af kvaliteter. 

- Jeg oplever, at ungdomslivet er  blevet mere komplekst, end da vi var teenagere og skulle finde os selv i et virvar af bumser og teenagetræthed. I dag skal du ikke bare præstere både i skolen og alle andre steder. Især på de sociale medier, siger Lasse Skjerlie Gilling, og uddyber:

- Jeg kan jo ikke direkte sige, at eleverne får spiseforstyrrelser, fordi der stilles større krav i skolen, men man må forholde sig til, at der generelt i dag er mere fokus på, at man skal være noget særligt. Og det bliver ikke bedre af, at vi skal evaluere dem, vurdere dem, teste dem og give dem karakterer i et væk. 

I beskeden skriver lærerteamet videre til eleverne:

Karaktererne viser ikke, at du er omsorgsfuld eller betænksom, eller at du hver dag gør dit bedste. Disse egenskaber bliver du aldrig testet i til en prøve. 

Og Lasse Skjerlie Gilling håber, at teksten vil få elever og forældre til at tale sammen om netop det. 

- Det er vigtigt for de unges selvværd, at de møder nærværende voksne, og vi lærere må vel siges at være de voksne, eleverne tilbringer mest tid sammen med i løbet af en dag. Vi har bare fået mere travlt, fordi vi skal undervise mere, og der stilles større krav til dokumentationen af vores arbejde. Men vi vil gerne sige til eleverne, at vi ser dem. De skal forstå, at de er gode nok. Pointen er, at karaktererne ikke kan stå alene, siger han.

Ud over den søde besked til eleverne, så har der været indført flere tiltag på Ny Hollænderskolen for at banke noget selvværd ind i eleverne. 

I udskolingen har man de seneste år afviklet årlige selvværdsworkshops i samarbejde med Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, pigerne har været sendt på kvindemesse med stærke forbilleder, og Lasse Skjerlie Gilling har lavet et valgfag, der er godkendt til alle kommunens skoler, og som har fokus på at give de unge en række andre kvaliteter end de boglige. 

Du kan blandt andet læse den søde og virale besked her. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik