For en uge siden var det halloween, og tirsdag var det juleaften... i hvert fald for elefanterne i Zoologisk Have.
Halloween i Tivoli lukkede og slukkede i søndags, og de kæmpestore udstillingsgræskar, der har pyntet i forlystelseshaven, blev fragtet direkte ind i elefanternes indhegning.
- Vi har en aftale med Tivoli om at få de her kæmpegræskar. Det er blevet en tradition for os at give dem til elefanterne, fortæller Rebekka Schneevoigt, der er dyrepasser i Zoologisk Have.
Ikke noget der sker hver dag
Det er tredje år i træk, at elefanterne får lov til at fornøje sig med de flere hundrede kilo tunge græskar.
- Ganske som forventet så gik de straks igang med at træde på dem og begyndte også at æde dem, fortæller Rebekka Schneevoigt.
Hunelefanterne har prøvet det før, men for den lille unge Plaisak og den nye avlshan Chang, der ankom i sidste uge, var det første gang, de fik kæmpegræskar
De skulle derfor lige se sitatutionen lidt an, men begge to fik hurtigt mod på både at smadre og smage på græskarene.
- Det er en berigelsesaktivitet. Det er ikke noget, der sker hver dag. Det er noget nyt for dem - det er jo ikke bare almindelige græskar, det er kæmpe præmiegræskar, lyder det dyrepasseren.
Store græskar og store elefanter
Det var netop dyrepasser Rebekka Schneevoigt, der for nogle år siden fik aftalen mellem Tivoli og Zoologisk Have i stand. Det skete, da hun var en tur i Tivoli til halloween.
- Jeg fik øje på de her kæmpegræskar, og jeg tænkte, at store græskar og store elefanter - det må man kunne lave noget med, fortæller Rebekka Schneevoigt.
Se videoen med de glade elefanter og de store præmiegræskar i videoen ovenfor.