Erhvervsstyrelsen går ind i sag om borgmesters bolighandel

Styrelse vil have redegjort for salg af lejlighed til Frederiksbergs nuværende borgmester, Simon Aggesen (K).

Simon Aggesen (K) har været borgmester i Frederiksberg siden 2019, hvor han overtog fra forgængeren Jørgen Glenthøj. Han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i 2010. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Var prisen for lav, da fonden Dansk Bibelskole i 2016 solgte en 460 kvadratmeter stor herskabslejlighed på Frederiksberg for 9,5 millioner kroner til Simon Aggesen (K), som i dag er borgmester i Frederiksberg Kommune?

Det vil Erhvervsstyrelsen undersøge. Foreløbigt har styrelsen bedt Dansk Bibelskole om at redegøre for handlen.

Det viser et brev fra styrelsen til fonden, som netmediet Altinget har fået aktindsigt i.

Læs også Ombudsmand går ind i sag om borgmesters billige boligkøb

Hvis prisen var for lav, risikerer medlemmerne af bestyrelsen for fonden at blive holdt personligt erstatningsansvarlige for bolighandlen.

I yderste konsekvens kan også borgmesteren selv risikere at skulle betale penge tilbage.

Borgmesters mærkesag er spekulation på boligmarkedet

Sagen om bolighandel kom frem i slutningen af september, da Ekstra Bladet fortalte, at Frederiksbergs borgmester som daværende rådmand og medlem af kommunens byudvalg i 2016 købte den omtalte lejlighed til en tilsyneladende god pris.

Han delte den op i to og solgte først den ene, siden den anden. Dermed fik han i løbet af knap fire år en nettofortjeneste på i alt 11 millioner kroner.

Simon Aggesen har tidligere ejet en lejlighed på Frederiksberg Allé 8 . Lejligheden blev delt i to og begge lejligheder er nu solgt. Foto: NILS MEILVANG/Ritzau Scanpix

Simon Aggesen har selv offentligt talt imod korttidsspekulation på boligmarkedet, som er blandt hans mærkesager.

Derfor kan sagen blive politisk skadelig for De Konservative, som i forvejen er presset på Frederiksberg efter mere end 100 års styre.

Simon Aggesen (K) har været borgmester i Frederiksberg siden 2019, hvor han overtog fra forgængeren Jørgen Glenthøj. Han blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i 2009. Ved kommunalvalget i 2017 fik han 1613 stemmer - hvilket var næstflest på Frederiksberg.

Solgte til værdi under vurdering

Hvis fonden bevidst har solgt lejligheden til under markedsværdi, svarer det til, at fonden har uddelt fondsmidler til køberen. Det forklarer professor i fondsret på Københavns Universitet Rasmus Kristian Feldthusen.

Læs også Frustreret borgmester på Frederiksberg vil have indført flere restriktioner i nattelivet

- Vurderer Erhvervsstyrelsen, at et salg er sket til under markedsværdi, og der derved er foretaget en formålsstridig uddeling, så kan der rejses et tilbagebetalingskrav mod modtageren, hvis denne var i ond tro, eller der kan på vegne af fonden rejses et erstatningskrav mod fondens bestyrelse, siger han til Altinget.

Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle have gennemskuet, at de har vurderet den forkert.

Morten Christiansen, direktør i fonden Dansk Bibelskole

Direktøren for fonden, Morten Christiansen, forklarer, at han fik vurderet lejlighedens værdi af to forskellige ejendomsmæglere.

Og at fonden endte med at sælge lejligheden til en lavere pris – men "ikke væsentligt lavere" - end vurderingen, fordi Simon Aggesen til gengæld hjalp fonden af med en lejer, der ikke kunne opsiges.

Læs også Frederiksberg fremrykker minimumsnormering – og har vilde planer for Valby Bakke

- Vi har henvendt os til to lokale mæglere, og de er statsautoriserede, og jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle have gennemskuet, at de har vurderet den forkert, siger Morten Christiansen til Altinget.

Simon Aggesen har ikke ønsket at kommentere den igangværende sag over for Altinget.

/ritzau/



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik