Kan du se forskel? Frederiksberg-butik anklager møbelgigant for at stjæle design

Designvirksomheden Novel Cabinet Makers på Frederiksberg anklager Jysk for at have stjålet deres reoldesign. De frygter, at det vil udvande deres produkt.

For omkring tre år siden lancerede Novel Cabinet Makers et nyt hjertebarn: Et reolsystem i unikt design, som i dag er en af virksomhedens kernevarer og står for en fjerdedel af virksomhedens omsætning.

Men i onsdags opdagede designvirksomheden pludselig, at Møbelgiganten Jysk, der har 102 danske butikker, siden i sommer har haft en lignende reol, som ifølge direktør i Novel Cabinet Makers, Lars Rolf Jacobsen, er en designmæssig kopi af deres.  

- Vi blev meget, meget overraskede, siger han til TV2 Lorry.

- Vi har før været ude for, at der har været nogle ting, der har været tæt på designmæssigt, men ikke så tæt på som her. 

De to reoler ses på billedet nedenfor. Til venstre er det Novel Cabinet Makers' reolsystem 'Stock Shelving', og til højre er det Jysks reolsystem 'Ravnkilde'.

 
 
Foto: Nocel Cabinet Makers og Jysk

Direktør: "Udvander vores design"

quote Når designet bliver kopieret, kan vi ikke udvikle vores forretning.

Lars Rolf Jacobsen, Direktør, Novel Cabinet Makers

Lars Rolf Jacobsen fortæller, at de har haft Novel Cabinet Makers' reol, 'Stock Shelving', i en lang række af de store medier. Da Jysks reol, 'Ravnkilde', først kom i butikkerne i sommer, mener han derfor ikke, der kan herske tvivl om, at Jysk har stjålet designet.

- Vi bruger en masse tid og kræfter på at få vores produkter bragt frem. Det er noget, vi skal bygge vores virksomhed op om, at vi har unikke produkter, siger Lars Rolf Jacobsen.

I Danmark har der været adskillige sager, hvor mindre designvirksomheder anklager større virksomheder for at stjæle deres design. 

Og det er ifølge Lars Rolf Jacobsen et stort problem for de små virksomheder.  

- Når designet bliver kopieret, kan vi ikke udvikle vores forretning. Vi bliver hurtigt udvandet, når det sker, fordi det vi laver ikke er unikt, når produktet findes andre steder. 

Jysk: "Det er meget utilsigtet"

I torsdag skrev designeren bag reolen, Anders Busk Faarborg, et opslag på Facebook om sagen: 

Direktør Lars Rolf Jacobsen har fredag morgen henvendt sig direkte til Jysk, som fortæller, at ligheden er "utilsigtet."   

- Det har ikke været en hensigt for os at kopiere noget. Det er ikke sådan, vi arbejder med vores design, så det er meget utilsigtet, siger Laura Sulbæk, kommunikationskonsulent i Jysk, til TV2 Lorry. 

- Vi følger trenden og kigger på, hvad der sker i møbelbranchen bredt.  

De to virksomheder er nu i dialog omkring at holde et møde.

- Vi har inviteret dem ind, så de får en forklaring på, hvordan vi arbejder med tingene. Så det afventer vi nu at få svar på fra dem, siger Laura Sulbæk. 

- Hvis de [Novel Cabinet Makers, red.] mener, det er noget, der ligger for tæt på deres design, skal det afgøres juridisk.

Lars Rolf Jacobsen understreger over for TV2 Lorry, at det er svært for en virksomhed af deres størrelse at gå rettens vej.

- Vi er en lille virksomhed, så det handler også om, hvor vi bruger vores ressourcer henne. Det her betyder, at vi må fokusere på nogle andre designs og finde nogle nye ting, der erstatter langtidspotentialet for denne her reol, siger han. 

Han fortæller, at de nu skal drøfte Jysks mødeinvitation internt. 

- Vi skal finde ud af, om det giver mening. Jysk har et produkt på markedet, som giver et problem for en anden virksomhed, og det er det, vi gerne vil have, de forholder sig til, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik