Enlig mor på kontanthjælp overdænget med gaver til 12-årig datter

Tøj, mad, restaurantbesøg, Tivoli-ture og tilbud om penge er bare nogle af de tilbud om hjælp, som Daniella Garn og hendes datter Sif fra Frederiksberg har modtaget, efter hun i sidste uge fortalte om hverdagen som enlig mor i en tid med voldsomme prisstigninger på fødevarer.

Der er udsigt til en noget anderledes sommerferie for 12-årige Sif Garn, end hun i første omgang havde regnet med.

- Det er virkelig fedt. Jeg glæder mig virkelig meget, siger Sif, da vi møder hende og moren Daniella Garn i Landbohøjskolens Have på Frederiksberg.

Den seneste uge er alverdens tilbud om hjælp strømmet ind til Sif og hendes mor fra ganske almindelige borgere. Blandt andet tøj og penge.

- Nogen har tilbudt os en uges forskellige madretter, vi kunne få. Der er nogen, der har tilbudt os godter til fredagshygge. Nogen har tilbudt os, at vi kunne komme ud at spise. Ridning er vi blevet tilbudt. Vi er blevet tilbudt en Lalandia-tur. Og så er vi blevet tilbudt billetter til Bakken og Tivoli. Og frisørbesøg, siger Sifs mor, Daniella Garn.

Folk i kø for at hjælpe

I sidste uge fortalte Daniella, hvordan de hastigt stigende fødevarepriser gjorde det svært at få enderne til at mødes. Hvordan hun har skåret en del af sin medicin væk. Og hvordan 3000 kroner om måneden til både mor og datter efter de faste udgifter er betalt alligevel gør det svært at få råd til mad, tøj, frisør og sommerferiefornøjelser til datteren.

quote Nogen har tilbudt os en uges forskellige madretter, vi kunne få. Der er nogen, der har tilbudt os godter til fredagshygge. Nogen har tilbudt os, at vi kunne komme ud at spise. Ridning er vi blevet tilbudt. Vi er blevet tilbudt en Lalandia-tur. Og så er vi blevet tilbudt billetter til Bakken og Tivoli. Og frisørbesøg.

Daniella Garn, Enlig mor på kontanthjælp

Og så stod tilbuddene om hjælp i kø fra folk, som havde set Daniella i tv eller læst om hende på nettet.

- Jeg kunne godt tænke mig at tage hende med på Reffen (Refshaleøen, red.) og spise en burger eller en tur i Tivoli og se fredagsrock. Eller en tur i teater, som jeg forstod hun var ret begejstret for eller en helt almindelig tur i biografen, siger Charlotte Heitmann, en borger fra Frederiksberg, som blev dybt rørt over Daniellas beskrivelse.

- Jeg er udmærket klar over, at der er andre, som har brug for tilsvarende hjælp, men nogle gange bliver man rørt af en bestemt historie eller en bestemt organisation, som så hjælper. Andre gange hjælper man andre steder. Det vil jeg da håbe, alle gør, siger Charlotte Heitmann, som til daglig arbejder som projektleder.

Se indslaget fra sidste uge, hvor Daniella og Sif Garn fortæller hvordan den stigende inflation påvirker dem

En anden borger, Kim Hald Schütt, som til daglig arbejder som revisor i Glostrup, har det på samme måde.

- Jeg er selv vokset op med en enlig mor og ved, hvor svært det er, at få økonomien til at hænge sammen. Jeg har selv gået med reklamer for at få råd til fodboldstøvler. Så jeg ved, hvor svært det er at få økonomien til at hænge sammen. Jeg bliver dybt rørt, når jeg læser sådan noget og vil gerne hjælpe, hvor jeg kan, siger Kim Hald Schütt.

I sagens natur er Daniella Garn meget taknemmelig.

Men hun er også bevidst om, der sidder et hav af andre mennesker med nøjagtig samme behov.

- Det synes jeg er rigtig trist. Der er jo også mange, som arbejder, som efterhånden ikke har råd. Hvor de har lavt betalt arbejde, ikke. Jeg ved ikke, om man kunne lave en Facebookgruppe for folk, som har det svært og for folk, som godt kunne tænke sig at hjælpe andre.

Daniella Garn valgte at stå frem og fortælle om sin situation efter at have søgt om feriehjælp hos Røde Kors og Dansk Folkehjælp.

Mange hadefulde kommentarer 

Hun er overrasket over den store støtte og de mange tilbud om hjælp, men også over de mange hadefulde kommentarer hun fik i kommentarsporet på TV 2 Lorrys Facebookside.

Der kom på kort tid 944 kommentarer til opslaget, og mange var så hadefulde, at TV 2 Lorry valgte at lukke kommentarsporet for yderligere indspark.

Vi har skrevet og talt med en del af dem der kommenteret negativt. Ingen har ønsket at lade sig interviewe om, hvorfor de skrev, som de gjorde.

Her følger bare få eksempler fra et opslag sidste på Facebook

  • "En enlig mor med børn lever da et luksusliv på kontanthjælp. Det er åbenbart blevet sådan, at man SKAL snyde systemet"


  • "Der er alternativer til at sidde på sin flade – let numsen"


  • "Hulk, hulk, hvor er det synd"


  • "Shit, prøv med 1500 kr. til en hel måned i stedet for det skaberi og hysteri, det er fanme´ for pinligt"


I første omgang blev Daniella chokeret over de mange hadefulde kommentarer, men har siden forsøgt at ryste det af sig.

quote Enten er det folk, der keder sig, eller folk, der selv har det skidt. Ligesom mobning mellem børn. Dem, der mopper er dem, der har det rigtigt dårligt selv. Så i håb om at få det bedre, høvler vi den næste ned selv

Daniella Garn, Enlig mor på kontanthjælp - om de mange hadefulde kommentarer om sin egen person

- Det ærgrer mig. Det der med bare at gå ud og få arbejde, jamen så nemt er det heller ikke. Især fordi jeg både har nogle fysiske og psykiske sygdomme, der gør det ret svært for mig bare at få et arbejde, siger Daniella.

Hun er dog glad for, at de mange mange ondskabsfulde kommentarer kun var rettet mod hende.

- Enten er det folk, der keder sig, eller folk, der selv har det skidt. Ligesom mobning mellem børn. Dem, der mobber er dem, der har det rigtigt dårligt selv. Så i håb om at få det bedre, høvler vi den næste ned selv. Jeg ved ikke, om det er den mentalitet, der er kommet ind på Facebook. Og samtidig kan vi være anonyme. Det er en rigtig kedelig tendens, og du ser den rigtig mange steder, siger Daniella.

På trods af de mange negative kommentarer nægter både mor og datter at lade sig kue.

- Jeg tror, det bliver en rigtig sjov sommer, slutter 12- årige Sif. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik