Forvirrer mere end de gavner: Det skal være slut med titler i kommunen, mener Venstre

Jan E. Jørgensen fra Venstre vil afskaffe brugen af titler i Frederiksberg Kommune. Den formelle tiltale skaber forvirring, mener han.

OPDATERING
Clock23. maj 2022, kl. 19:03
Beslutningen om tituleringsformerne i Frederiksberg Kommune er udsat til mandag den 30. maj 2022, oplyser Jan E. Jørgensen til TV 2 Lorry. Tidligere fremgik det af artiklen, at kommunalbestyrelsen skulle behandle forslaget mandag den 23. maj, men det er nu ændret.

Er det frue eller frøken, De eller du?

Det er sjældent sjovt at fumle med ordene, når man skal tiltale den person, man snakker med.

Ifølge Jan E. Jørgensen (V), der er rådmand i Frederiksberg Kommune, forvirrer tituleringer i kommunens kommunalbestyrelse endda så meget, at han foreslår at afskaffe dem.

- Jeg foreslår, at man fjerner kravet om, at man skal titulere rådmænd til møderne, siger han til TV 2 Lorry.

Helt konkret mener han og Venstre, at det ikke længere skal være et krav at titulere rådmænd og viceborgmestre til kommunalbestyrelsens møder.

Dermed er det, ifølge ham, kun borgmesteren, der skal tituleres til møderne fremover.

- Det skader debatten, når man skal bruge de her titler. Det bliver meget formelt, og det kan også være svært at huske, hvem der skal betegnes som rådmand, og hvem der ikke skal, siger han.

13 rådmænd i salen

I Frederiksberg Kommune er der tretten rådmænd, som alle skal tituleres til kommunalbestyrelsesmøder, når der rettes henvendelse til dem.

Og det er ikke kun Venstre, der mener at titlerne har konsekvenser for debatten.

Radikale Venstre mener også, at det vil gavne de politiske møder, hvis tituleringerne ikke længere var et krav.

- Det er lidt kringlet for mange. Det er både vanskeligt og formelt, når man skal have titlen med hver gang. Derfor synes vi, at det er et fremragende forslag, siger viceborgmester i Frederiksberg Kommune, Lone Loklindt (R) til TV 2 Lorry.

Du er selv viceborgmester, og det kan betyde, at du ikke længere skal tiltales sådan til møderne. Er du okay med det?

- Det har jeg det helt fint med, svarer hun.

En dårlig idé

Men det er ikke alle i kommunen, der har det helt fint med forslaget. Den konservative rådmand Nikolaj Bøgh mener ikke, at noget skal ændres.

- Jeg synes, det er en dårlig idé, siger han og uddyber:

- Tiltaleformerne er med til at opretholde respekt i møderne og en ordentlig tone i debatterne. Jeg frygter, at debatterne bliver for personlige og overfladiske, hvis vi fjerner titlerne.

Men ifølge Jan E. Jørgensen mangler der netop personlighed i debatterne.

- Vi skal passe på, at vi ikke distancerer os fra dem, der følger debatterne. Vi skal følge med tiden, og betegnelser skal ikke fjerne fokus fra det, vi taler om, siger han.

Nikolaj Bøgh (K) kan dog ikke følge argumentet om, at titlerne skulle skabe forvirring under møderne.

- Kommunalbestyrelsens medlemmer er udmærket klar over, hvem der skal tiltales som rådmand, og hvem der ikke skal. Ellers må man læse op på det derhjemme, siger han og tilføjer:

- If it ain’t broken. Don’t fix it.

På dagsorden mandag

Forslaget skulle have været debatteret mandag aften, men efter mødets start står det klart, at politikerne først vil tage stilling til forslaget om en uge - den 30. maj 2022.

Og selvom han er modstander af forslaget, så vil det ikke komme som en overraskelse for Nikolaj Bøgh, hvis det ender med at blive vedtaget.

- Jeg tænker, at forslaget passer det nuværende flertal meget fint. De er ikke kendt for at værne om vores traditioner, siger han.

Titlen der driller