Frederiksberg Kommune hæver skatten og laver million-besparelser i nyt budget

De Konservative er som det eneste parti ikke med i budgettet for 2023 i Frederiksberg Kommune.

Sparekniven rammer nu flere velfærdsområder på Frederiksberg, ligesom at kommunen heller ikke længere har landets laveste skatteprocent. 

Det står klart, efter af fem ud af kommunalbestyrelsens seks partier mandag eftermiddag har indgået en budgetaftale for 2023. 

Her fremgår det, at kommuneskatten bliver hævet med 0,67 procent, mens der bliver sparet for 70 millioner kroner. 

Kun det tidligere mangeårige borgmesterparti, Det Konservative Folkeparti, står uden for aftalen. Dermed står Socialdemokratiet, De Radikale, Enhedslisten, SF og Venstre bag aftalen. 

Det var på forhånd ventet, at budgettet ville indeholde både en skattestigning og flere besparelser, da forvaltningen allerede i foråret advarede om, at indtægter og udgifter på ingen måde passede sammen. 

Kan mærkes

Borgmester Michael Vindfeldt (S) siger til TV 2 Lorry, at årets budget er det sværeste, han nogensinde har været med til at indgå. 

- Det er et budget, hvor vi har fundet en balance i økonomien igen. Vi får besparelser - og det kommer nogle til at kunne mærkes derude - vi sælger ejendomme for mindst 100 millioner kroner, og så sætter vi skatten op, siger Michael Vindfeldt. 

Frederiksberg Kommune har længe haft landets laveste skatteprocent, men rykker nu ned på en plads som den fjerdebilligste ved at hæve skatten fra 22,8 pct. til 23,47 procent. Det er første gang i 20 år, at skatterne stiger i Frederiksberg Kommune. 

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Her er det nye budget i Frederiksberg Kommune

Sparekataloget indeholder forringelser på flere velfærdsområder for både børn, unge og ældre. Særligt indførelsen af den såkaldte grønthøster, der pålægger alle institutioner og afdelinger at barbere 1,0 procent af deres budget, er svær at sluge for Michael Vindfeldt. 

- Det er vi ikke stolte over at gøre, siger han. 

- Det kommer til at gøre ondt, men det er bare nødvendigt, siger Michael Vindfeldt. 

Borgmesteren mener, at Frederiksberg Kommune med den nye aftale kan få fast grund under fødderne igen. 

- Vi har ikke aflyst at styrke velfærden og de løfter, vi har givet i forhold til den fireårige valgperiode, siger Michael Vindfeldt. 

quote Det kommer til at gøre ondt, men det er bare nødvendigt

Michael Vindfeldt, borgmester (S)

Tidligere har Politiken fortalt, at noget af det, der har fået årets budget til at skride, er uforudsete udgifter til coronahåndtering og ukrainske flygtninge. Andre faktorer er stigende udgifter til specialundervisning og inklusion af elever med særlige behov. 

Michael Vindfeldt, kunne du ikke have forudset noget af det her noget tidligere? 

- Vi fik en ekstra udligningsregning på 50 millioner kroner i sommer. Og da jeg trådte ind på borgmesterkontoret på den første dag i januar, fik jeg at vide, at det så sort ud, siger Michael Vindfeldt. 

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Laveste skatter i Danmark

Skattekompromis

I Enhedslisten ville Pelle Dragsted gerne have hævet skatterne yderligere "for at sikre mere til velfærd i de kommende år," skriver han på Facebook.

"Men med en aftale, der rækker helt fra Enhedslisten til Venstre, må alle være klar til kompromis," skriver han. 

I Venstre mener Jan E. Jørgensen, at han var med til at sikre, at skatten ikke steg yderligere. 

- Man kan diskutere vægten mellem besparelser og skattestigninger. Vi havde gerne set flere besparelser og en mindre skattestigning. Venstre har forsøgt at begrænse skattestigningen mest muligt. Til gengæld har vi lagt vægt på valgfrihed ved at bevare blandt andet skovbørnehaven. 

- De andre partier kunne have lavet aftalen uden mig, men de kan se, at det har en betydning  at lave en bred aftale, siger Jan E. Jørgensen til TV 2 Lorry.  

Årets budget er det første nogensinde, hvor Det Konservative Folkeparti ikke er med. Og det er netop spørgsmålet om skat, der er afgørende her, mener partiets politiske ordfører, Nikolaj Bøgh. 

- Vi havde ikke afvist en skattestigning, men vi plæderede hele vejen igennem for, at den skulle blive så lav som muligt. Resultatet her er højere, end vi mener er nødvendigt. Vi havde i stedet foreslået, at vi skulle have gået endnu videre med administrative besparelser, siger Nikolaj Bøgh. 

Han mener ikke, at de øvrige partier lyttede tilstrækkeligt til de forslag, han og De Konservative kom med set i lyset af, at partiet fik 40 procent af stemmerne ved det seneste valg. 

quote Vi havde ikke afvist en skattestigning, men vi plæderede hele vejen igennem for, at den skulle blive så lav som muligt

Nikolaj Bøgh (K)

Er det ikke at svigte sine trods alt mange vælgere at stikke halen mellem benene og udvandre som det eneste parti?

- Det synes jeg ikke. Vi havde på forhånd meldt ud, at der her med skatten var centralt for os. På trods af det, blev vi stillet over for et svært ultimatum for, at vi kunne få lov at blive i forliget. Og det var mere, end vi politisk kunne stå inde for.

Kunne I ikke som det parti, der har siddet på magten så længe, have forudset de økonomiske udfordringer?

- Jo til dels, men langt de meste af det skyldes den kommunale udligning, som Konservative ikke har været fortalere for, hverken her eller på Christiansborg.

- Og jo, så var der også stigende udgifter til specialiserede børneområde, som, vi også godt vidste, var på vej. Men det var vi også klar til at tage hånd om, siger Nikolaj Bøgh.