Enigt udvalg afviser byggeplaner på fransk skolegrund

De byggeplaner, der ellers lå i kortene for den franske skoles grund på Værnedamsvej, er nu blevet afvist af et enigt udvalg på Frederiksberg.

Den Franske Skole på Værnedamsvej skal flytte – og det helt store spørgsmål har længe været: hvad skal der så ske med matriklerne? 

Kommunen har de seneste måneder oplyst, at de ønsker en ændring i lokalplanen, der i dag foreskriver, at matriklerne bruges til undervisning. 

I stedet vil de gerne åbne op for private investorer, der allerede står på spring for at bygge både hotel, ejerlejligheder og butiksarealer på grunden. 

Men her til aften blev de planer ændret.

På et møde i Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg mandag aften besluttede et enigt By- og Miljøudvalg, at der ikke skal laves et kommuneplantillæg og en ny lokalplan for de matrikler, som i dag huser den franske privatskole Prins Henriks Skole, der står til at flytte.

- Beslutningen er i høj grad baseret på den dialog, der har været. Vi har jo lyttet til de mange borgere, der har ytret sig om projektet, fortæller Nikolaj Bøgh (K), der er medlem af By- og Miljøudvalget på Frederiksberg.  

Borgernes stemmer skal høres 

I forløbet har kommunen inviteret til informationsmøde, hvor beboere og andre interesserede har kunnet give deres indspark med. 

Mange borgere har forholdt sig kritisk - og blandt andet tidligere arrangeret protester og borgermøder for at kæmpe mod kommunens planer. 

- Det har selvfølgelig gjort et kæmpe indtryk, og det gjorde det klart, at de indledende tanker skulle justeres væsentligt til noget, vi alle kan blive tilfredse med, siger Nikolaj Bøgh.

Også fra Socialdemokratiet har man fulgt borgernes engagement. 

- Det er så vigtigt, at vores borgere bliver hørt i sådan en sag her, fortæller Gunvor Wibroe, der også er medlem af By- og Miljøudvalget.

- Vi skal som politikere være stolte og glade for den dialog, vi har i vores politiske arbejde, og som jeg også håber, vi kan fortsætte med fremover, sagde Gunvor Wibroe til TV 2 Lorry tidligere i dag. 

Bliver det mere grønt på Værnedamsvej? 

Nu hvor det første forslag er fejet af banen, skal der udarbejdes et nyt. 

Næste skridt bliver derfor, at forvaltningen sender den afviste startredegørelse tilbage til bygherrerne, der herefter skal forsøge sig med en ny plan, der kan få enderne til at mødes.

Og til det har de Konservative på Frederiksberg helt klare visioner: 

- Der skal væsentligt mindre byggeri på grunden. Udvidelse med 6-7 bygninger og etageejendomme - det vil vi ikke være med til, fortæller Nikolaj Bøgh.

Ifølge ham vil det være en forkert vej at gå for Frederiksberg at begynde at bygge oven på de gamle bevaringsværdige skolebygninger.

 

I stedet mener han, at man, i tråd med kommunens profil, skal dyrke det grønne og udnytte det store areal:

- I øjeblikket er der en masse asfalt i skolegården, og der vil vi gerne lave et grønt gårdmiljø. Vi skal samtænke området mere og måske lave en sammenlægning med gårdene omkring, så det bliver til et grønt opholdsted for både beboere og borgere.

Hvornår de nye fremtidsplaner for Værnedamsvej præcist står klar, kan den konservative politiker dog ikke sige noget om: 

- Tavlen er jo visket helt ren, og de skal næsten starte forfra, så jeg har svært ved at sige, hvor lang tid det kommer til at tage.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik