Flyt ind i en ny ungdomsbolig og bliv ”buddy” med en flygtning

Mangler du en studiebolig? Og vil du gerne dele hverdagen med flygtning og hjælpe vedkommende med at blive integreret? Så er her den rette bolig til dig.

At flytte ind i en ungdomsbolig plejer sjældent at kunne betegnes som en god gerning. Særligt i København, hvor der er rift om boligerne. Men lige i dette tilfælde hænger de to ting faktisk sammen.

En ny afdeling med 41 boliger i Venligbolig Plus bebyggelsen på Roskildevej 54 i København er nemlig ikke en helt almindelig afdeling. Det er ungdomsboliger, hvor man bor to danske studerende sammen og samtidig kobles på en mentor- og buddyordning med to flygtninge, som bor i en tilsvarende bolig.

quote Det er en oplagt mulighed at parre de to grupper

Laurits Roikum, formand for Frederiksberg Forenede Boligselskaber

Og nu har du chancen for at få en plads i en af de her boliger, som understøtter venskab, uddannelse og integration. Ansøgningsfristen til en af Frederiksberg Forenede Boligselskabers deleboliger på Roskildevej er nu på søndag, den 24. marts 2019 kl. 23.59.

Laurits Roikum, formand for Frederiksberg Forenede Boligselskaber, mener, at projektet kan afhjælpe ikke bare et, men flere problemer. 

- Det er et fuldstændig fantastisk projekt, som er med til at løfte en opgave, som er meget vigtig. Nemlig at finde boliger til studerende, men også til flygtninge. Det er en oplagt mulighed at parre de to grupper og på den måde medvirke til fuldstændig daglig integration, siger Laurits Roikum til TV 2 Lorry.

Kim Geertsen, der er deltager fra KAB, er enig, og han håber, at boligerne og fællesområderne kan skabe rammen for hyggeligt samvær mellem beboerne. 

- Det her går ud på at skabe en lille bebyggelse ala Emil fra Lønneberg på Frederiksberg, hvor flygtninge kan bo sammen med danske studerende. Og så indgår man i et fælleskab, der har til formål at understøtte venskaber, uddannelse og integration, siger Kim Geertsen til TV 2 Lorry.

Fakta om konceptet og ansøgning

  • Halvdelen af boligerne udlejes til studerende, den anden halvdel udlejes til flygtninge
  • Man skal ikke stå på nogen venteliste for at søge boligen
  • Boligerne udlejes pr. 1. november 2019
  • Ansøgning skal ske mellem den 11. – 24. marts 2019
  • Hvem der får tildelt en bolig afgøres ved lodtrækning
  • Der afholdes informationsmøde den 20. marts kl. 17.00 i KAB, Vester Voldgade 17, 1552 København
  • Der er åbent hus den 21. marts kl. 15.00 – 17.00 på Rentemestervej 53, 2400 København, hvor identiske boliger er opført

"Vi skal matche dem"

Afdelingen vil komme til at bestå af tre bygninger på hver tre etager. I hver bygnings stueetage vil der være et fællesrum, og på øverste etage vil der være en fælles tagterrasse.

Her er en plantegninger, der viser de kommende boligers design.
Her er en plantegninger, der viser de kommende boligers design.
Foto: ONV Arkitekter

De 41 boliger er på 33 kvadratmeter, og selvom det måske ikke lyder af alverden, så er de designet som delebolig til to mennesker. Hver person har sit eget værelse, og der vil være et badeværelse og køkkenalrum til deling.

Hver bolig får tildelt en anden bolig, de skal indgå i buddyordningen med, og de i alt fire personer skal sammen indgå i et forpligtende fællesskab i hverdagen.

quote Vi skal matche dem. Lidt ligesom gift ved første blik

Kim Geertsen, deltager fra KAB

Men da de fire personer skal tilbringe meget tid sammen, kan man ifølge Kim Geertsen ikke bare lade sammensætningen være op til tilfældigheder. 

- Vi skal matche dem. Lidt ligesom gift ved første blik. Vi skal kortlægge, hvem er de unge og hvad går de op i og så skal vi gøre det samme med flygtningene. Og så prøver vi at lave nogle gode match, siger Kim Geertsen.

Du kan læse mere om boligerne, konceptet og hvordan man ansøger her

Fakta om boligerne

  • Selve huslejen for halvdelen af boligen vil ligge på omkring 2.500 kr. eksl. aconto varme, vand og el.
  • Indskuddet for halvdelen af boligen er på mellem 14.000 og 15.000 kr.
  • Boligerne er 33 kvadratmeter
  • Der må ikke holdes husdyr.
  • Der er fællesvaskeri i afdelingen
  • Boligerne og fællesarealerne er røgfri (omfatter også elektroniske cigaretter)
  • Nøglerne udleveres den 1. november

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik