For første gang nogensinde: Dronningen aflægger Frederiksberg og Helsingør officielt besøg

To kommuner i Lorryland kan se frem til et helt særligt besøg til sommer.

Royalister på Frederiksberg kan snart begynde at finde flag og vimpler frem.

For første gang nogensinde vil Dronning Margrethe nemlig aflægge kommunen et officielt besøg. Det sker i forbindelse med det årlige sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.

- Det er første gang, at byen tager imod i forbindelse med Dronningens sommertogt, og jeg ser frem til en dag med fest, flag og farver, siger Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt (S) i en pressemeddelelse.

- Det bliver en stor fornøjelse at kunne vise Dronningen noget af alt det, vi har at byde på af historie og kultur, samtidig med at Frederiksberg er en moderne by med store ambitioner på blandt andet klima- og miljøområdet.

Dronningen besøger Frederiksberg den 1. september, efter at hun og Kongeskibet Dannebro har sejlet rundt i Smålandsfarvandet i Lolland Kommune.

Frederiksberg Kommune er nu i dialog med Kongehuset. Sammen planlægger de programmet for dagen, som vil blive offentliggjort senere på året.

Én ting er dog, i følge Michael Vindfeldt, helt sikkert:

- Det bliver en festdag med mulighed for at tage del i dagen for alle frederiksbergborgere.

Borgmester: "Noget helt særligt"

Frederiksberg Kommunes borgere er ikke de eneste, der kan glæde sig til et besøg fra Dronning Margrethe.

Også i Helsingør går dronningen til sommer i land på officielt besøg for første gang nogensinde.

Helsingoranerne vil måske undre sig over, at det skal være første gang, dét sker, da Kongeskibets sejlsæson altid indledes med et anløb i Helsingør og et kort visit, men til sommer er der altså tale om et officielt besøg:

 - Det er en smuk tradition, at Dronningen hvert år indleder Kongeskibets sejlsæson med et anløb i Helsingør, og det glæder vi os til hver gang. Derfor er det noget helt særligt, at hun i år aflægger et officielt besøg, hvor vi har en hel dag til at vise vores kommune frem, siger Helsingørs borgmester Benedikte Kiær (K) i en pressemeddelelse.

Også i Helsingør er man i færd med at planlægge besøget, der finder sted den 1. juni.

- Selvom vi ikke har lagt et program endnu, så kan jeg love for, at det bliver en festdag i hele kommunen, hvor vi kommer til at vise Dronningen nogle af de mange fantastiske ting vi har,” siger Benedikte Kiær.

Under det traditionelle sommertogt er Kongeskibet Dronningens hjem.

Og udover at den kommende sejlsæson bliver helt særlig for de to kommuner, så er den også ret særlig for Kongehuset.

I år er det nemlig 90 år siden, at der første gang blev hejst kommando på Kongeskibet. Dermed har skibet tjent som officiel residens for de kongelige i intet mindre end ni årtier.

Dronningen har mange gange besøgt Helsingør med Dannebrog - men lige dette besøg blev ikke til noget, selvom alle stod klar.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik