Klamydiasmitten slår rekord igen: Særligt én gruppe danskere lader sig ikke teste

Endnu engang har unge i Danmark slået rekord i klamydiasmitte. Ifølge Sex og Samfund er en række myter om klamydia en del af forklaringen.

Så skete det igen. 

Danmarks unge har netop slået deres egen rekord i antal klamydiasmittede. 

Ifølge Statens Serum Institut blev der i 2021 fundet 31.430 tilfælde af klamydia hos unge mellem 15 og 29 år. 

Der menes derudover at være et stort mørketal, da det langt fra er alle unge, der tager til lægen for at blive testet. 

- Det er jo en trist rekord, vi igen sætter i Danmark blandt unge. Vi kan se, at antallet af unge mennesker, der bliver smittet med klamydia, stiger år for år, og det er problematisk, da det er en farlig sygdom, hvis ikke den bliver opdaget og står ubehandlet hen, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex og Samfund, til TV 2 Lorry:

- Sygdommen risikerer nemlig at ramme fertiliteten - både for mænd og kvinder. 

Vælger kondomet fra

I Region Hovedstaden står det værst til i Frederiksberg Kommune. 

Her er 34 ud af 1.000 unge testet positiv for klamydia i 2021. 

Andenpladsen går til Københavns Kommune med 30,3 smittede ud af 1.000, mens tredjepladsen går til Halsnæs Kommune med 30 smittede ud af 1.000. 

Sex og Samfund ser to mulige forklaringer på den ærgerlige udvikling.

Den ene handler om unges manglende hang til kondomer. 

Klamydiasmitten falder i vores nabolande

Mens klamydiasmitten breder sig i det danske land, falder antallet af klamydiatilfælde hos vores naboer i Norge og Sverige.

I 2021 havde Sverige 30.184 tilfælde af klamydia - blandt alle aldersgrupper. Det er et fald på ti procent siden 2020.

Også Norge har færre tilfælde i år end tidligere. I 2021 blev blot 23.447 testet positiv, hvilket er et fald på otte procent. 

Samtidig er antallet af danske tilfælde i alle aldersgrupper 36.632, hvilket er knap 2.000 tilfælde flere end året før.

Sex og Samfund har ikke ønsket at kommentere på de skandinaviske tal, da de ikke mener, de er sammenlignelige.

- Vi står med en generation af unge, hvor vi endnu engang må appellere til, at de tager sikker sex alvorligt ved at beskytte sig med kondom. Det er den eneste beskyttelse mod sexsygdomme, siger Majbrit Berlau:

- Vi kan se, at brugen af kondom er faldende i denne generation, og derfor er det afgørende, at vi som samfund får reageret og taget dialogen med de unge om værdien i at beskytte sig selv.

Ifølge Majbrit Berlau skal kulturen for brug af kondom genopbygges i hver generation. Det er ikke nok, at man nævner det for de unge hvert årti. Det skal fortælles igen og igen - ellers går informationen tabt. 

- Det er helt afgørende, at de ser det som en naturlig del af et sexliv, at man selvfølgelig beskytter sig selv, siger hun. 

Flere hjemmetests

Den anden mulige forklaring på udviklingen er ifølge Sex og Samfund testtilgængeligheden. 

Det skal være meget nemmere at teste sig for klamydia, mener organisationen. 

- Det er ikke fleksibelt nok, som det er i dag. Der er for få unge, der er parate til at gå ned til lægen og blive testet. Vi har en hjemmetest, som lige nu kun er tilgængelig hos unge i de kommuner, vi har en aftale med. Vi vil gerne udbrede den til alle unge, siger Majbrit Berlau. 

(Artiklen fortsætter under videoen.)

AIDS-fondet slog tirsdag alarm - trods stigningen i antallet af klamydiatilfælde, står de til at miste offentlig støtte og må skrue ned for testkapaciteten. Se vores indslag om det her.

Hjemmetesten kan bestilles på Sex og Samfunds hjemmeside, hvorefter den vil blive sendt gratis hjem til vedkommende med posten. Testen udføres derhjemme og sendes derefter retur til undersøgelse. 

Indtil videre er det et tilbud til unge i Frederiksberg, Gentofte, Hillerød, Høje-Taastrup, Ishøj, Københavns og Lolland kommuner. 

Unge mænd undgår lægen

Det er særligt de unge mænd, der ikke lader sig teste for klamydia, og dermed ikke fremgår nok i statistikken. 

Det skyldes ifølge Sex og Samfund højst sandsynligt, at mænd - og specielt unge mænd - for sjældent kommer til læge. 

- Det er også min antagelse, at der hersker en myte hos unge mænd om, at det er smertefuldt at blive testet. Mange tror, at podningen foregår i penis, men i langt de fleste tilfælde kræver det blot en urinprøve, og testen er derfor helt smertefri for mænd, siger Majbrit Berlau. 

Samtidig hersker der en myte om, at klamydia ikke er farlig for mænd, vurderer hun. 

Men det er den. 

- Derfor er det en ubetænksomhed, som kan gå hen og få store livskonsekvenser senere hen, hvis man ender med at blive ufrivilligt barnløs. Og det er jo virkelig alvorligt taget i betragtning af, hvor nemt det er at beskytte sig og teste sig, siger Majbrit Berlau. 


TV 2 Lorry har tidligere undersøgt klamydiasmitten i hovedstaden - se mere i videoen nedenfor. 

Vores Youtube-redaktion har set på kønssygdommen, der særligt florerer blandt unge





_

_


Mest læst i dag

Se flere

Sundhed

1813 Arkiv

play“Alt tyder på, at det bliver et stort julekaos med 1813 igen” - nu kræver politiker handling

Rotter

Ryddede forside på anerkendt magasin: Forskere fra KU bag banebrydende nyt om pattedyrs hjerner

RS-virus

”Situationen er kritisk”: Syge børn med RS-virus deler afdeling med for tidligt fødte

20151214-202629-3-4000x2670ma

Ny plan lægger op til at afskaffe lynhjemsendelse efter fødsler i Region H


Frederiksberg


Forsiden lige nu

Se flere