Kommunaldirektør blev fyret efter syv år – her er hans afløser

Mere end et halvt år efter at Frederiksberg Kommune fyrede deres kommunaldirektør, har kommunen omsider fundet en afløser.

Frederiksberg Kommune kan nu endelig løfte sløret for, hvem der fremadrettet skal være kommunens øverste embedsmand.

quote Ambitionerne er tårnhøje på Frederiksberg, og derfor har vi søgt en kommunaldirektør fra øverste hylde

Simon Aggesen, borgemester på Frederiksberg 

Tilbage i juni måned sidste år fyrede kommunen den daværende kommunaldirektør Torben Kjærgaard, efter han havde siddet syv år i sin stilling.

Kommunen forklarede fyringen med, at man ønskede en anden profil i stillingen. Og nu er der så blevet sat navn på afløseren.

Kommunalbestyrelsen har tirsdag besluttet at ansætte Stig Henneberg som ny kommunaldirektør, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Ambitionerne er tårnhøje på Frederiksberg, og derfor har vi søgt en kommunaldirektør fra øverste hylde, siger borgmester Simon Aggesen (Kons.), der glæder sig til samarbejdet. 

- Med Stig Henneberg får vi en dygtig og erfaren leder til at stå i spidsen for direktionen i Frederiksberg Kommune. Med ham sikrer vi et endnu stærkere hold på den administrative side til at udvikle vores grønne, mangfoldige og bæredygtige kommune til glæde for alle, siger borgmesteren i pressemeddelelsen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto af borgmester Simon Aggesen og kommende kommunaldirektør Stig Henneberg.
Foto af borgmester Simon Aggesen og kommende kommunaldirektør Stig Henneberg.
Foto: pressefoto - Thomas Howalt Andersen

Stig Henneberg er uddannet cand. scient. pol. og kommer fra en stilling som partner i rådgivervirksomheden Struensee & Co. Han har tidligere været afdelingschef i Finansministeriet.

Uenighed om fyring af forgænger 

Det var Frederiksberg Kommunes øverste politiske instans, kaldet Magistraten, der sidste år valgte at afskedige daværende kommunaldirektør Torben Kjærgaard. Dog var der uenighed om fyringen.

Socialdemokratiet stemte imod, da partiet ikke fandt det hensigtsmæssigt, at man skiftede både borgmester og kommunaldirektør så tæt på hinanden. 

Den nuværende borgmester Simon Aggesen tiltrådte som borgmester i foråret 2019 efter forgængeren Jørgen Glenthøj, som gik af efter eget ønske.

- Fyringen betyder, at Frederiksberg Kommune skal have sin fjerde kommunaldirektør på under 10 år. Det kan godt bekymre os, at Frederiksbergs nye borgmester, Simon Aggesen ikke søger at skabe et samarbejde med en kommunaldirektør, der forlader Frederiksberg i sund form, sagde Socialdemokratiets politiske ordfører i Frederiksbergs Kommunalbestyrelse, Sine Heltberg, dengang til TV 2 Lorry.

Grunden til, at partiet stemte imod, var også økonomisk.

- Når topdirektører fyres, så får de ofte en fratrædelsesordning med, der kommer til at koste kommunekassen millioner. Og det er penge, som vi hellere vil bruge på eksempelvis de ældre, lød det fra Sine Heltberg.

Den nye kommunaldirektør Stig Henneberg tiltræder den 1. marts.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik