Et år efter eskimo-shitstorm: Sådan går det chokolade-damen fra Frederiksberg

Sidste sommer havnede Tina Jakobsen Wilstrup i en regulær "shitstorm". Nu kigger hun tilbage på oplevelsen sammen med TV 2 Lorry.

Eskimo-is.

Et godt eksempel på dansk hyggeracisme eller bare et uskyldigt gammel dansk udtryk for den gamle klassiske chokoladeovertrukne vaniljeis med et strejf af solbær?

Sjældent har en is skabt så stor debat, som den gjorde sidste sommer. Det tog sin begyndelse, da Hansen Is besluttede sig for at ændre navnet fra Eskimo til O'Payo, efter man havde 'kigget lidt indad'.

quote Nu kan jeg igen sove om natten.

Tina Jakobsen Wilstrup, Ejer af Frederiksberg Chokolade

Det fik Tina Jakobsen Wilstrup, der er ejer af Frederiksberg Chokolade, til tasterne på Facebook. Her slog hun et slag for den gamle klassiker og ikke mindst det danske sprog.

- Der gik to måneder, før jeg turde gå ud at handle. Normalt, når jeg har været i avisen, så har det været på grund af noget positivt. Jeg fik nærmest en form for social angst, når jeg skulle ud og handle mælk, fortæller Tina Jakobsen Wilstrup i dag om den periode, der fulgte i kølvandet på Facebook-opslaget.

For det var nemlig ikke lutter positive tilbagemeldinger, hun fik. Personlige henvendelser i indbakken på Facebook, Instagram og mail blev hverdag. Der var sågar nogle, der spekulerede i at brænde hendes butik ned og alverdens andre ulykker.

Hverdag igen

Her et år efter står hendes butik heldigvis stadigvæk, og den storm, hun var havnet i, er også blæst væk, fortæller hun til TV 2 Lorry.

- Den (shitstormen, red.) påvirker mig slet ikke mere. Folk har været så enormt flinke til at bakke mig op. Det er nærmest hver fjerde kunde, der kommenterer positivt på det nu. Det er virkelig blevet et samtaleemne - også her et år efter. 

- Det er ikke mere tre negative kunder og en positiv, men folk nævner det stadig. Jeg får heller ikke 6.000 mails om dagen mere.

quote Jeg har mange grønlændere, som kommer hos mig, og de har ikke problemer med den

Tina Jakobsen Wilstrup, Ejer af Frederiksberg Chokolade

I dag kalder hun Eskimo-isen for en bestseller i butikken på Frederiksberg Allé, og selvom den store isproducent Frisko tidligere på året gik Hansen Is i fodsporene og ændrede navnet på deres Kæmpe Eskimo, så hedder det altså stadig en Eskimo Is hos Frederiksberg Chokolade.

- Jeg har aldrig brugt eskimo som et bandeord eller skældsord. Jeg har altid brugt det som en hyldest. Jeg har mange grønlændere, som kommer hos mig, og de har ikke problemer med den, fortæller Tina Jakobsen Wilstrup.

En lærestreg

Den heftige debat om den klassiske is har været en lærestreg for, hvordan man kommunikerer og bruger Facebook.

- Det negative er, at jeg er blevet meget opmærksom på, hvad jeg skriver på Facebook, så det ikke kan misforstås, fortæller hun og slår fast, at selvom hun har overvejet at slette de gamle opslag, så har hun valgt at lade dem stå.

Shitstormen har lagt sig, og der er stadig mange kunder, der lader sig køle ned med en hjemmelavet eskimo-is fra Frederiksberg Chokolade. Alt er tilbage ved det gamle, lyder det fra Tina Jakobsen Wilstrup.

- Nu kan jeg igen sove om natten, og nu er det bare positive tilkendegivelser fra kunderne, der fylder, slutter hun.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik