Kommunalt sundhedscenter lukket ned efter smitte med covid-19

Det kommunale sundhedscenter på Frederiksberg lukker i syv dage, efter tre medarbejdere er testet positive for covid-19.

Frederiksberg Sundhedscenter lukker i syv dage på grund af smittespredning med coronavirus.

Tre medarbejdere på stedet er tirsdag testet positive for covid-19, og derfor lukker centeret efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det oplyser Frederiksberg Kommune på sin hjemmeside.

En fjerde medarbejder har også symptomer, men endnu ikke fået svar på sin test.

Mens sundhedscenteret i første omgang er lukket ned i syv dage, understreger kommunens sundheds- og omsorgschef, Torben Laurén, at centeret først genåbner, når alle medarbejdere er testet, og smitterisikoen er minimeret.

Kun besøgende med symptomer bør lade sig teste

Har man besøgt centeret for nylig og siden udviklet symptomer, bør man lade sig teste, lyder det fra kommunen. 

- Medarbejderne på sundhedscentret har ikke tæt patientkontakt, og det er baggrunden for styrelsens anbefaling af ikke at foretage en systematisk testning blandt alle besøgende i den seneste tid. Men udvikler man symptomer, bør man naturligvis kontakte sin læge og lade sig teste, siger Torben Laurén.

Besøgende, der har været i kontakt med de tre og måske fire smittede medarbejdere, har fået direkte besked og er blevet testet.

Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler ifølge Frederiksberg Kommune ikke, at andre, der har besøgt sundhedscentret i de seneste uger, bliver testet, med mindre de udvikler symptomer på sygdommen.

Frederiksberg Sundhedscenter er kommunens sundhedstilbud til borgere, der lever med sygdom. Sundhedscenteret tilbyder også genoptræning og rehabilitering til borgere, der er blevet udskrevet fra hospitalet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik