Frederiksbergs 1. viceborgmester kritiserer regler for automatisk nedlukning

På Frederiksbergs ønsker 1. viceborgmester, Jan E Jørgensen, sig en ny nedlukningsmodel, der tager særligt højde for storbyerne. Et af kommunens sogne ligger lige nu på vippen til at måtte lukke ned.

I Frederiksberg Kommune er et af sognene i overhængende fare for at lukke ned, efter smitten har ramt et kritisk niveau.

Lige nu ligger Godthaabs Sogn og flirter med nedlukningsgrænsen, men Frederiksberg Kommunes 1. viceborgmester og medlem af Folketinget, Venstres Jan E. Jørgensen, er ikke imponeret over reglerne for den automatiske lukning, som man lige nu kigger ind i.

- Jeg synes godt, at den her sognenedlukning kan give mening steder, hvor der er lidt længere mellem husene, og hvor de mennesker, man har samkvem med, er fra samme sogn. Men i kommuner som Frederiksberg og København er man sammen på kryds og tværs af de forskellige sognegrupper.

- Dem, der for eksempel færdes i Indre By, bor i alle mulige andre sogn. Reglen dur ikke i tætbefolkede områder. Det får tilfældighedens præg. Hvis der pludselig var høj smitte i Vor Frue Sogn midt inde i byen, så skal hele Strøget lukke ned, men der bor jo stort set ingen mennesker, så der skal ikke mange smittede til, siger Jan E. Jørgensen til TV 2 Lorry.

Jan E. Jørgensen peger også på, at et smitteudbrud blandt 11 kadetter på Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot, der ligger i Sankt Pauls sogn, betød, at Nyboder Sogn inde i det centrale København måtte lukke, fordi kadetterne boede i de gamle huse i Nyboder.

quote hvad er i øvrigt sandsynligheden for, at en kadet smitter en gymnasieelev?

Jan E. Jørgensen (V), Førsteviceborgmester, Frederiksberg

Fremhæver lukket gymnasium som eksempel

I Nyboder Sogn ramte nedlukningen blandt andet Gefion Gymnasium, der ligger fem kilometer og adskillige sogne væk.

- Det giver god mening at lukke Frederiksberg Slot, men Gefion Gymnasium i Nyboder skulle også lukke, fordi der var så mange af kadetterne, der boede i det sogn. Det er et rent tilfælde. De her 11 smittede personer kunne lige så godt have boet andre steder. Og hvad er i øvrigt sandsynligheden for, at en kadet smitter en gymnasieelev?, argumenterer Jan E. Jørgensen.

Venstre på Christiansborg har fra starten været imod den automatiske nedlukning, da partiet ikke mener, det løser problemerne med nedlukninger af skoler og ungdoms- og voksenuddannelser i sognene.

På Frederiksberg har Jan E. Jørgensen ikke et endeligt bud på, hvordan den automatiske nedlukning kan justeres, så den passer til storbyerne. Men han forestiller sig en model, hvor man i stedet for sogne kigger på bydele.

- Sognereglen giver mere mening, jo større sognets geografiske udstrækning er. Når du bor længere fra hinanden, så vil der være en sammenhæng mellem de steder, du færdes, handler ind og dine børn går i skole.

- På Frederiksberg og i København handler vi ind i forskellige sogn, og det betyder, at der skal et meget lille smitteudbrud til, før vi får en nedlukning.

- Men er lokale nedlukninger nu engang ikke den bedste måde at stoppe smitten på i de hårdest ramte områder?

- Nej. Fordi det virker ikke. Bare tag Gefiongymnasiet. Der var ikke én eneste smittet. Det blev lukket ned, og da det blev lukket op igen, så var der stadig ikke én eneste smittet.

quote Hvis der er et smitteudbrud på en skole, så lukker du ned der

Jan E. Jørgensen (V), 1. viceborgmester på Frederiksberg og medlem af Folketinget

Derfor vil Jan E. Jørgensen gerne have, at kommunerne får større fleksibilitet til at sætte ind lige præcis der, hvor problemet er.

- Hvis der er et smitteudbrud på en skole, så lukker du ned der. Hvis der er smitteudbrud på en arbejdsplads i nærheden af skolen, så lukker du arbejdspladsen og ikke skolen. Det giver det jo ingen mening at lukke skoler, butikker og andet bare fordi, det ligger tæt på, hvis ikke der er en sammenhæng.

Borgmester forstår frustration over skolelukning

Det skete for eksempel mandag, da Frederiksberg Kommune tog konsekvensen af, at ni elever var smittet på en af kommunens skoler og lukkede den ned i 48 timer.

- Vi ser på et døgn en stigning i antal smittede elever fra to til ti, og derudover så er Frederiksberg Kommune et sted, hvor vi helst ikke ønsker at være tæt på en hel eller delvis nedlukning. De to ting sammenholdt gør, at vi har fået anbefalingen om at lukke skolen ned, fortæller Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K), tirsdag til TV 2 Lorry.

Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K).
Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen (K).
Foto: TV 2 Lorry

Han forstår godt den frustration, skolelukningen efterlader hos de berørte forældre og børn.

- Jeg er udmærket klar over, det her er en uhensigtsmæssig situation for mange forældre. Men vi har opvejet det mod den risiko, der var ved et større smitteudbrud og den risiko, vi så ville sætte potentielt endnu flere forældre i over en længere periode.

Landets kommunalbestyrelser er forpligtet til at meddele påbud om nedlukning, når incidenstallet overstiger 250.

Tirsdag ligger det testjusterede incidenstal for Frederiksberg Kommune på knap 195 smittetilfælde inden for de sidste syv dage.

1000 elever på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg er sendt hjem, efter ni elever mandag blev konstateret smittet med covid-19. Hør mere i dette indslag:

1000 elever på Skolen ved Bülowsvej på Frederiksberg er sendt hjem, efter ni elever mandag blev konstateret smittet med covid-19.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik